Snart får offentligheden mulighed for at afprøve Waymos førerløse taxa

Flere kan nu praje et lift med Googles selvkørende biler, som i dag går under navnet Waymo. Selskabet vil indenfor få uger åbne op for den brede offentlighed - dog kun i amerikanske Phoenix.

Amerikanske Waymo, et datterselskab under Google-ejeren Alphabet, har nu så stor tiltro til sin førerløse teknologi, at flere biler uden en chauffør bag rattet vil begynde at betjene eksisterende kunder af selskabets taxatjeneste, Waymo One. Det oplyser Waymo i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at bilerne om kort tid ikke kun vil være forbeholdt håndplukkede brugere. 

Inden for få uger vil alle, der downloader selskabets app, være i stand til at bestille en førerløs taxa fra Waymo, hvis de vel at mærke ønsker at lade sig transportere på det 130.000 kvadratmeter store areal i amerikanske Phoenix, hvor bilerne er godkendt til at køre, og hvor vejrforholdene ikke giver teknologien særligt store udfordringer.

»Alle kan tage deres venner og familie med ombord og dele deres oplevelser med omverdenen. Vi starter med dem, der allerede er en del af Waymo One, og i løbet af de kommende uger vil vi så sige velkommen til flere mennesker via app’en,« skriver Waymo.

Stadig tilfælde med et menneske bag rattet 

Waymo siger, at alle ture på kort sigt vil være uden en safety driver. Senere på året vil der blive introduceret et visir mellem for- og bagsæder i bilerne, som ifølge Waymo primært tjener nogle hygiejnemæssige hensyn, men i den forbindelse vil Waymo også køre med safety drivers igen, for på den måde at kunne øge kapaciteten og samtidig betjene et større geografisk område.

Selskabet har indtil nu kørt uden chauffør på fem til 10 procent af alle de 1.000 til 2.000 ture, der køres om ugen i Phoenix, skriver Reuters.

Det har hidtil været svært for offentligheden at få et retvisende billede af, hvordan ture i helt førerløse biler foregår. I forbindelse med Waymos udmelding er der dog flere, der uploader videoer fra deres ture med selskabets biler.

Du kan se to af dem her: