Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Konkurrence kommer til at drive lademarkedet i fremtiden

17. maj 2021 kl. 05:45
Det er bestemt ikke gavnligt for samfundet, hvis ladeoperatører udelukkes gennem kæmpestore udbud, hvor vidt forskellige lokationer bundles, skriver analysechef i Drivkraft Danmark Allan Skytte Christensen i dette synspunkt.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det er den omvendte verden, når Dansk Elbilalliance 5. maj her i Mobilitytech forsvarer deres største medlem Clever, og samtidig beskylder Drivkraft Danmark for ikke at arbejde for udbud ved opsætning af ladestandere på offentligt område.

Det kræver ellers ikke mange søgninger på nettet for at bekræfte, at Drivkraft Danmark længe har talt for en udbudsmodel, hvor der gives støtte ved mindre attraktive lokationer og betaling ved attraktive lokationer.

Derfor blev vi også meget begejstrede, da Eldrup-kommissionen netop foreslog en udbudsmodel ved udrulning af ladestandere på offentlig vej. For vores medlemmer, der både består af traditionelle tankstationer med fokus på e-mobilitet og uafhængige ladeoperatører, har længe oplevet de uheldige konsekvenser, den nuværende lovgivning har haft på konkurrencen.

Grelleste eksempel på Frederiksberg

Det grelleste eksempel er naturligvis Frederiksberg Kommune, der gav Clever tilladelse til at oprette en lynladestation bag Frederiksberg Rådhus – en af Danmarks absolut mest attraktive lokationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skete uden at spørge andre interesserede ladeoperatører, hvoraf flere ellers havde kontaktet kommunen om opsætning af lynladestandere. Og fordi kommunen ikke testede markedet, skal Clever foreløbig ikke betale for at benytte en yderst attraktiv kommunal grund til erhvervsvirksomhed.

Begrundelsen for beslutningen var, at Clever alligevel var i gang med at sætte andre ladestandere op i kommunen. Det er måske det allerværste tildelingskriterie ift. at skabe konkurrence på markedet. Så nu kan en elbilist i Frederiksberg Kommune forvente færre udbydere og højere priser for opladning.

Samtidig går kommunen glip af indtægter fra leje af en yderst attraktiv kommunal grund. Det er ellers muligt at opkræve leje inden for den nuværende lovgivning, men det har Frederiksberg Kommune foreløbig fravalgt. Hvis der omvendt havde været krav om udbud, ville konkurrencepresset med al sandsynlighed få markedsaktørerne til at tilbyde betaling for en så attraktiv grund fra dag ét.

Vi har derfor kritiseret Frederiksberg Kommune for at sætte konkurrencen ud af kraft. Men vi har aldrig kritiseret Clever for at tage imod opgaven. Det ville være fuldstændig ulogisk, for det er jo lovgivningen den er gal med. Den skal hjælpe kommunerne med at få markedet i spil, så vi kan finde de bedste løsninger for hele samfundet.

Godt for Clever, dårligt for samfundet

Vi forbeholder os dog retten til at kritisere Clever, når de som i MobilityTech 21. april foreslår tiltag, som tilgodeser Clever, men som giver dårligere løsninger for resten af samfundet. Vores kritik af Clever omhandler deres to meget konkrete forslag. For det første foreslår Clever, at markedet selv skal stå for udrulningen af ladestandere uden nogen offentlig støtte overhovedet. Det er en frisk udmelding i betragtning af, at Clever ikke har leveret et overskud siden virksomheden blev stiftet i 2009.

Og for det andet foreslår Clever, at staten bundler attraktive lokationer med mindre attraktive lokationer. Begge forslag kræver dybe lommer hos markedsaktørerne, og skal nok ses i lyset af, at Clevers ejere for nylig har tilført virksomheden 250 mio. kr.

Clever har derfor deres på det tørre. Godt for dem. Men vi bliver nødt til at hæve blikket fra, hvad der en virksomheds snævre økonomiske interesser og fokusere på løsninger, som er gavnlige for hele samfundet.

Og det er bestemt ikke gavnligt for samfundet, hvis vi udelukker ladeoperatører gennem kæmpestore udbud, hvor vidt forskellige lokationer bundles. Eller at dele af landet ikke bliver dækket af ladestandere, fordi det endnu ikke er kommercielt rentabelt.

Her bør det offentlige række markedet en hjælpende hånd, når ønsket er, at infrastrukturen ikke skal være en hæmsko for salget af elbiler. Det, troede vi, egentlig også var Dansk Elbil Alliances holdning. Men har Dansk Elbil Alliance nu samme opfattelse som Clever: Der skal ikke gives en eneste skattekrone til opsætning af ladestandere?

Væk fra direkte tildeling

Til gengæld er vi rigtige glade for, at Dansk Elbil Alliance nu også er nået frem til, at udbud er den rigtige løsning, når ladestandere skal sættes op i det offentlige rum. For vi skal væk fra direkte tildeling efter de bedagede regler i vejloven, som ikke får markedet i spil. Det var netop det, vi gjorde opmærksom på gik galt på Frederiksberg. Og det er det, som Anders Eldrup efterfølgende betegnede som Klondyke-tilstande og tog et opgør med.

Så vi kan berolige Dansk Elbil Alliance med, at vi har kastet os ind i kampen – vi er faktisk med helt fremme!

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger