Til ITS World Congress i Hamborg – med MaaS i bagagen
Efter Covid-lockdowns og andre begrænsninger var det forfriskende igen at kunne rejse til en international konference for at netværke, blive opdateret på det nye og skabe nye forretningsmuligheder.
Jeg deltog som en af 14 ITS Danmark-medlemmer på en fælles ‘Nordisk+’-stand (se faktaboks). Vi nød god støtte fra Eksportrådet til at fremme danske ITS løsninger.
Dog alt var ikke som det plejer. Der var krav om mundbind overalt, og der var kun adgang for fuldt vaccinerede deltagere. Vi måtte derfor alle bære et plomberet blåt ”festival armbånd” som tegn på, at vi enten var vaccinerede eller har været igennem et COVID-forløb.
Foto: Søren Sørensen
Det er lidt en kontaktsport at finde og genkende hinanden med mundbind på, men det lykkedes. Der blev holdt mange ”kaffemøder”, for så måtte man tage mundbindet af – for at drikke kaffen – forstås.
Samme tid
På vejen til Hamborg, i tog, forsøgte jeg, med tanken om hvordan en MaaS-agent ville hjælpe mig med, at vælge, hvordan jeg kommer bedst frem og tilbage.
Tidsmæssigt er der ikke en reel forskel mellem bil, delebil, samkørsel, tog og langtursbus eller fly dør til dør. Så er der blot pris, komfort og hensyn til miljø tilbage.
En rigtig digital MaaS-agent vil sikre, at jeg er fuldt oplyst om alle muligheder for at komme til og fra Hamborg samt skabe min valgte rejseplan og købe det, der skal til, for at jeg kan komme frem og tilbage.
MaaS fyldte en del på konferenceprogrammet, men der er stadig mange forskellige meninger om, hvad MaaS er - eller bliver til.
MaaS Global og Jelbi (Berlin) var begge repræsenterede i en paneldebat om MaaS. Jelbi har forsøgt sig med at skabe et offentligt monopol på en MaaS-app i Berlin. MaaS Global er kendt for at være en privat aktør i et åbent mobilitetsøkosystem.
Det var en interessant debat, hvor det kom frem, at Jelbis monopol nok ikke holder i længden. Spørgsmålet er, hvilken rolle offentlige aktører skal spille i et MaaS-økosystem.
Er det nødvendigt, at de kontrollerer og ejer MaaS-systemet, eller er det bedre, at man skaber forudsætningerne for, at private MaaS aktører kan agere som uafhængige MaaS-agenter?
Et andet spørgsmål er, om det er det offentliges opgave at markedsføre og sælge private mobilitetsaktørers produkter på lige fod med egne offentlige løsninger?
Behov for MaaS-"GPS"
I et panel om standarder for teknologiunderstøttede mobilitet services fortalte jeg om nødvendigheden for standarder for reelt at skabe åbne mobilitetsdata. Det skal være lige så nemt at navigere i brug af mobilitetsservices, som det er at bruge GPS’en i bilen.
I bilen kan jeg navigere og køre til Nordkap og Sicilien. En MaaS-”GPS” skal kunne hjælpe mig lige så godt, hvis jeg ønsker at købe mobilitet til hvor som helst på kontinentet. Det er målsætningen for det gældende EU-regulativ (EU) 2017/1926 angående tilrådighedsstillelse af EU-dækkende multimodale rejseinformationstjenester.
Bon Bakermans fra Ministeriet for Infrastruktur i Holland introducerede TOMP API, som er et hollandsk forsøg på at skabe en standard åben grænseflade mellem MaaS-agenter og offentlige og private mobilitetsleverandører til at søge på pris, booke og betale for billetter og mobilitetsydelser.
Det er en ganske interessant tilgang, hvor staten går ind og stimulerer og muliggør skabelsen af private MaaS-aktører i et åbent mobilitetsmarked.
Ambitionen er at skabe åbne MaaS-økosystemer fremfor integrerede monopoler. Væsentligt for økosystemet er det, at det er ikke diskriminerende, men skaber lige vilkår for alle mobilitetsformer.
Deling af data er et væsentligt element, og det skal ske i en noget-for-noget relation. Der er naturligvis strenge krav til sikring af personlige data, privatlivets fred og digital sikkerhed (for deling af nødvendige data).
Inspiration til Danmark
I øjeblikket er der otte MaaS-pilotsystemer, der benytter TOMP API til at bestille og købe ydelser fra private og offentlige mobilitetsaktører i Holland.
Fra et dansk perspektiv er det meget inspirerende, og det ligger jo lige til højrebenet for Transportministeriet i Danmark at skabe en lignende sandkasse for at stimulere skabelsen af et åbent MaaS-økosystem – også i Danmark. Der er jo afsat 40 millioner kroner til MaaS.
Her er det jo ingen skam at bygge videre på de erfaringer, som TOMP-projektet bidrager med.
EU har konkrete planer om at regulere MaaS.markedet ved at kræve, at alle aktører åbner for tredjeparts-booking, salg og betaling inden længe. Her bliver der sikkert skelet en del til TOMP og de API’er, som findes i Finland, hvor åben MaaS som bekendt for længst er indført ved lov for både offentlige og private aktører.
Det er stadig muligt for Danmark at være med i front i forhold til at skabe kritisk masse for MaaS til gavn for alle – hvis vi investerer i at skabe fundamentet og fornuftige rammebetingelser.
Et udstillingssamarbejde mellem 49 medlemsvirksomheder fra ITS Danmark, ITS Estonia, ITS Finland, ITS Norge og ITS Sverige.
Fælles tilstedeværelse med 155 m2 stor stand, markedsføring af Nordic+, samt et væg til væg program af præsentationer fra virksomhederne i auditoriet på standen.
5 dages udstilling og konference arrangeret af ERTICO – ITS Europe.
13.000+ deltagere fra 66 lande.
Temaer: Autonom mobilitet, mobilitet som en service, intelligent infrastruktur, varers rejse fra havne til kunder, nye tjenester fra nye teknologier og ITS løsninger/cases fra byer og borgere.
