Corona ændrede hele måden at gå på arbejde hos Rambøll

Den fælles morgensang for alle Rambøll-medarbejdere én gang om måneden er en af de ting, der helt sikkert kommer med ind i den nye virkelighed. Her er medarbejderne samlet i hovedkvarteret i Ørestaden 1. september til den allerførste morgensang efter genåbningen.
Efter corona er kontoret forandret for altid, forudser Ib Enevoldsen, direktør i Rambøll Danmark. Balancen mellem hjemmearbejde og fremmøde på kontoret vil blandt andet betyde, at der bliver muligt at sidde samme projektvis. Illustration: Rambøll. Se større version
Hjemmearbejde er begrænset til halvdelen af ugen for produktivitet handler også om videndeling og tilhørsforhold. Velkommen til holistisk produktivitet.
1. november 2021 kl. 09:16
errorÆldre end 30 dage

Hos Rambøll har post corona-vindene formet et nyt begreb: holistisk produktivitet. Her ser ledelsen på, hvad der er produktivitetsudviklende for virksomheden, fortæller administrerende direktør Ib Enevoldsen.

»Selvom erfarne medarbejdere oplever, at de er mere effektive derhjemme, er det ikke nødvendigvis det bedste for virksomheden, fordi det er vigtigt, at de hjælper med onboarding af unge mennesker og stiller sig til rådighed for dem. Set fra firmaets side er det heller ikke det mest produktive, hvis nogle af deres opgaver kunne løses af yngre og billigere medarbejdere.«

Holistisk produktivitet knytter sig også til virksomhedskultur, tilhørsforhold og oplevelsen af en fælles arbejdsplads. Alt sammen noget, der fordrer, at man er sammen fysisk.

Som projektorganisation er det særligt vigtigt for Rambøll at skabe et sådant fællesskab, fordi man skal arbejde med nye mennesker, hver gang man kommer på et nyt projekt. Derfor er ledelsen landet på en model, der giver medarbejderne ret til at arbejde hjemmefra op til halvdelen af arbejdstiden.

Corona gav øget fleksibilitet

Det er erfaringerne fra coronanedlukningen, der åbner for en mere fleksibel arbejdsplads, fortæller Ib Enevoldsen:

»Vi har valgt den løsning, fordi medarbejderne ønsker en hybrid arbejdsplads, og fordi corona har vist, at vi samtidig kan fastholde produktiviteten.«

Som hybridarbejdsplads bliver der brug for en ny struktur:

»I vores organisation er der meget samarbejde på kryds og tværs, hvor man udvikler viden sammen. Det er nemt, når man sidder det samme sted, men i den nye verden, hvor vi kommer til at sidder mange forskellige steder, skal der være en formel for det,« siger han og tilføjer:

»Den har vi endnu ikke rigtig på plads, og vi har heller ikke lært nok endnu til at finde ud af, hvordan hybridmodellen mellem team og projektmodel skal skrues sammen.«

Nedlukningen har dog også givet fordele i forbindelse med projektarbejdet:

»Den har hjulpet på vores globale videnforbundethed, fordi alle kolleger i hele Rambøll har haft den samme afstand til hinanden. Vi har kunnet sætte mere blandede og diverse projektgrupper sammen, fordi det ikke har været mere besværligt at arbejde sammen med én i England end i Jylland, fordi møderne er foregået på Teams,« siger Ib Enevoldsen.

Det har også givet stof til at eftertanke, hvor meget fleksibilitet der blev udvist fra både medarbejdere, kunder og det offentlig, da coronaen ramte.

»Under corona oplevede vi i endnu højere grad, at man var parat til at finde løsninger og hjælpe hinanden,« siger han og kommer med et eksempel:

»Tidligere har vi altid været en uge i Korea i forbindelse med kontraktforhandlinger, men lige pludselig kunne det lade sig gøre på Teams, fordi der var en indstilling til, at det skulle virke. Det var helt uhørt før, og jeg kan stadig mærke, at omgivelserne har lært noget. Det, håber jeg, bliver ved.«

Plads til mere interaktion

Som konsekvens af den øgede brug af hjemmearbejde skal de fysiske kontorer bruges anderledes end før.

»Når flere arbejder hjemme, kan det godt være en lidt flad oplevelse at komme ind på kontoret, derfor skal vi sidde tættere, så man har en fornemmelse af, at man er sammen,« siger han.

Ud fra en økonomisk og energimæssig betragtning giver det også meget bedre mening at indrettet sig på den måde:

»Det bliver et mere dynamisk miljø, hvor man sidder med de kolleger, man laver projekt sammen med. Tidligere har vi typisk siddet afdelingsvis, og så gik man ud og mødte de andre projektdeltagere til møderne, og vendte tilbage til sin plads. Nu har vi den fordel, at vi kan lade projektdeltagere sidde sammen.«

Når færre medarbejdere møder ind, kan der bliver plads til mere interaktion, f.eks. med lokaler til events med workshops og foredrag.

Teamsmøderne er også kommet for at blive. Ib Enevoldsen oplever, at nogle medarbejdere efterspørger stillerum til at afholde de virtuelle møder, men den løsning er han ikke meget for:

»Vi opfordrer i stedet til, at man lærer at holde Teamsmøder i storrumskontoret. Hvis man er oplægsholder til et Teamsmøde er det måske en god idé at gå for sig selv, men andre deltagere er nødt til at tale lidt mere stille.«

Skal man løse en opgave, der kræver uforstyrret koncentration, er arbejdspladsen måske slet ikke det rigtige sted længere.

»Her forestiller jeg mig, at man kører hjem eller lader være med at komme ind, så vi får en hybridmodel med blandede måder at arbejde på, og vi ikke i samme grad for brug for stillekupeer,« siger han.

Svært at tilgodese alle

Selvom Rambøll Danmark allerede har taget flere erfaringer fra coronatiden til sig, så lægger Ib Enevoldsen ikke skjul på, at det som leder kan være svært at tilgodese alle:

»Det er meget vigtigt, at man har en fornemmelse af medarbejdernes holdning til de tiltag og beslutninger, vi træffer, og der oplever jeg ikke en ensretning. Tværtimod er der stor forskel på, hvad de oplever som det bedste – og det kommer til at udfordre os,« forklarer han og uddyber:

»Vi har en kultur, hvor vi hjælper hinanden og forsøger at involvere hinanden, og jeg kan godt være nervøs for, hvordan vi bevarer det, når flere sidder hjemme. Det er lidt sværere at ringe op på Teams til én, man ikke kender så godt, for at få hjælp sammenlignet med at gå hen til vedkommende.«

Den fælles morgensang for alle Rambøll-medarbejdere én gang om måneden er en af de ting, der helt sikkert kommer med ind i den nye virkelighed. Her er medarbejderne samlet i hovedkvarteret i Ørestaden 1. september til den allerførste morgensang efter genåbningen.
Den fælles morgensang for alle Rambøll-medarbejdere én gang om måneden er en af de ting, der helt sikkert kommer med ind i den nye virkelighed. Her er medarbejderne samlet i hovedkvarteret i Ørestaden 1. september til den allerførste morgensang efter genåbningen. Illustration: Rambøll. Se større version

Derfor ser han det også som en af sine egne og afdelingsledernes opgaver at være mere opmærksom på, hvordan folk trives.

»I den gamle verden fik afdelingslederne meget givet, fordi de kunne se, om folk havde det godt eller havde brug for noget. Det er ikke usædvanligt, at man trækker sig, hvis det går dårligt, og derfor skal lederen være omhyggelig med at række ud til folk og nå hele raden rundt,« fortæller Ib Enevoldsen.

Den vanskeligste opgave som leder post corona er dog at træffe de rigtige valg:

»Hvordan gør vi det godt med alle de muligheder og usikkerheder, vi har fået. Produktivitet handler ikke bare om bundlinje, men også medarbejdertilfredshed, tilfredse kunder og tiltrækning af de rigtige medarbejdere. At optimere virksomheden med de mange nye muligheder – det er utroligt svært.«

Telefoninterviewet er ved at nå vejs ende. Klokken er ni, og Ib Enevoldsen har en vigtig aftale, kan jeg forstå:

»Nu kan du nok ikke høre det, men ude på balkonerne er folk ved at stille op, fordi vi har fælles morgensang for første gang siden corona. Det skal jeg ud og være med til.«

Visse ting er værd at bringe med over i den nye post-corona virkelighed.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i den videnskabelige debat.