Stjerneiværksætter bruger ledelsesmæssige kneb til at lokke unge medarbejdere til

Foto : Graduate Network

Stjerneiværksætter bruger ledelsesmæssige kneb til at lokke unge medarbejdere til

Mange virksomheder kæmper med stive ledelsesmodeller præget af gammeldags hierarki. Det skal der gøres op med, hvis man skal have succes i fremtiden, siger Pleo-stifter Jeppe Rindom, der ansætter bunkevis af nye medarbejdere.

Vejen til bjergets top kan virke lang og rigid i nogle klassiske virksomheder.

Fra stillingen som studentermedhjælper til den maghonibeklædte direktionsgang er der et utal af forfremmelser og løbende dans med en måske bedaget virksomhedskultur, der kan minde om militæret og i nogles øjne mest af alt hører til for hundrede år siden.  

Den type opbygning duer ikke, siger Pleo-stifter Jeppe Rindom, der selv tidligere på året bekendtgjorde, at virksomheden skal ansætte 200 mand de kommende år. 

”Kreativitet og innovation betyder meget i virksomheder, der arbejder digitalt. I dag skal nærmest alle være innovative. Derfor kan man ikke bruge de gammeldags ledelsesmodeller. Det er der mange virksomheder, der bøvler med,” sagde han til de mange unge ambitiøse mennesker, der var mødt op til arrangementet 'Next Generation Leadership', der blev afholdt af The Graduate Network i Industriens Hus.   

Som stifter har han forsøgt at indrette Pleo, der er en fintech-startup, som arbejder med en løsning til udgiftsrapportering og håndtering af virksomheders udgifter, anderledes. 

”Der var dage, hvor vi ledte efter en manual, men det gik op for os, at sådan en ikke eksisterer. Man kan lade sig inspirere, men du er nødt til at tilpasse dig de udfordringer, der gælder for netop dig,” siger han. 

Unge medarbejdere vil selv
Ikke nok med, at Pleo skal ansætte op mod 200 medarbejdere de kommende år, så skal 70 af dem ifølge Computerworld være de svært ombejlede it-folk.

Jeppe Rindom kæmper med nogle af landets største og mest prestigefylde virksomheder, når det gælder om at få fat på de skarpeste hoveder, så for at lokke de unge mennesker ind i netop hans butik bruger han tid på at fortælle om virksomhedens syn på ledelse. 

Jeppe Ringdom
Illustration: Pleo
Jeppe Rindom leder efter folk, der har vist, at de selv kan finde ud af tingene, forklarede han i et oplæg til arrangementet "Next Generation Leadership"

Han lægger vægt på, at ansvaret for succesen uddelegeres til en række mindre hold, der så at sige 'ejer' deres eget område. 

Det stiller dog også store krav til de folk, der skal løfte hvert enkelt team. 

”Vi leder efter folk, der har vist, at de selv kan finde ud af tingene. Heldigvis har der været en holdningsændring mellem graduates i dag og for 20 år siden. Jeg møder så mange mennesker i dag, der er helt vilde med at vise, at de kan selv. De vil have bare have muligheden, så skal de nok selv finde ud af det,” fortalte Jeppe Rindom i sit oplæg og satte senere flere ord på den kultur og tilgang, som fintech-virksomheden arbejder med: 

"Når vi hyrer folk, kigger vi meget på kulturen. Hvis en person passer godt ind i kulturen, så er man faktisk 80 procent af vejen. Det er meget lettere at få dem til at passe, når de næsten passer ind i det eksisterende i stedet for et fuldstændig anderledes mindset.”

Behov for omstilling
At virksomhederne skal kobles ind i den digitale verden, er hverken nyt eller Jeppe Rindoms påfund. Han har i løbet af sin karriere været forbi konsulenthuset McKinsey, Carnegie og Chr. Hansen, og han mener, at mange virksomheder ikke formår at få hele organisationen med på den digitale rejse.  

”Det er klart, at man kan komme noget af vejen med et centralt team, der arbejder med det digitale. Men det digitale er alle vegne. Det er i dine produkter, din distribution, dine processer og måden, du ansætter på. Det er over det hele. Hvis du ikke kan distribuere digital innovation, så falder du bagud. Det skal man erkende som leder og så arbejde på, at hele organisationen begynder at tænke digitalt,” forklarede han fra scenen. 

Prøv PeopleTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her

Nævnte firmaer