Dialog skal hjælpe NNE-ledere med at styre fleksibilitet

27. juni kl. 10:02
NNE
Illustration: NNE.
I NNE vender medarbejderne tilbage til mulighed for mere fleksibilitet, når nedlukningen forsvinder helt, og det er lederne, der skal administrere den.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

I den store, gamle hal, der engang husede en tobaksfabrik, er medarbejderne så småt ved at vende tilbage efter coronanedlukningen. Ikke for at rulle cigaretter, men for at arbejde videre på NNE’s mange kundeprojekter. 

NNE, der designer fabrikker til medicinalindustrien, er lige nu i gang med at føre de erfaringer, de to nedlukninger har givet, ud i livet, og ifølge HR-chef Camilla Hjorth Stræde er der overordnet to omdrejningspunkter for den fremtidige organisering: fleksibilitet og dialog.

»Vi er nået til, at fleksibilitet er noget, medarbejdere forventer i højere grad end før coronanedlukningen. Og lige nu har vi valgt ikke at udstikke nogle overordnede regler om, hvordan de forskellige teams og afdelinger skal håndtere fleksibiliteten,« fortæller hun.

Camilla Hjorth Stræde
HR-chef i NNE Camilla Hjorth Stræde. Illustration: Privat.

»Folk er så småt ved at komme tilbage på arbejdspladsen, og det ser ud til at lande meget godt. Så inden vi farer ud og laver regler, skal vi lige gøre os nogle erfaringer med, hvilke initiativer, der er nødvendige.«

Lederne bliver tovholdere for fleksibiliteten

I stedet for overordnede regler udstukket af topledelsen, er det op til mellem- og teamlederne at indrette sig med den fleksibilitet, der passer lige præcis hendes eller hans medarbejdere. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi arbejder med mange forskellige ting og på mange forskellige måder. Vi er en projektorganisation, så nogle sidder fysisk ude hos kunden, mens andre arbejder på en opgave, hvor det er bedst at sidde sammen. Og der kan vi ikke bestemme, at de skal blive væk eller bestemme, at de kun må arbejde hjemme to dage om ugen,« siger Camilla Hjorth Stræde.

Med lederne som generator for de ændringer, der indfinder sig efter sommerferien, vil det også være lederne, der kommer til at opleve et forventningspres fra medarbejderne, mener HR-chefen.

»Jeg tror, den enkelte medarbejder vil have brug for at vide, hvad lederen forventer, når vi ikke længere er bundet af coronarestriktioner. Og der opfordrer vi igen og igen til, at lederne tager dialogen med medarbejderne,« siger hun.

En af de ting, hun godt kunne forestille sig, at NNE-ledere skal trænes i fremover, er at facilitere møder, hvor nogle deltager fysisk, mens andre deltager online. 

»Vi er blevet gode til distanceledelse, og det er en muskel, man skal holde fast i og træne. Især møderne kræver noget ekstra, så man ikke får ekskluderet nogen,« forklarer hun.

»Men vi kommer ikke til at løbe afsted med en masse initiativer, hvis der ikke er et problem.«

Har altid været der

I bund og grund har fleksibilitet altid været til stede på NNE, og virksomheden har ingen planer om at indrette sig anderledes fysisk eller indføre andre radikale ændringer, ifølge Camilla Hjorth Stræde.

»Folk vil generelt gerne ind på kontoret og kan mærke på egen krop, hvornår det giver mening,« siger hun. 

»Men det er ikke af nød, vi giver mere fleksibilitet. Det er fordi, det giver bedre engagement og dermed også bedre performance,« slår hun fast.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger