Corona gav topcheferne ledelsesmandatet tilbage

Corona gav topcheferne ledelsesmandatet tilbage
Illustration: Bigstock. Se større version
Topcheferne blev helt centrale under coronakrisen og genvandt ‘license to lead’, fordi alle i virksomhederne søgte en retning – og det passede direktørerne aldeles godt, viser en ny undersøgelse fra Instituttet for Fremtidsforskning.  
20. september kl. 14:40
errorÆldre end 30 dage

Da covid-19 ramte Danmark, stod det hurtigt klart, at der var flere spørgsmål end svar, og at det kunne udvikle sig til en meget skidt situation for ikke mindst danske virksomheder. 

Det fik den konsekvens, at organisationer landet over ikke anede sine levende råd, og at den danske, flade struktur gik i opløsning. Medarbejdere og mellemledere kiggede opad – på topchefen – i sin søgen på svar, forklarer fremtidsforsker og associeret direktør for Instituttet for Fremtidsforskning Thomas Geuken, der står bag en ny undersøgelse af administrerende direktørers rolle under coronakrisen.

Thomas Geuken
Fremtidsforsker Thomas Geuken. Illustration: Privat. Se større version

»Ledelse i sin reneste form er koordinering af de fælles præmisser, og når den organisatoriske spillebane ikke er tydelig, og der er mange ubekendte, ender den taktiske, praktiske og operationelle afklaring hos topchefen,« siger han.

Til undersøgelsen har Thomas Geuken dybdeinterviewet 17 CEOs, og en af de ting, der står frem, er, at alle direktørerne har nydt deres tydelige lederrolle.

»Der er mange CEOs, der har oplevet at få et anderledes ledelsesmandat i krisen. For det er nemmest at lede i en krisesituation, fordi der er en naturlig motivation for at følge trop,« forklarer han.

Sjældent man får ros

Administrerende direktør i Mocon Europe Erik Børgesen vendte hjem fra familieferie i Kenya samme dag, Danmark lukkede ned i marts 2020 – til kaos og krisestyring.

»Først så vi en reduktion i vores ordreindgang, og så vendte fødevaremarkedet tilbage for fuld styrke. Samtidigt skulle man have en familie til at fungere med hjemsendelse og hjemmeskole. Så der var mange usikkerheder,« siger han om den første svære tid for både medarbejdere, ham selv og virksomheden, der leverer måleudstyr til især fødevarebranchen.

Og selvom han ikke umiddelbart er frisk på at gentage det seneste år, har han haft oplevelsen af, at han havde en konkret opgave at udføre, og at det er sjovere at være leder, når der er behov for ledelse. 

»Som leder i Danmark har man ikke altid indtryk af, at ens medarbejdere vil ledes. Den danske model giver frihed under ansvar, så engang imellem kan man godt føle, at de ofte hellere så ryggen af én. Men det lavede corona om på,« siger han med et glimt i øjet.

»Det er sjældent, man ligefrem får ros for sine tiltag, men det var interessant at opleve, hvordan medarbejderne tog ledelsen til sig og var trygge og glade for vores krisehåndtering.«

Erik Børgesen
Adm. dir. i Mocon Europe Erik Børgesen. Illustration: Privat. Se større version

Når Erik Børgesen siger ‘vi’, så mener han den task force, han nedsatte med ledelsesteamet, og som han selv sad for bordenden af. 

»Normalt ligger detailstyringen ude hos mellemlederne, men nu havde vi pludseligt daglige møder, hvor vi skulle tage stilling på operationelt niveau for at sikre virksomheden,« fortæller han.

Mens arbejdsmiljøorganisationen tog opgaven med at føre Mocon Europes selvetablerede restriktioner ud i livet, landede der alligevel nogle overraskende opgaver på direktørens bord. 

»Sidste sommer, da Danmark lukkede lidt op igen, ville folk for eksempel gerne have genindført kantinen, så der åbnede den igen. Men der måtte jeg ind og sige: »det går ikke«. Den slags ville normalt ikke ende hos mig,« siger han og får mindelser til sin tid i militæret, hvor han bestred en lederrolle, og der var behov for direkte styring.

»Begge situationer er alvor og uden mulighed for at stille spørgsmålstegn. Man bliver bare nødt til at tage nogle beslutninger og følge dem.«

Undtagelsestilstandens ulidelige lethed

Generelt har topcheferne i IFF-undersøgelsen oplevet – til deres store overraskelse – at både praktiske og fysiske spørgsmål endte på deres bord, fortæller fremtidsforsker Thomas Geuken.

»Normalt ligger det i den skandinaviske ledelsesmodel, at man som administrerende direktør lægger nogle overordnede rammer, og så kan mellemlederne sagtens finde ud af resten selv. Men den strategi mislykkedes, fordi alle havde brug for at få præcis besked om, hvordan de skulle forholde sig,« siger han.

»De var ikke nødvendigvis vilde med at beslutte, om kantinen skulle være åben, men de syntes det var sjovt at være ‘på’ på en anden måde – at undtagelsestilstanden gjorde noget for dem,« fortæller han.

For Erik Børgesen fra Mocon Europe har læringen især ligget i at have mod til at tage beslutninger på områder, man er usikker.

»Det har styrket mig i, at man skal holde fast i sine beslutninger og turde tage dem. Desuden skal man være åben om det, man ikke ved. Medarbejderne har kvitteret ved at have haft stor tillid til håndteringen, og det har for mig været befriende.«

En anden positiv ting, direktøren har opdaget i kølvandet af coronasituationen er, at krise er godt for sammenholdet. 

»Jeg har oplevet et nærvær og en interesse for hinanden som kollegaer. Og jeg har set mange, der er steppet op og har taget ansvar for, at tingene skulle fungere.«

Svært at rulle topstyring tilbage

Selvom det seneste år har været en hård og utryg periode for alle, viser Thomas Geukens interviews, at de fleste administrerende direktører ville gøre det på samme måde igen. 

»Så når man skal handle meget resolut i krise- og undtagelsestilstande, så har topstyring vist sig at være den rigtige måde at gøre det på. Men der ligger en kæmpe opgave i at løse det op igen, for hvis man løser op for sent og ikke får decentraliseret beslutningsprocessen, risikerer man, at især mellemledere smutter,« siger fremtidsforskeren.

At slippe tøjlerne igen har faktisk også været svært for Erik Børgesen. 

»Som person kan jeg godt lide at gå i detaljen og være med i maskinrummet, men mine medarbejdere hader det, fordi det fratager dem ansvar. Så jeg skal minde mig selv om trække fingrene til mig,« siger han. 

Den daglige ledelse på Mocon Europe er dog nogenlunde tilbage i de gamle rutiner – selvom direktøren holder fast i nogle af restriktionerne, som mundbind, til sine kollegers fortrydelse. Men udfordringen er at få uddelegeringen tilbage på rette niveau, siger han. 

»For der er stadig brug for ledelse, men ikke for styring som under corona.«

 

Mocon Europe

Udstyret anvendes bl.a. til at måle sammensætningen af atmosfære i indpakkede fødevarer.
Virksomheden er amerikansk ejet, og i den danske afdeling, der ligger i Ringsted er der 55 ansatte.

Instituttet for fremtidsforskning

IFF er en non-profit medlemsforening.

Undersøgelsen 'CEO mindsets' kan rekvireres hos Thomas Geuken tg@iff.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Fortsæt din læsning
Debatten
Du har ikke tilladelse til at deltage i debatten. Kontakt support@ing.dk hvis du mener at dette er en fejl.
Forsiden