Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Enhver cykeltur starter og slutter med en parkeret cykel

23. maj kl. 05:00
Jens Hasse
Illustration: Jens Hasse.
Der er et kæmpe mørketal af stjålne cykler, derfor bør man tænke på bedre og sikre cykelparkeringer, mener Bikeep's CEO, Jens Peter Hansen, der har en ny løsning på cykelparkeringen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Politikere fra en kant flankeret af interesseorganisationer som begejstret heppekor bruger rigtig megen tid på at snakke elbiler og den for disse helt afgørende ladeinfrastruktur. El-biler er jo en herlig ting. Med el-biler kan vi med god klima samvittighed ufortrødent fortsætte som vi plejer. Det vil sige fortsætte med at købe flere biler; køre flere kilometer og poste endnu flere milliarder i den håbløse kamp mod at reducere trængsel på vejene. Alt for få kan deres Mumford: Building more roads to prevent congestion is like a fat man loosening his belt to prevent obesity.

Under den tunge dyne af elbil snak er der heldigvis flere der – hjulpet på vej af el-cyklen som game changer og med stigende brændstofpriser som katalysator – når frem til, at The Vehicle of the Future Has Two Wheels, Handlebars, and Is a Bike. Potentialet for at flytte bagdele fra sæde til sadel er jo enormt: Data fra DTUs seneste Transportvaneundersøgelse viser, at over halvdelen af alle bilture ud og hjem er på under 10 km.

Smarte elcykler parkeret i bøjet galvaniseret jern

Den for nogen skræmmende rejse fra sæde til sadel er faktisk brolagt med smarte og højteknologiske elcykler med samme wauv-effekt som Teslaen; effektive erhvervskøretøjer der kan parkeres lige udenfor kundens dør; hyggelige familie flyttere og en bred vifte af ordinære el-støttede transportmaskiner til hverdagens mange gøremål. 

Men hov – mens cykler har udviklet sig gevaldig, er der stort set intet sket med cykelparkering. Der bliver stadigvæk opsat metervis af bøjet galvaniseret jern (simple forhjulsholdere), sådan som vi jo altid har gjort det i Danmark. På papiret hos ejendomsudviklere og byplanlæggere set det fint ud – det koster kun peanuts at opfylde diverse lokalplaners kvantitative krav om cykelparkering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kvantitet fremfor kvalitet går ikke længere. El-cykler er jaget vildt af professionelle cykeltyve, hvor investering i en batteridrevet jernklipper med 14 ton tryk hurtigt kan tjene sig hjem. Skal vi have flere til at vælge cyklen – og det skal vi – forudsætter det en infrastruktur, der gør det nemt og sikkert at parkere den 15.000 – 25.000 kr. dyre cykel.

Den infrastruktur er ikke på plads. I 2021 oplevede godt 100 cyklister hver dag, at deres cykel var stjålet. Dertil kommer et ukendt mørketal, hvor cyklisten ikke foretager anmeldelse i erkendelse af, at en anmeldelse vil være nytteløst arbejde 

Ingen hjælp til ejere af velholdte cykler

For 14 år siden betalte jeg 12.000 kr. for min primære transport cykel. Cyklen er vedligeholdt og har samme funktionsværdi som for 14 år siden. Bliver den stjålet, vil erstatningen være mindre end selvrisikoen. 

Underligt nok har ingen forsikringsselskaber set et marked i at tilbyde nyværdi forsikringer til os, der på bæredygtig vis vedligeholder vores kvalitets cykler frem for at smide ud og købe nyt. Data indikerer, at der er et behov. Således var antal erstattede cykler i 2021 kun 73% af antal politi anmeldte cykeltyverier.

»Det er ikke i orden at stjæle en cykel. En cykel er jo vores transportmiddel ligesom hesten var det i Det Vilde Vesten. Og hvad gjorde man ved hestetyve? De blev hængt!« 

Denne svada leverede jeg i 2017 til TV2Østjylland, hvorfra den fandt vej til og skabte morskab i Natholdet.

Nem og sikker cykelparkering

Ja – vi kan hver især sikre vor cykler mod tyveri. Vi skal »bare« medbringe op til flere kg stål, finde et sted at tøjre cyklen til og så ellers bøvle med og få snavsede hænder ved at føre tunge kæder igennem hjul og stel. 

Det er altså ikke sådan, at vi får flere til at cykle mere. 

Det skal være nemt at parkere sikkert. Derfor introducerede jeg i 2020 Bikeep på det danske marked. Bikeep blev skabt i 2013 af nogle unge gutter i Tallinn, der var træt af at få stjålet deres cykler. Det globale patent var på plads i 2016, og nu er Bikeep opsat i 27 lande verden over.

I Danmark er Bikeep opsat eller undervejs ved stationer i Lemvig, Hareskoven, Værløse, Vinge, Trekroner, Roskilde, Viby, Grenå, Hessel, Tustrup og Viborg. 

Bikeep sørger for fastlåsning af cyklen. Som sådan er Bikeep også deleøkonomi: Vi deles om ”låsen” og slipper for at slæbe rundt på måske flere kg stål eller fordyre den nye cykel med avanceret teknologi. Der kræves blot et vilkårligt kontaktløst kort (rejsekort, kreditkort, medarbejderkort etc.) for at parkere sin cykel i en Bikeep, hvor den beskyttes af fire tiltag mod tyveri. 

At Bikeep stationer er online gør, at stationens ejer kan trække statistikker, kontrollere hvem der kan benytte stationen, undgå herreløse cykler og håndtere udlån af en flåde af cykler samt håndtere betaling for parkering.

Per Graversen
Lemvig station opsat af Midtjyske Jernbaner. Det var den første Bikeep i Danmark. Opsat juni 2021. Illustration: Per Graversen.

Der blev i 2021 udbetalt tyveri erstatninger svarende til 6 øre/cyklet km. Det beløb, der summerer til 169 mio. kr. og mere til, betales af cyklister, der for hver cyklet km sparer samfundet for 6 til 8 kr. En hastig voksende andel af cyklisterne har udstyret (el-cykler) til at spare samfundet for rigtig mange gange 6 kr., men tør ikke af frygt for, at deres cykel bliver stjålet. 

Den situation kan ingen være tjent med.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger