Sådan fastholder du udenlandske kolleger: forklar vores flade struktur og sociale liv

Foto : Bigstock

Sådan fastholder du udenlandske kolleger: forklar vores flade struktur og sociale liv

Hvis du gerne vil tiltrække og fastholde udenlandske medarbejdere – for eksempel it-specialister – skal du sætte et spejl op foran dig selv, din ledelsesstil og arbejdspladsens kultur. For den danske ledelsesstil er 'the odd one out'. Det er os, der er de sære, siger forfatter Kirsten Weiss.

Danmark er et attraktivt land for mange udenlandske medarbejdere. Men vi har et problem med at fastholde dem, fordi vi misser den ledelsesmæssige opgave, der ligger i at forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, mener Kirsten Weiss, der blandt andet underviser i ledelse og har skrevet bogen Living with Vikings – How to Live and Work in the Nordic Countries om den nordiske ledelsesstil.

»Vi tror, resten leder ligesom os, men det er os, der er sære, fordi vi leder på en unik demokratisk måde,« påpeger hun.

Danmark har brug for it-specialister, og mange af dem skal komme fra udlandet, hvis vores behov i både det offentlige og private skal dækkes.

Ifølge analyseinstituttet HBS Economics for Digital Hub Denmark bestod 11 procent af den digitale talentmasse i Danmark af udenlandske talenter i 2019, hvilket er en stigning på tre procentpoint siden 2016. Og behovet bliver ikke mindre i de kommende år, ser det ud til. 

Læs også: Manglen på digitale talenter bremser den digitale transformation

Derfor bør ledere se nærmere på, hvordan de kan hjælpe de udenlandske kolleger til at forstå den danske ledelseskultur bedre, mener Kirsten Weiss, der sætter de kulturelle forskelle på spidsen i en liste over ‘fem lektioner i dansk arbejdspladskultur’:

  1. Vi er alle sammen lige – og chefen har ikke altid ret
  2. Forvent teamwork – og at dele selv dine bedste ideer med andre
  3. Forvent, at du selv skal finde svaret, for din chef giver dig det ikke – og at det er ok at fejle
  4. Forvent at være alene på kontoret efter kl. 16.30
  5. Forvent at de fornærmer dig, griner af dig – og ikke inviterer dig hjem til middag 

Forventer at blive modsagt

Man kan grine af det, men listen bygger på de oplevelser, expats har med mødet med den danske arbejdskultur, fortæller Kirsten Weiss.

Når hun taler med expats, er de mest overraskede over det flade hierarki, som er svært at orientere sig i i forhold til, hvem der bestemmer.

Kirsten Weiss

Kirsten Weiss er journalist og forfatter til bl.a. Living with Vikings – How to Live and Work in the Nordic Countries.

Illustration: PR

»Chefer i Danmark forventer at blive sagt imod – ellers er det ligefrem noget galt – hvor det andre steder kan koste jobbet.«

En anden ting, der overrasker, er det udprægede teamwork, hvor man i andre kulturer er mere vant til at arbejde individuelt og hæge om sine idéer. Her tror vi ifølge forfatteren på, at to tænker bedre end én, men det kan være grænseoverskridende for andre kulturer at dele og diskutere idéerne åbent. Det oplever en britisk medarbejder blandt andet:

»En stor del af den skandinaviske arbejdskultur handler om at dele, diskutere og processe sammen. Fra et britisk perspektiv er det underligt. I England præsenterer vi vores ideer for andre, når vi har dem klar, altså har løst opgaven selv. Det kan godt være tough at komme ind i en kultur, hvor det forventes, at man deler sin viden,« siger han til Kirsten Weiss i hendes bog.

Den direkte tone på arbejdspladsen er en anden genganger på listen over det, der overrasker udenlandske medarbejdere.

»Vi er meget direkte, og det, vi selv kalder uformel tone, opleves som uhøfligt. I Danmark sætter vi en dyd i at give feedback råt for usødet, og vi har slet ikke sproget til at pakke tingene ind på dansk, så det kan føles som at få én på tuden,« siger Kirsten Weiss, der gerne opfordrer danskere til at være lidt mere høflige, fordi det er meget svært for udefrakommende at forstå den ironi og humor, vi ofte pakker kritik ind i. 

Endelig hører hun ofte, at det kan være svært at forstå, at man selv skal byde ind med opgaver, og at det ikke er noget, man får tildelt af chefen.

Mangler socialt liv

Når det så er sagt, synes langt de fleste, den danske ledelses- og arbejdskultur er meget befriende og lærer at sætte pris på den med tiden. 

»Noget af det bedste her er, at folk ikke er bange for at begå fejl. Det betyder, at man tør tage chancer og eksperimentere. Når man kommer fra kulturer, hvor holdningen til at erkende fejl er: ”Nægt, nægt, nægt – og lyv dig ud af det, er det en meget speciel oplevelse,« som en amerikaner udtrykker det i Kirsten Weiss' bog.

Men når DI har tal på, at en tredjedel af de højtuddannede forlader Danmark inden for tre år og halvdelen er flyttet efter seks år, handler det ifølge Kirsten Weiss om, at det stadig er svært at få venner og skabe sociale relationer. 

»Det er fedt at være på arbejdspladsen, men kl. 16.30 er kontorerne tomme, og der er aldrig nogen, der spørger, om man vil med hjem at spise eller med en tur på pubben,« forklarer hun.

Læs også: Vi skal opruste betydeligt på den digitale front

Faktisk lå Danmark nummer sjok (nr. 64) på parameteret det sociale/at få nye venner/etc., da Expat Insider i 2019 spurgte 20.000 expats over hele verden, om deres trivsel.

Derfor er Kirsten Weiss’ anbefaling, at man som leder træder i karakter og påtager sig at være mere instruerende i begyndelsen over for nye medarbejdere og forklare, hvorfor vi arbejder i teams og samarbejder på den måde, vi gør. 

»På den måde bliver det en blidere indføring,« siger hun. 

Måske skal man også overveje at gøre det sociale liv til en naturlig del af onboarding-politikken. 

»I Danmark er det sociale liv tæt knyttet til foreningsliv, men det aner man jo ikke, når man først kommer til landet. Så vær nysgerrig på, hvad medarbejderne tænker og savner på det sociale område.«

»Det vigtigste som leder er bevidstheden om, at der er noget, de udenlandske medarbejdere ikke forstår. Så det er en kulturændring for virksomheden, der ønsker internationale medarbejdere, at blive bedre til at forklare sin kultur,« siger Kirsten Weiss.

»Det handler om at professionalisere modtagelsen af udenlandske medarbejdere, og det gør vi blandt andet ved at holde et spejl op foran os selv.«

Prøv PeopleTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her