I dette holdningsstof udtrykker forfatteren sin personlige holdning om emnet.

Split store offentlige ladeudbud op

19. januar kl. 05:00
ladestander
Hvis elbilisterne for alvor skal have glæde af de ladestandere, som kommer i udbud, skal der naturligvis være mange ladeoperatører i skarp konkurrence at vælge imellem. Sådan lyder det fra Mads Rørvig, der er adm. direktør i De Danske Bilimportører, Stina Glavind, der er adm. direktør i FDM, og Jacob Stahl Otte, der er direktør i Drivkraft Danmark, i dette synspunkt. Illustration: E.ON.

Offentlige myndigheder kan støtte opsætningen af ladestandere gennem udbud. Men store udbud bør deles op, så flere ladeoperatører kan byde på opgaven. Det vil styrke konkurrencen i ladebranchen og i sidste ende være til fordel for de elbilister, som myndighederne ønsker at hjælpe.

Små og store ladeoperatører har fart på udrulningen af ladestandere til elbiler i Danmark, og det offentlige kan også hjælpe udviklingen på vej. For nylig annoncerede Sund & Bælt, at det statslige selskab vil etablere en stor ladepark på deres grund ved Knudshoved på Fyn. 50 lynladere med en effekt på minimum 150 kW skal sendes i udbud. Godt halvdelen skal stå klar allerede midt i 2023, mens resten etableres mellem 2025 og 2027. Det er endnu ikke beskrevet, om opgaven går til én eller flere leverandører. 

Konkurrence

Men hvis elbilisterne for alvor skal have glæde af de ladestandere, som kommer i udbud, skal der naturligvis være mange ladeoperatører i skarp konkurrence at vælge imellem. Dermed vil selve udbudskriterierne også kunne fremme konkurrencen på den pris, bilisterne i sidste ende skal betale for at lade. Det forudsætter, at der også er mange, der kan vinde de offentlige udbud.

Sund & Bælts udbud er imidlertid for stort for de fleste af lademarkedets mange aktører. Lynladestandere er meget dyre, og derfor er det kun de allerstørste ladeoperatører, der kan byde på en hel ladepark af en størrelse som Sund & Bælts. Forudsætningen for sund konkurrence er derfor, at de store udbud deles op, så også mindre aktører får muligheden for at byde på opgaverne. På vegne af forbrugerne, elbilmarkedet og flere ladeoperatører opfordrer vi derfor til, at Sund & Bælt tænker sig grundigt om og tager ved lære af de udbud, som allerede er foretaget af offentlige myndigheder. 

’Winner-takes-it-all'

Vejdirektoratets udbud af de første nye ladeparker langs statens motorveje er for eksempel givet som ’winner-takes-it-all’. Én ladeoperatør stryger altså hele ’puljen’. At driften af alle lynladestandere tilfalder én ladeoperatør for hver ladepark, er ellers en tilgang, som både FDM og Drivkraft Danmark har advaret imod. Resultatet er færre udbydere af opladning af elbiler på statsvejene. Det er både ærgerligt og unødvendigt. For flere ladeoperatører ville byde ind, hvis opgaven var af en størrelse, hvor de kunne være med. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi ser desværre også eksempler på, at enkelte kommuner laver ét kæmpeudbud, som de tildeler til én ladeoperatør. Igen er det ’winner-takes-it-all’, hvor en enkelt ladeoperatør har retten til at drive ladestandere på kommunens areal i mange år frem. Hvis alle kommuner gør det, ender Danmark med en masse lokale monopoler, som er geografisk opdelt mellem forskellige ladeoperatører. 

Det vil i praksis svække konkurrencen mellem ladeoperatørerne og risikere at lede til høje ladepriser for bilisterne. Hvis man som elbilist ankommer til kommune A, kan man kun lade hos ladeoperatør X, og hvis man er i kommune B, kan man kun lade hos ladeoperatør Y. Den eneste konkurrence vil komme fra de ladeoperatører, der opstiller ladestandere på privat grund som for eksempel tankstationer, supermarkeder, private arbejdspladser mv. 

Hvis der skal være plads til mange ladeoperatører på markedet, skal offentlige myndigheder derfor altid overveje, hvad de kan gøre for at sikre konkurrencen på lademarkedet. At et stort udbud af ladestandere splittes op, bør altid være hovedreglen. For ellers ender vi i en situation med nogle få store ladeoperatører og dermed med mindre konkurrence om pris og ladeløsninger for elbilisterne. Og det er egentlig dem, som myndighederne prøver at hjælpe, når de investerer i ladeinfrastruktur.  

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger