Status i Australien: Bilister er skyld i fire ud af fem ulykker, der involverer cyklister

Øgede dødstal for cyklister skyldes primært bilister. Derfor bør loven ændres - og det gælder også kulturen, mener de australske forskere Peter Chambers og Tom Andrews.
Brødtekst

Nye australske rapporter viser, at stadigt flere i landet downunder dør på vejene, og at sikkerhedssstrategierne for cyklister ikke virker.

Ifølge The Australian Automobile Association’s benchmarkrapport var der 1.222 personer, der døde i trafikulykker i året, der endte i juni 2018. Og tallet for cyklister holder sig stædigt højt, selv om gennemsnitsfarten, som har betydning for dødsrisikoen i trafikken, er for nedadgående.

Hvis biler er meget sikrere nu end for 25 år siden, hvorfor dør flere cyklister så – fra 25 året før til 45 forrige år?

Af de dødsulykker på vejene, som AAA rapporterer om, skyldes de 1.100 bilisters kørsel. I Australien er mindst 79 procent af ulykker, der involverer cyklister, bilisters skyld. Og cirka 85 pct. af rapporterede cyklistulykker involverer et køretøj, ikke en anden cykel eller en gående. Bilister, der bliver distraherede, er årsag til omkring 25 pct. af ulykkerne.

Disse statistikker viser et klart, dødeligt mønster: Bilister, der rammer folk på grund af måden, de kører på, udgør 90 pct. af problemet på vejene.

Hvad er der galt med de vejstrategier, vi har nu?

Der snakkes ofte om, at der bør installeres separationsinfrastruktur og high-tech-sensorer i biler for at håndtere problemet, som om problemet er, at biler og cykler kører det samme sted. Dette sker ofte, når der har været nye rapporter om cyklister, der dør på vejene på måder, så det kommer i medierne. Sådanne påstande bliver sjældent mødt med en kritisk stillingtagen.

Selv om bedre infrastruktur er nødvendig, og high-tech-sensorer kan reducere skaderne, dræbes folk stadig i trafikken. Mestendels på grund af måden, bilister kører på.

At ændre infrastruktur og forbedre high-tech-løsninger er komplekst og tager år eller årtier at komme i mål med. Installationen skal standardiseres og være altomfattende for virkelig at være effektiv. Infrastrukturprojekter i statsregi overskrider ofte budgettet i absurd grad.  I mange tilfælde får offentligheden ikke den lovede løsning eller service – lige meget om det er et privat eller et offentligt ledet projekt.

Desuden er de, der ønsker tekniske løsninger, galt på den, fordi de ikke tager den væsentligste årsag til problemerne i betragtning: bilisters opførsel – specifikt aggression og uopmærksomhed. Adskillelse af transportformer kan ikke gøre noget ved disse.

Adskillelse bidrager faktisk til uansvarligheden ved at smide forestillingen om fare og skrøbelighed ind i infrastrukturen. Dermed mindsker de behovet for opmærksomhed og forsigtighed for dem, der er ansvarlige for de værste ulykker: bilisterne.

Vi vil argumentere for, at denne tilgang understøtter en stigmatiserende forståelse af cykler som upassende, usikre og uvelkomne på ‘vores veje’. I denne sammenhæng er ord ikke våben, men når de skaber aggressive bilister på vejen, så skader alligevel i høj grad..

Vi må fokusere på primærforebyggelse

En måde, vi kunne begynde at håndtere det bedre på, er ved at bruge den viden og indsigt, der er opnået i ‘primærforebyggelses’-tilgangen til mænds vold mod kvinder. Dette begynder med at anerkende, at den primære årsag til systematiske tilfælde af dødelig vold er banal og rutinemæssigt undskyldes og bortforklares, fordi den er så meget i tråd med vores dominerende kulturelle værdier.

Det næste trin er at respondere på måder, der giver opmærksomhed til de fakta, der kan bevises. For nu at gentage det: Hvad enten du er bilist, passager, gående eller cyklist, så skyldes omkring 90 procent af dødelige trafikulykker bilisters opførsel.

For cyklister er hovedårsagen til dødsulykker aggression og uopmærksomhed. Bilister bør holdes ansvarlige og presses til at ændre deres opførsel og attitude.

Så hvilke ændringer er nødvendige?

Simple, billige ændringer i loven har beviseligt en dramatisk effekt på bilisters opførsel. Disse ændringer fungerer også med de eksisterende infrastruktur-, teknologi- og, vejforhold og vores kulturelle udtryk for den menneskelige natur.

En ændring, der er i tråd med primærforebyggelse og beviseligt virker, er en model, hvor bilister formodes at være ansvarlige. Den vil være svær at sælge i lyset af den dominerende kultur i Australien, som støtter og undskylder vold med døden til følge udført af bilister. Men den virker i Holland.

Endnu et velkomment tiltag er et initiativet til at reducere fartgrænserne i byer til 30 km/t. Dette er lige blevet implementeret i et af Melbournes indre byområder uden meget vrøvl. Ifølge forskningen bag er det dobbelt så sandsynligt, at man overlever en påkørsel af en bil ved 30 km/t som ved 40 km/t.

Det må tiden så vise, men beviser peger på, at denne ændring vil reducere antallet af ulykker og forbedre trafik-flowet. Med hensyn til den formodede ansvarlighed så behøves der her hverken dyr infrastruktur eller ikke beviseligt fungerende tekniske dimser, mens den følger den viden, der findes i primærforebyggelse ved at lægge bevisbyrden på hovedårsagen frem for offeret.

Slutteligt anbefaler vi, at dette emne betragtes som et, der handler om universel adgang til sikker transportinfrastruktur. Det handler ikke om ‘biler mod cykler’; det handler om den simple ret til at komme derhen, hvor du skal, sikkert og fornuftigt. Det bør ikke være et privilegium, som kun er dem forundt med ressourcer og kroppe, der er i stand til at køre bil.

I lyset af dette er det kritisk, at vi husker på, at biler er dødelige, at 90 pct, af problemet er bilisternes opførsel, og at bilen ikke formår at leve op til sit løfte om leveringen af sikker, effektiv og urban transport.

Dette indlæg er originalt bragt i The Conversation, men er oversat og genudgivet i MobilityTech efter aftale med artiklens forfattere.