Recruiter: Ingeniørerne søger mod Medico

Foto : Philips

Recruiter: Ingeniørerne søger mod Medico

Medico-industrien er brandvarm lige nu. Virksomhederne søger ingeniører og ingeniørerne elsker det, lyder det fra rekrutteringskonsulent

Sofie Nygaard taler med mere end 30 tekniske kandidater om måneden. I perioder er det softwareudviklere, der fylder i opgavebunken. Men lige nu er der stor efterspørgsel efter ingeniører til udviklingsafdelinger i medico-industrien. Det er eksempelvis elektronik- og design-ingeniører.

“Og det er meget interesse fra kandidatfeltet. Der er efterspørgsel efter dem og kandidaterne giver ofte udtryk for, at de ser et formål i at arbejde i den branche; at forbedre menneskers livskvalitet - at gøre en forskel”, siger Sofie Nygaard. 

Sofie Nygaard

Sofie Nygaard.
Titel: Rekrutteringskonsulent Teknologiens Mediehus
Baggrund: Cand. Soc. Human Resource Management

Illustration: Privat

Så godt som aldrig bliver der spurgt til løn. Til gengæld bliver der spurgt flittigt ind til organisation, personlige udviklingsmuligheder, teamets sammensætning og kollegaskab. 

“De ønsker at vide, hvor de hører til i et større hele. Det er ja til kultur og kollegaer snarere end lønforhold. Det er kun når jeg bringer det op, vi taler om løn”, siger hun.

“Eksempelvis spørger de tit, om virksomheden har en flad struktur. Det er et typisk spørgsmål. Der er en del, der efterspørger, at man ikke skal igennem ti ledelseslag og tre siloer for at komme igennem med et eller andet, hvis man eksempelvis arbejder som designingeniør. Man vil gerne kunne tage ejerskab.”

 

Fra freelance til fast job

En ny bevægelse, Sofie Nygaard har registreret hos ingeniørerne, er ønsket om at flytte fra freelance til fast job. I modsætning til it-specialisterne, hvor arbejdsmarkedet er meget flydende og præget af freelancekonsulenter, synes bevægelsen, at gå lidt den modsatte vej hos flere af de ingeniører, Sofie taler med. Især blandt R&D- og designingeniørerne har hun på det seneste haft samtaler med ingeniører, der har forsøgt at etablere sig med egen konsulentvirksomhed, men som nu er interesserede i fast job.

“Jeg har været lidt overrasket over det, da den generelle tendens går mod et mere flydende arbejdsmarked. Måske har det noget med Corona at gøre, men flere giver udtryk for, at de ønsker kollegaer og et mere fast tilknytningsforhold - og jeg har oplevet kandidater, der næsten virker lettede og virkelig glade, når jeg ringer med tilbud om et fast job”, siger hun.

Når det så er sagt, har forventningen om fleksibelt forhold til hjemmearbejde sat sig fast. Det er nu noget de fleste kandidater spørger ind til og heldigvis også et krav de fleste arbejdspladser honorerer. 

 

Mennesker og mening

Sofie Nygaard har en baggrund inden for HR inden hun kom til Teknologiens Mediehus som rekrutteringskonsulent. Senest arbejde hun i en NGO og havde med kommunikationsfolk, økonomifolk og projektledere at gøre. Ind imellem også rekruttering. Hun vægrer sig lidt ved at generalisere forskellene på de forskellige faggrupper.

“I sidste ende er det jo mennesker, vi har med at gøre, og sådan ønsker jeg også at betragte det. Det er i virkeligheden også det bedste ved arbejdet med rekruttering - at finde det rigtige match mellem job og organisation og så et menneske. ‘

“Ind imellem bliver det til ret lange samtaler. Og når de er bedst, så mærker jeg, at jeg gør en forskel i mit arbejde ved at tilbyde nye muligheder til et menneske, der måske ikke vidste, at det var lige præcis dét, han eller hun var ude efter”, siger Sofie Nygaard. 

 

Prøv PeopleTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her