I dette holdningsstof udtrykker forfatteren sin personlige holdning om emnet.

Tilbage på arbejde med nye grønnere transport- og arbejdsvaner!

31. maj 2021 kl. 05:00
Indsatser for grøn mobilitet kan reducere CO2-udledningen i medarbejdernes transport til arbejde med op til 10 procent. Den største udfordring er, at transportvalget normalt ligger hos medarbejderne og ikke ses som virksomhedernes opgave. Det skriver seniorprojektleder i Gate21 Charlotte Hauerslev og projektleder i Region Hovedstaden Ronja Sørensen i dette synspunkt.
Artiklen er ældre end 30 dage

COVID-19 har skabt en hidtil uset interesse for hjemmearbejde og virtuelle møder. Det kan være en adgangsbillet til at reducere trængsel og CO2-udledning i myldretiden. Men potentialet for at styrke den grønne omstilling i pendlertransporten bør ikke begrænse sig til hjemmearbejde. Med mere aktiv og fleksibel transport opnår medarbejderne øget sundhed og fællesskab, og der kan være penge at spare for både ansatte og virksomheder.

Vi skal ikke meget mere end et år tilbage, før mange virksomheder var forbeholdne over for at lade medarbejdere arbejde hjemme bare en til to dage om ugen. Under COVID-19 har hjemmearbejde vist sig at være redningen på mange arbejdspladser. Alt snak om, at »hjemmearbejde ikke egner sig til vores samarbejdskultur«, er forstummet. I hvert fald på arbejdspladser, hvor medarbejderne i forvejen bruger meget tid bag skærmen.

Nu er skærmtroldene på vej retur på arbejdet. Men mange steder bliver vilkårene ikke som før. Undersøgelser vidner om, at virksomheder nu ser store fordele i at arbejde på distancen – måske bare en, to eller tre dage om ugen. Bliver det den ny virkelighed, kan det gavne både trængselsudfordringer og CO2-udledning fra biler. Der er dog samtidigt risiko for, at bedre plads på vejene gør det attraktivt for nye bilister at søge ud i trafikken.

Den udvikling bør vi undgå, og det kan vi, hvis virksomheder og kommuner gør en indsats sammen med medarbejdere og borgere.

Adfærdsændringer har bedst vilkår, når vaner er i opbrud

Muligheden for at få succes med nye vaner er størst, når de sker i sammenhæng med forandringer i livet. For eksempel når man får børn, skifter arbejder – eller når vi vender tilbage til arbejde efter længere tids hjemmearbejde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når virksomheder fremover skal finde balancen mellem at være til stede på arbejdspladsen og arbejde hjemme, vil alle skulle finde nye måder at indrette hverdagen på.

Virksomhederne skal arbejde med aspekter som fysisk indretning på kontoret, parkeringsfaciliteter, kantineordning, mødekulturer og social sammenhængskraft. Alt sammen forhold, som har betydning for virksomhedens identitet. Samtidig er det her, at det kan give mening for medarbejderen at ændre sin normale transportform.

Hvorfor så det?

Lyt til pendlernes mobilitetsfortællinger

Menneskers valg af transport er forbundet med de aktiviteter, vi har i løbet af dagen, og med de fortællinger, vi hver især skaber om vores transport.

Det kan være fortællinger som: »Bilen giver mig større frihed« eller »Det er praktisk, når jeg skal købe ind og hente børn«.

Hvis vi fremover arbejder mere hjemme og bruger mindre tid på transport, kan ræsonnementerne ændre sig.

For eksempel: »Når jeg arbejder mere hjemme, har jeg brug for mere motion, derfor vælger jeg cyklen til arbejde«, eller »Jeg har ikke lyst til at bruge kollektiv transport på grund af smitterisiko«.

Offentlige – private samarbejder kan gøre pendlertransporten grønnere

Gennem fem år har virksomheder og kommuner samarbejdet om at fremme grøn transport i mobilitetsnetværket Moving People. Et forum, hvor arbejdspladser får viden og inspirerer hinanden med løsninger til, hvordan de helt lavpraktisk kan skabe en grønnere arbejdsplads ved at gøre det nemmere at vælge bilen fra, når man skal til og fra arbejde.

Erfaringer viser, at målrettede indsatser for at fremme grøn mobilitet kan reducere CO2-udledningen i medarbejdernes transport til arbejde med op til 10 procent.

Andre gevinster er: Sundere medarbejdere. Kampagner om gang, cykling og samkørsel fremmer fællesskabsfølelsen. Tilgængeligheden til arbejdspladsen opleves lettere og mere attraktiv. Behovet for parkeringspladser reduceres.

Værktøjskasse for mobilitet på virksomheder

Det er i virkeligheden ikke svært at lave grønne transporttiltag på arbejdspladser. Den største udfordring er, at valg af transport ligger hos medarbejderne, og normalt ikke ses som virksomhedernes opgave.

Undersøgelser viser, at op mod 40 procent af medarbejderne nemt kan transportere sig på cykel eller elcykel. I de senere år er der udviklet nye finansieringsmodeller fra udbydere, som tilbyder cykler finansieret over lønnen, og som tilbyder attraktive tilbuds- og serviceordninger.

Moving People – der faciliteres af Gate 21 og er finansieret af Region Hovedstaden – har sammen med udbydere udviklet kampagner, hvor virksomheder kunne tilbyde medarbejderne at teste elcykler, før de traf beslutning om at købe elcyklerne. Efterfølgende har mellem 25-40 procent af deltagerne valgt at købe en cykel.

Da landet åbnede efter første corona-nedlukning i foråret 2020, fik vi en strøm af henvendelser fra virksomheder i Moving People, som ønskede at tilbyde medarbejdere at cykle til arbejde, så de kunne undgå kollektiv transport i myldretiden.

Andre virksomheder planlægger at teste samkørsel og gøre det nemt at finde en kollega at køre med. Det kræver naturligvis, at man tager de nødvendige COVID-19-forholdsregler, men for nogle giver det større tryghed at køre med en, man kender, frem for at stå i bus, tog eller metro med andre pendlere.

Moving People har udviklet en udbyderoversigt til arbejdspladser, som vil fremme grøn og sund pendleradfærd.

Så det er bare med at komme i gang!

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger