Brobyggende studerende er blevet en eftertragtet vare hos Fibia Waoo

8. august kl. 14:13
Pernille Pagh fra Fibia Waoo
Illustration: Fibia Waoo.
Hos Fibia Waoo har man hyret studerende ind til at bygge bro mellem de to virksomheder efter fusionen, og har haft så stor succes med det, at man nu gør det til en fast del af rekrutteringsindsatsen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det er sjældent den letteste sag at lægge to virksomheder sammen. Der er kulturer, som skal matches, arbejdsgange der skal tilpasses og forskellige former for teknik og værktøjer, som skal harmoniseres.

De besværligheder er man udmærket bekendt med hos fibernetselskabet Fibia, som sidste år overtog det fulde ejerskab af internetudbyderen Waoo. Som en del af arbejdet med integrationen har man derfor sat gang i et nyt studenter-initiativ i afdelingen for business intelligence, BI, som en hjælp til at øge sammenhængskraften. Både i virksomheden generelt og i særdeleshed på det nye fælles BI-hold.

Initiativtageren er Pernille Pagh, som står i spidsen for business intelligence, strategy & planning hos virksomheden. Hun har før indført et lignende koncept i sin tidligere stilling hos Falck, og så en oplagt mulighed for at bruge samme tilgang til at adressere, at Fibia og Waoo har brugt forskellige platforme og arbejdsmetoder til business intelligence-arbejdet.

»Der var et fåtal af analytikere ansat hos Waoo, så vi stod i en situation, hvor vi enten skulle bruge seniorkræfter fra Fibia, som sammen med konsulenter skulle sætte sig ind i Waoo-regi, eller også skulle vi prøve at sige, at vi faktisk gerne ville have en pulje af studerende siddende til at trawle igennem platformene og kigge på det hele med nye øjne. Ønsket om at få en mere smidig overgang og tværfaglig sammenbinding er baggrunden for, at vi satte det i gang,« forklarer hun over for Tech Management.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De studerende har ageret brobyggere ved, at de bliver givet væsentligt mere ansvar og mulighed for at grave sig ned i stoffet, end de normalvis gør i studiejobs.

»Typisk får studerende en episodisk opgave eller en rutineopgave, som er forholdsvis let at afvikle og har et klart slutmål. Men det, vi gør her, er at trække dem ind i forhold til strategiske beslutningsoplæg, hvor vi beder dem om at lave analyser ud fra den betragtning, at de sidder på en masse af den nyeste viden,« forklarer Pernille Pagh. 

Af samme årsag sigter man efter kun at tage studerende med kandidatgrad ind, fordi de kommer med en vis faglig bagage. Afsættet for rekrutteringen er, at de i grupper bliver inviteret ind og får en BI-case, som de skal komme med løsningsforslag til, så Fibia Waoo kan få indblik i, hvordan de arbejder og tænker.

Arbejder på tværs

BI-afdelingen kører endnu ikke på samme platform, da visse af opgaverne stadig giver mening at køre i henholdsvis Waoo- og Fibia-kontekst. Det er også en beslutning, man har følt sig mere komfortabel med i kraft af det tværgående arbejde, som de studerende laver, fortæller Maja Stockholm Lindhardt, der er chef for BI og har det daglige ansvar for de studerende.

»Det er ikke sådan, at de kun løser Waoo-opgaver, når de er ansat i Waoo-regi og omvendt i Fibia. Vi er adskilt af geografi i og med, at vi sidder i København og Aarhus, men vi føler os som en samlet afdeling nu, og skellet bliver mindre og mindre i og med, at vi udfører flere og flere opgaver på tværs af organisationerne, og det har de studerende helt klart bidraget til,« fortæller hun.

Ikke desto mindre er de studerende netop det, studerende. Derfor er det nødvendigt at sætte visse rammer for dem og hjælpe dem med opgavestyringen, og hvordan de skal prioritere de forskellige projekter. Det er blandt andet den etablering af rammer, Maja Stockholm Lindhardt hjælper de studerende med.

»I starten gav vi dem opgaver, som gik på tværs af områder, men nu prøver vi at strukturere det sådan, at de får tildelt specifikke arbejdsområder. På den måde bliver de forskånet for at skulle lære det hele på én gang, men de bliver også en form for specialister på deres givne område og får en relation til direktørerne, som styrer det. Så det er en rigtig god læring for både dem og os,« forklarer Maja Stockholm Lindhardt.

Ambitionen har derfor også været at få en forskelligartet gruppe af studerende ind. De fem, som virksomhederne har ansat som en del af initiativet, kommer fra tre forskellige uddannelser på Aarhus Universitet: business intelligence, it- og projektledelse og økonomi.

De kan altså også komme med forskellige tilgange til eksempelvis machine learning, kunstig intelligens og andre automatiseringsprocesser, som er nogle af de områder, hvor Fibia Waoo især gerne vil have indspark fra de studerende.

Et spil om arbejdskraft 

Initiativet har også en anden, vigtig funktion – en funktion, som bliver stadig vigtigere i takt med, at fusionen mellem Waoo og Fibia bliver mere cementeret: rekruttering.

Business intelligence og it mere generelt er et af de områder, hvor konkurrencen om talent er stor, og sandsynligvis kun kommer til at blive større fremad. Så som virksomhed handler det om at kunne tilbyde attraktive studenterjobs, hvis man skal have fat i potentielle fremtidige ansatte så tidligt som muligt.

Det er en af årsagerne til, at Fibia Waoo prøver at udbyde studiejobs, hvor der er mere kød på opgaverne, og som derfor også kalder på ambitiøse studerende.

»Alle statistikker og analyser viser, at vi kommer til at mangle arbejdskraft på området fremover, og derfor ser vi selvfølgelig også sådan et projekt som en mulighed for at lave vores egen talentgenerering. Vi regner ikke med, at det kan løse alle vores udfordringer fremover, men det her er et proaktivt initiativ for vores side,« forklarer Pernille Pagh.

Hun bruger i dag også en del tid på at tage ud og reklamere for Fibia Waoo og potentialet for studerende i at arbejde for virksomheden. Således skal hun eksempelvis i april til et arrangement hos fodboldklubben AGF, hvor Fibia Waoo og en række andre it-virksomheder får mulighed for at præsentere deres virksomheder over for 40-50 kandidatstuderende – arrangementer som tidligere ikke ville have rangeret særligt højt på prioriteringslisten.

»Spillet om de studerende er helt klart anderledes, end det var, da jeg selv studerede. Dengang var det den studerende, der skulle sælge sig selv, men i dag skal vi i langt højere grad sælge vores virksomhed og overbevise dem om, at vi er stedet, de skal være,« siger Pernille Pagh.

Hun regner derfor også med, at initiativer som AGF-præsentationen og andre måder at gøre sig til overfor de studerende kommer til at blive en større del af hendes jobbeskrivelse fremover.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger