Fire dages arbejdsuge hjælper rekrutteringen men kommer med en pris

Abtion
Illustration: Abtion.
Det kræver høj arbejdsdisciplin, et minimum af forstyrrelser og en leder, der ikke er bange for at facilitere det, når fem dages arbejde skal klares på fire dage. Til gengæld har medarbejderne fået mere overskud, og det er blevet langt nemmere at rekruttere for den københavnske it-virksomhed Abtion.
16. maj kl. 12:19
errorÆldre end 30 dage

»Vi giver en kæmpe gulerod, men vi giver også lidt pisk,« lyder det fra Andreas Bødker, der er stifter og CEO i it-virksomheden Abtion på Vesterbro i København.

»Guleroden er dog større end pisken,« skynder han sig at tilføje. 

Virksomheden, der leverer digitale produkter og services til virksomheder som Ørsted, Mærsk og Lego, indførte for to år siden en fire dages arbejdsuge, så den omtalte gulerod er fri hver fredag vel at mærke til samme løn, som dengang arbejdsugen talte fem dage. Pisken, der muliggør den tilbagevendende frynsegode i form af fredagsfri, er, at der stilles skrappere krav om tilstedeværelse og effektivitet ugens første fire dage, fordi den samme produktivitet skal opretholdes på kortere tid.

»De skal ikke arbejde mere, de skal bare arbejde, når de er på arbejde. Man skal koncentrere sig mere, kan man sige, for det forpligter kun at arbejde fire dage,« mener direktøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor indførte Abtions ledelse en stribe effektivitetstiltag, som skulle muliggøre, at arbejdsugen blev forkortet med 7,5 timer, uden det gik ud over hverken kunder eller forretning. Det første og vigtigste var at synkronisere arbejdstiden, så nu møder alle ind mellem 7.30 og 9 og går hjem otte timer senere fire dage om ugen.

»Før kunne man næsten arbejde når som helst og hvor som helst, men nu skulle man pludselig møde samtidig, arbejde samtidig og have fri samtidig. Det var lidt øv for mange, og det var ikke så fedt. Folk skulle lige vænne sig til det, og vi havde også en enkelt, der sagde op, som ikke kunne få det til at fungere,« forklarer Andreas Bødker, der i starten efter indførelsen af den fire dages arbejdsuge krævede, at alle mødte ind på kontoret og arbejdede derfra hver dag. Der er dog siden åbnet op for, at medarbejderne kan arbejde synkront med kollegaerne hjemmefra, uden det gør den store forskel; en erfaring, der kom med corona-nedlukningen, hvor alle var sendt hjem:

»Vi har konkluderet, at det ikke så meget handler om, hvor man er henne, men mere, at man arbejder samtidigt.«

Time-timer og pomodoro-teknik

Den synkrone arbejdstid forudsætter en høj arbejdsmoral for at undgå forstyrrelser og blev derfor fulgt op af den såkaldte pomodoro-teknik, hvor man arbejder koncentreret i 25 minutter og holder pause i 5 minutter. En lille lampe på hver computerskærm reflekterer med henholdsvis et rødt og et grønt lys, om man er i arbejds- eller pausemodus.

»Det var skidegodt, for det gør en bevidst om, hvornår ens kollega ikke skal forstyrres. På den måde undgår vi for mange forstyrrelser og kan være meget mere effektive og produktive. Det giver noget fokus,« fortæller Andreas Bødker, der indrømmer, at det indimellem kan skride lidt, folk glemmer at få tændt lamperne, og der går sludder og sladder i den, fordi der for eksempel er startet nogle nye medarbejdere, hvis gamle vaner smitter af på de nye kollegaer.

»Man skal være lidt mere bussemand, det skal man være opmærksom på som leder. For vi skal lige stramme balderne. Men folk forstår det godt, når man gør dem opmærksom på det. Der er heldigvis også rimelig god selvjustits, og folk er gode til at minde hinanden om det,« siger direktøren.

Et andet tiltag, der også har været nødvendigt for at blive mere effektive og dermed opretholde samme produktivitet med kun fire arbejdsdage om ugen, er kortere møder. Derfor er Abtions mødeindkaldelser nu opsat med en standard-mødevarighed af 20 minutter i stedet for de sædvanlige 60. Man har nemlig en tendens til at bruge al den tid, der er afsat, og det meste kan tales igennem på 20 effektive minutter, mener Andreas Bødker, som i mødelokalerne har indført en time-timer, der ligner et almindeligt æggeur, men mere grafisk viser, hvor lang tid der er tilbage af mødet.

Stor villighed til forandring

Abtion valgte at have en overgangsperiode på fire måneder med én fredag fri i den første måned, to i den næste, tre i den tredje og fire i den fjerde, samtidig med de uge for uge implementerede de nye tiltag, der skulle optimere og effektivisere tiden i den resterende arbejdsuge. 

»Hver uge havde vi så et statusmøde med hele firmaet i en halv time, hvor vi så på, hvilke ændringer vi havde implementeret, om det var godt eller skidt, om det skulle fortsætte eller stoppe. Og det fungerede meget godt, men det var også hårdt. Det var mange forandringer på kort tid, og det er hårdt både at skulle lede andre og selv ændre sin adfærd,« fortæller Andreas Bødker, der oplevede, at medarbejderne relativt hurtigt tog forandringerne til sig:

»Når guleroden er så stor, at man får fri om fredagen, så er folk lige pludselig meget villige til at ændre sig. Det er en kæmpe gulerod, og den har købt nogle rigtig gode forandringer for os,« fortæller han. 

Andreas Bødker har oplevet, at folk har spurgt, om de ikke bare kunne have implementeret de nye tiltag, der virker så godt på produktiviteten og effektiviteten, og så stadig arbejde 37 timer om ugen. Og jo, det kunne man nok godt, siger han.

»Men så tror jeg simpelthen bare ikke på, at det ville være et rart sted at arbejde, for så ville man kræve for meget i forhold til, hvad den enkelte medarbejder ville få retur,« lyder det fra direktøren, der ud over større effektivitet ser et meget bedre arbejdsklima som resultat af forandringen. Efter tre fridage møder folk ind mandag morgen med meget mere overskud og gåpåmod, og det er selvforstærkende i forhold til at have en høj produktivitet,« forklarer Andreas Bødker og fortsætter:

»Og tanken om, at man kun skal arbejde fire dage, gør også bare, at det er nemmere at trække sig selv i gang. Så generelt er motivationen og indstillingen blevet markant bedre.« 

Et konkurrenceparameter

En anden væsentlig fordel er, at det også blevet væsentligt nemmere for Abtion at rekruttere, og direktøren fortæller, at it-virksomheden i et marked, hvor det eller er svært at få fat i de rigtige folk, lige nu kan vælge og vrage. Og det mener han, at den fire dages arbejdsuge har sin del af æren for. På den måde er planen lykkedes, for når man spørger, hvorfor man som direktør får den idé at give ens medarbejdere en ekstra ugentlig fridag uden at skære i deres løn, falder svaret prompte:

»Det gjorde vi for at kunne være mere konkurrencedygtige i forhold til at kunne tiltrække og fastholde talenter.«

Og til spørgsmålet, om Andreas Bødker ville anbefale en fire dages arbejdsuge til andre CEO’er derude, lyder det med et smil:

»Ja, det ville jeg. Men det er klart, at hvis alle andre virksomheder i vores branche gjorde det, så ville vi jo ikke have en konkurrencefordel mere.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger