Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Uden flere ladestandere skader vi elbilen

1 kommentar.  Hop til debatten
Der er behov for en masterplan for udbredelsen af ladestandere i byerne, hvis flere danskere skal tage springet til elbilen. Alternativet er flere pluginhybridbiler.
Synspunkt 11. oktober kl. 05:55
errorÆldre end 30 dage

I september slog salget af elbiler igen rekord. Knap hver femte solgte bil var en elbil. Det er virkelig positivt og viser, at danskerne gerne vil træffe det grønne valg hos bilforhandlerne. Men de grønne salgsrekorder er ikke kommet af sig selv. Det har krævet mange års indsats og dyre politiske tiltag, men vi er ikke i mål endnu. Mange danskere er stadig forbeholdne over for at vælge en grøn bil. Det oplever bilforhandlere hver dag.  

Når AutoBranchen Danmark har spurgt vores medlemmer, hvad der skal til for at sælge flere grønne biler, har tre problemer altid gået igen: prisen (elbiler er dyrere at producere end konventionelle biler), bilernes rækkevidde og antallet af ladestandere.

Før de tre udfordringer er løst, vil elbilen ikke blive allemandseje. Den første udfordring, prisen, kom der styr på i december, hvor vi fik de nye bilafgifter. Efter mange års stop-and-go politik, kom der endelig en langsigtet løsning, der sikrer, at grønne biler er konkurrencedygtige på pris. Politikerne sikrede ro om bilafgifterne frem til i hvert fald 2025 og gav danskerne et klart incitament til at vælge grønne biler i særdeleshed elbiler. De langsigtede bilafgifter giver ro i maven hos bilkøberne, fordi de ved, hvad de kan regne med de næste mange år. Det er årsagen til, at vi oplever disse grønne salgsrekorder, og at vi har passeret 100.000 grønne biler i Danmark.

Udfordringen med rækkevidden på de grønne biler arbejder bilproducenterne på at løse, og der er sket store fremskridt i de sidste par år, hvor almindelige familiebiler nu kan købes med en rækkevidde på 4-500 kilometer. Rækkevidden er helt afgørende for at begrænse danskernes rækkeviddeangst, men rækkevidden er desværre uden for vores kontrol. Det er antallet af ladestandere derimod ikke.

Det er en bunden opgave for Danmark og lade operatørerne at sikre et netværk af ladestandere kan følge med efterspørgslen, og her må vi bare konstatere, at der er lang vej endnu.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har heldigvis aftalt, at der i infrastrukturplanen afsættes penge til 50 ladeparker langs statsvejene. Det er et vigtigt skridt, der vil sikre god adgang til ladestandere på tværs af vejene, hvis der ”kun” kommer 800.000-1.000.000 grønne biler i 2030. Hvis det derimod går, som vi alle håber, at der kommer langt flere grønne biler end det, så kommer lade infrastrukturen på statsvejene til at være en hindring af den grønne omstilling. Derfor er det vigtigt, at der politisk hele tiden arbejdes med at sikre den nødvendige infrastruktur.

Vi mangler ladestandere lokalt

Det gælder også ladestandere lokalt. AutoBranchen Danmark har i vores seneste medlemsundersøgelse, foretaget den 29. september til 6. oktober, spurgt vores bilforhandlere og leasingselskaber, om der er nok ladestandere i deres lokalområde. 90 procent svarer nej, og det har været et gennemgående billede i de sidste år. Ved hovedfærdselsårerne ser det fornuftigt ud, og det vil det gøre også på sigt, hvis der ikke bliver solgt ”for mange” grønne biler, men i kommunerne og i særdeleshed i de større byer har vi en udfordring.

Udfordringen gælder især i de byer, hvor der er mange lejlighedskomplekser. Regeringen og Folketinget har ganske vidst afsat 50 millioner kr. til opsætning af ladestandere ved boligforeninger i dette halvår, men det løser ikke det problem, som 90 procent af vores medlemmer peger på. Der skal langt mere til.

Vi har brug for, at det bliver gjort nemt for alle de danskere, der ikke kan lade op i carporten. Det skal være så nemt som overhovedet muligt for ejerforeninger, boligforeninger, virksomheder og ikke mindst ladeoperatørerne at opsætte ladestandere.

Regeringen arbejder heldigvis på et lovforslag, der skal gøre det lettere at sætte ladestandere op lokalt. Ikke desto mindre står det ifølge transportministeren først til at træde i kraft omkring april 2022. Med tanke på, at mange kommuner har trukket i håndbremsen på grund af netop dette lovforslag, har vi brug for en hurtigere løsning.

Pluginhybrider bliver vinderne ved dårlig infrastruktur

Hastigheden vi sætter ladestandere op med er afgørende. Hvis udbuddet af ladestandere ikke følger med efterspørgslen risikerer vi, at nogle bilkøbere bukker under for rækkeviddeangsten og fravælger elbilen til fordel for en pluginhybrid eller sågar en fossil bil.

Det er på ingen måde ønskværdigt, hvis de bilister, der ellers er klar til en elbil, ender med at vælge en mindre grøn bil end de egentlig foretrækker.

Derfor er det afgørende, at vi får sat turbo på ladestandere i kommunerne, og at der ligger en plan for flere ladestandere langs statsvejene

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Du har ikke tilladelse til at deltage i debatten. Kontakt support@ing.dk hvis du mener at dette er en fejl.
#1
Søren Sørensen
11. oktober kl. 08:24

Vi ved alle hvor tankstationen er og de er placeret baseret på mange års erfaring. Elbiler skal også vaskes, dæktryk skal checkes, forruden skal renses, sprinklervæske fyldes op. Mennesker har brug for toiletfaciliteter og blive tanket op med mad og drikke.

Ved at placere lynladere på eksisterende infrastruktur fås i min optik den billigste løsning.

Genbruge fremfor at disrupte og nedlægge.

Forsiden