Dansk direktør i Ukraine: Mine medarbejdere har kortere til konflikt for tiden

»Jeg sidder i Odessa nu, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at for et kvarter siden hørte vi et enormt boom, men vi har ikke fundet ud af endnu, hvad det var, der eksploderede. Jeg tror, det er noget sabotage nede på havnen – den er afspærret af den årsag. Men jeg vil straks sige, at jeg føler mig ikke usikker.«

Sådan indleder Thomas Sillesen, direktør for Akkerman Engineering Solution, videointerviewet med Ingeniøren. Han har siden 2019 boet i Ukraine, hvorfra han driver sin virksomhed, der har 125 medarbejdere og sælger softwareingeniør-arbejdskraft på konsulentbasis. Og det skal ingen russer komme og ændre på. Ligesom direktøren heller ikke lader en krig komme i vejen for fremgang og vækst: Siden april i år er 14 nye medarbejdere kommet til, og den samlede kundetilgang har i perioden været på 20 pct.

Men hvad får en dansker til ufortrødent at arbejde videre i et krigsramt land?

»Det ville ikke svært for mig at flytte forretningen til et andet land og finde nogle dygtige folk, som nogle af mine konkurrenter har gjort, men jeg har det bare sådan, at nu er jeg i Ukraine, og dybest set er de her mennesker afhængige af mig. Og jeg kan gøre en forskel,« forklarer Thomas Sillesen om grunden til, at bomberne ikke har fået ham til at stikke halen mellem benene. 

Da han vågnede tidligt om morgenen 24. februar til synet og lyden af missiler få kilometer fra det hotelværelse, hvor han havde overnattet i forbindelse med en forretningsrejse, tænkte han ellers først, hvad i alverden han lavede her. Samme eftermiddag pakkede han kufferten og kørte ud af Ukraine dagen efter.

»Der var jo ingen, der vidste, hvor vildt det ville blive, men det blev jo ikke særligt vildt. Der er selvfølgelig krig, men det er jo et stort land. Vi stopper jo hele ikke med at køre fra A til B, fordi trafikken er farlig,« ræsonnerer Sillesen, der efter tre måneder i Danmark vendte tilbage til det krigsramte land. 

»Jeg kunne mærke, at mine medarbejderes motivation steg, da jeg kom tilbage i starten af juni, for det var sgu cool nok, at direktøren ikke gemmer sig og er bange. Og jeg bor jo her – Ukraine er mit hjem - så det var helt vildt fedt at komme tilbage,« fortæller direktøren og fortsætter:

»Der er en minimal risiko for, at der sker mig noget, men det er klart, at hvis der gør, så er det rimelig tragisk. Samtidig kan man sige… Nå, nu kom der faktisk et brag mere! Jeg ved ikke, om du hørte det?« spørger Thomas Sillesen mere drillende end bange. 

Journalisten er tydeligvis ikke vant til bombardementer som interviewbaggrund, men direktøren fortsætter med ophøjet ro og et beroligende smil:

»Det siger sig selv, at når de laver en bombning af 5 km2 af en by som under Anden Verdenskrig, så kan man godt være nervøs, men når der er bombenedslag her, så ødelægger det alt i en omkreds af 20 meter. Så jeg føler mig ikke specielt udsat. Men vi må se – det kan være, jeg tager fejl. Så har det i hvert fald været hyggeligt at møde dig.«

Den største jubelgris

Det tilsyneladende ukuelige humør og jyske lune virker til at være blevet Sillesens våben i en turbulent tid. Det er også det skyts, han bruger i ledelsen af sine medarbejderne, hvoraf flere har mistet brødre i krigen, og en generel utryghed præger tilværelsen.

»Den første måned sendte jeg 45 mails til mine medarbejdere. Det startede med, at jeg ville fortælle dem, at vi var her, og at vi troede på dem. Nu er det blevet lidt færre, og jeg er gået over til at sende videoer, to-tre om ugen, hvor jeg deler positive historier,« fortæller Thomas Sillesen og kommer med et eksempel:

»Den næste kommer til at handle om sidst, jeg var hjemme i Esbjerg, hvor jeg fik en gratis plastfyldning hos tandlægen, som kaldte det sin måde at støtte Ukraine på. Dagen efter fik jeg en gratis influenzavaccine hos lægen med samme ord. Det fortæller jeg videre til mine medarbejdere, for de har godt af at få at vide, at folk tænker på dem og støtter dem.«

Direktøren kalder det sin måde »at få dem til at smile lidt«.

»For de sidder jo bare derhjemme, og de gør det rigtig godt. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er rigtig træls for nogle af dem, men der er bare ikke så meget andet at gøre,” mener Thomas Sillesen, der kan mærke, hvordan den hårde tid for landet sætter sig i medarbejderne, som er mere nervøse, lettere bliver irriteret på hinanden og har lidt kortere til konflikter for tiden.

»I Danmark stoler man på enhver, indtil det modsatte er bevist, men hernede, hvor det jo er fattigere, er mistro mere udgangspunktet. Det tager lang tid at opnå den danske form for tillid mellem to ukrainere, og i den her situation er de endnu mere sig selv nærmest, end de var tidligere,« fortæller direktøren og fortsætter:

»Og nogle gange kan jeg godt se, at de måske tager nogle mindre rationelle valg lige nu, fordi de har fokus på at sikre sig sig selv først og fremmest – horisonten er ligesom blevet kortere, og de tænker måske ikke helt frem til, hvad der er for virksomhedens fælles bedste.«

Hvordan håndterer du det?

»Jeg er den største jubelgris, du kan forestille dig. Jeg fortæller så mange jokes og prøver at have en let tone. Dybest set synes de alle sammen, at det er sjovt, vi bare går rundt og har det fedt sammen, og det er det eneste, jeg kan gøre. Det er også derfor, jeg laver de videoer hver uge. For hvis folk sidder og griner, så er de ikke mistroiske over for hinanden. Det virker konge,« fortæller direktøren, der har ekstra fokus på, at medarbejderne føler sig set og mødt for tiden.

»Hvis du spørger mit personale vil de nok ikke sige, jeg sådan er typen, der bekymrer mig om små ting. Jeg er ikke typen, der samler penge ind til lille Benjamin, der har brækket sin fod. Men lige nu kan jeg jo godt se, det er vigtigt, at mit personale ved, hvor de har mig, og at de føler, de har en fremtid.«

Trygge kunder

Tilgangen har tilsyneladende virket. I hvert fald er Akkermans kunder blevet i folden på trods af den russiske invasion, der har sendt medarbejderne på hjemmearbejde og forvandlet hovedkontoret til et socialkontor, hvor myndighederne deler fornødenheder ud til den del af befolkningen, der er hårdest ramt af krigen.

»Det er klart, at vores kunder var lidt usikre i marts, men så så de, at vores folk leverede, som de skulle, og så var det fint. Og nogle af dem har jo bare bestilt flere folk. De hyrer os, fordi de mangler ingeniører, og når vi så bliver ved med at levere varen på trods af krigen, så er de ret trygge,« siger Thomas Sillesen og forklarer, at kunderne ikke løber nogen risiko, fordi han fakturerer pr. time, medarbejderen sidder online og arbejder for kunden.

»Som firma leverer vi 8-17 med middagspause 12-13, og vores kunder sætter pris på, at de kan komme i kontakt med os i løbet af arbejdsdagen. De har jo masser af videokald i løbet af dagen med medarbejderne, og vi har et realtidssamarbejde online, som de sætter stor pris på. Og der har vi jo en konkurrencemæssig fordel i forhold til f.eks. indere, og kinesere, når det handler om danske kunder, fordi tidsforskellen kun er en time,« fortæller direktøren.

Der er dog også enkelte kunder, som har meldt ud, at de først vil handle, når krigen er slut. Der er nemlig en udfordring, når det kommer til at sende den ukrainske ingeniør på opstartsbesøg i virksomheden i Danmark, Tyskland, Holland, hvor kunderne typisk holder til. En procedure, der normalt sikrer, at ingeniøren kommer godt i gang med opgaven, og kunderne i løbet af de par uger, besøget varer, kan blive bekræftet i, at det er rette mand til opgaven:

»Hvis man er en mand mellem 18 og 60 år, kan man jo ikke rejse ud af Ukraine for tiden, fordi de skal kunne bruge dem til soldater. Og den betegnelse lever 90 pct. af mine ansatte op til. Så vi regner med at få endnu mere gang i den, når vi lige har vundet den her krig.«

Før krigen sad alle medarbejdere på kontoret hver dag, og deres computer blev låst inde i et pengeskab om aftenen for at beskytte kundernes data, men også den procedure er blevet midlertidigt sløjfet pga. krigen. Den situation har kunderne, ifølge Thomas Sillesen, dog også forståelse for.

»Der er så nogle andre udfordringer, for undervejs skal vi jo have strøm, og nu er russerne begyndt at smadre elektriske installationer og kraftværker. Så nu er vi i gang med at købe en mega bunke 'power supplies', som man kan sætte til sin computer derhjemme, så man kan fortsætte med at arbejde, selvom strømmen går. Det vil kunderne sætte pris på,« mener direktøren.

Hjemmearbejde og overarbejde

Selvom humøret er højt, og optimismen intakt, er der ingen tvivl om, at Thomas Sillesen glæder sig til at komme på den anden side af krigen og få hverdagen på kontoret tilbage:

»Det er noget hø at sidde på afstand, og min største bekymring er, at mange af de her folk ikke har siddet på et kontor i to år – først pga. covid og nu krigen. Og folk, der sidder derhjemme, får bare ikke de samme relationer til hinanden, som man gør, når man er på arbejdet. Jeg er ikke i tvivl om, at der går nogle sociale kompetencer tabt,« siger direktøren og fortsætter:

»Vi bliver mindre hensynsfulde, når vi ikke ser hinanden så meget. Så jeg har meldt klart ud, at vi skal sidde sammen igen, når krigen er ovre. Måske med et par hjemme dage om ugen, så det ikke bliver helt så brat en opvågning.«

Thomas Sillesen tager situationen med oprejst pande, men han er alligevel ikke bleg for at indrømme, at han ikke vil anbefale andre at drive virksomhed fra et krigsramt land.

»Jeg vil ikke anbefale folk at opsøge det, men min oplevelse af at være i Ukraine har været helt fantastisk igennem årene. Det er et fedt land at arbejde og bo i, og man får hurtigt skabt et netværk. Folk er tolerante og positive, og man føler sig velkommen. Og så har de en humor, der minder om den danske og derfor fungerer som et bindeled,« forklarer han og prøver med samme ironiske humor at vende krigen til noget positivt:

»Vi har lidt pludseligt fået en stor opgave for en dansk vindmølleproducent, hvor gutterne skal levere 60 timer om ugen de næste fire-fem uger. Og de kan jo alligevel ikke tage i biografen eller gå i byen, for alt lukker kl. 21, og der er mørklægningspåbud fra klokken 23. Og de får overtidsbetaling. Så det er bare fedt for dem – og for mig. Krigen har helt klart gjort det lettere at få folk til at arbejde over.«