Kåring: Her er årets it-talenter
Der var lagt op til en formiddag i talentets tegn, da Version2 tidligere i dag fredag hyldede landets dygtigste it-specialister inden for en række forskellige kategorier.
Til at skyde festlighederne i gang var Jesper Klitgaard, Global Chief People Officer, i Netcompany, inviteret til at fortælle, hvordan man i et af Danmarks største it-virksomheder kendetegner talent, og hvordan man arbejder med talentudvikling.
Jesper Klitgaard er selv uddannet softwareingeniør og kom til Netcompany i 2006, hvor han sidenhen har beskæftiget sig med udvikling og projektledelse. Det er kun et par måneder siden, han blev selskabet HR-direktør.
»Talent har utrolig mange facetter, og vi kan godt have en tendens til hurtigt at putte talent i kasser. Vi arbejder på at kigge bredt på talent og har øjnene åbne for, at det ikke kun er den højtråbende medarbejder, der får opmærksomheden, men at den stille udvikler også kan være et talent,« lød det blandt andet fra Jesper Klitgaard.
Han tilføjede, at it-talent i dag ikke kun handler om tekniske færdigheder, men også kan være i forhold til eksempelvis projektledelse og kundeforståelse.
»It-projekter er blevet støre og større og mere komplekse over årene. Derfor har vi brug for at dyrke vertikalerne, for der er brug for brede kompetencer, når vi sammensætter holdet til et projekt,« sagde han endvidere.
Vil rekruttere fageksperter
Jesper Klitgaard løftede også sløret for, at man fremadrettet gerne vil rekruttere flere talenter, der ikke kommer fra de klassiske it-uddannelser eller tungere akademiske uddannelser, men at man vil blive bedre til at kigge bredere på eksempelvis fageksperter.
I dag har Netcompany blandt andet en tidligere sygeplejerske ansat på et projekt i medicinalindustrien, fortalte han, inden tiden var inde til selve kåringen af IT Talent 2022.
Vinderne er fundet blandt 20 nominerede ud af 40 indstillede kandidater.
I udvælgelsen af talenterne er der blandt andet lagt vægt på tekniske og menneskelige færdigheder, evne til at tænkte nyt og kreativt, opnåede resultater og fremtidige karrieremuligheder.
Dette års talenter er:
Årets it-konsulent: Martin Thirup Christensen, Orange Cyberdefense
Årets it-udvikler: Andreea Nicoleta Stefan, 3Shape
Årets it-projektleder: Peter Søndergaard, 3Shape
Version2 bringer i løbet af den kommende uge interviews med de tre vindere.
- Annie Stahel, it-chef i Danmarks Statistik
- Sara Juhl, direktør i Bloom
- Peter Leth, områdedirektør for ledelse, karriere og kompetence, Ingeniørforeningen, IDA
- Ebbe B. Petersen, Head of cybersecurity & compliance consulting, NNIT
- Kim Poulsen, teamleder for Electronic Engineering i Uneeg
- Dennis Roi Hansen, Head of intelligence & audience i Teknologiens Mediehus
