Ansøgninger til kvote 2: Markant flere vil læse til ingeniør
Efter sidste års fald i både ansøgere og optagne på ingeniør- og STEM-uddannelserne, ser der nu igen ud til, at de unge har fået øjnene op for de tekniske uddannelser.
Efter at der i går var ansøgningsfrist på kvote 2 til de videregående uddannelser, taler tallene fra Uddannelses- og Forskningsministeriet deres tydelige sprog: 32 procent flere er søgt ind på civilingeniøruddannelsen i forhold til sidste år, søgningen til diplomingeniøruddannelsen steget med 12 procent, og inden for naturvidenskab er stigningen på 5 procent i forhold til 2022.
Både i Ingeniørforeningen, IDA og erhvervsorganisationen DI har man svært ved at få armene ned efter at have set de positive tal.
»Det fantastisk, at flere unge søger mod de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser via kvote 2. Det er udtryk for at mange har en interesse i at læse til blandt andet ingeniør. Den ekstraordinære høje søgning til civilingeniørstudiet kan naturligvis også skyldes, at mange gerne vil have en to-årig kandidatuddannelse, inden uddannelserne eventuelt halveres fra politiske side,« siger fungerende formand for IDA Aske Nydam Guldberg.
Han tilføjer dog, at det store antal ansøgere via kvote 2 kun kan ses som et fingerpeg:
»Det er først når vi ser den endelige søgning med både kvote 1 og kvote 2, og ikke mindst, hvordan det endelige optag bliver, vi kan begynde at glæde os rigtigt.«
I DI er glæden også stor hos underdirektør for videregående uddannelser Mikkel Haarder.
»Det er fremragende læsning. Kvote 2-søgningen ser ualmindeligt godt ud for ingeniøruddannelserne. Det er vi meget glade for. I adskillige år har de tekniske og naturvidenskabelige retninger været de uddannelser, erhvervslivet efterspørger allermest. Men også smertensbarnet, fordi der er brug for langt flere kandidater. Nu krydser vi fingre for, at vi også ser en stigning i optaget til sommer, særligt på de områder, siger han.
I alt har knap 52.000 kvote 2-ansøgere søgt ind på de videregående uddannelser. Det er næsten på niveau med 2019, altså før coronapandemien ramte.
»Jeg er rigtig glad for at se, at så mange unge igen har søgt ind via kvote 2 efter et år med lavere søgning. Vi har nemlig hårdt brug dem i erhvervslivet – især inden for de tekniske område, mange naturvidenskabelige uddannelser og i it-fagene – det er her, der er kæmpestor efterspørgsel fra erhvervslivet og lav dimittendledighed,« siger Mikkel Haarder fra DI.
