Samkørsel skal være en del af den sammenhængende mobilitet i Region Hovedstaden

Den fortsatte tilflytning til Region Hovedstaden øger behovet for at satse mere på samkørsel, skriver to af regionens trafikmedarbejdere i dette indlæg
Brødtekst

Det skal være nemt og hurtigt at vælge en klimavenlig og effektiv transport på vej til uddannelse eller arbejde. Det arbejder vi for i Region Hovedstaden, og derfor afsætter vi hvert år godt en halv mia. kr. til at sikre gode sammenhængende regionale busruter, lokaltog, ligesom vi er i fuld gang med at bygge en helt ny letbane sammen med staten og kommunerne langs Ring 3.

Vi arbejder også for at fremme elbiler gennem Copenhagen Electric, og har været med til at etablere og medfinansiere Supercykelstisamarbejdet.

Men pendlere i hele Greater Copenhagen oplever alt for ofte at blive fanget i lange køer på vejene, og CO2-udledningen fra trafikken går den forkerte vej. Samtidig peger prognoserne på, at vi rykker tættere sammen i hovedstadsregionen, hvor mellem 10.000 og 12.000 nye borgere hvert år modtager et sygesikringskort med Region Hovedstadens logo trykt i toppen. Flere borgere betyder også flere rejser. Vores analyser viser, at antallet af daglige rejser vil stige med 20 pct. frem mod 2035.

1,05 personer pr. bil

Hvis vi vil fortsætte med at have en velfungerende region, hvor det er attraktivt at bo og arbejde, skal vi tænke nyt og udnytte den eksisterende infrastruktur bedre. Vi skal have flere til at vælge den kollektive trafik og cyklen, men dette er ikke en mulighed for alle.

Især i regionens yderområder, hvor rejserne er længere, og den kollektive trafik er mindre hyppig, er der behov for at arbejde med nye mobilitetsløsninger.

På landsplan sidder der i gennemsnit 1,05 personer pr. bil i pendlerture til og fra arbejdspladser. Hvis vi med øget deletransport kan medføre én ekstra person i alle personbiler, vil vejenes transportkapacitet dermed øges med 95 pct. i myldretiderne. Derfor er Attraktiv deletransport og samkørsel et af de fem strategiske udviklingsområder i Region Hovedstadens Trafik- og Mobilitetsplan.

Nøglerne til samkørsel i Region H

Samkørsel er i rivende udvikling lige nu med flere spændende nye udbydere og stor interesse fra virksomheder, kommuner og regioner. Denne udvikling bør vi som offentlige myndigheder understøtte.

I Region Hovedstaden har vi selv drevet en succesfuld samkørselsordning for regionens administrative medarbejdere på Regionsgården i Hillerød de seneste to år, og vi planlægger at opskalere ordningen til flere af regionens hospitaler.

Vi skal gøre det attraktivt for vores borgere at samkøre. De stærkeste redskaber hertil vurderes at være at øge de variable omkostninger ved at køre bil – f.eks. gennem roadpricing – så det bliver mere attraktivt at deles om de forhøjede omkostninger, eller ved at give samkørende tidsmæssige fordele – som eksempelvis samkørselsbaner – så man kan komme hurtigt igennem trængselsplagede strækninger.

Men før vi kommer dertil, er vi nødt til at påvise, at samkørsel kan fungere, og vi skal have afprøvet de forskellige samkørselsplatforme. Til dette ser vi i Region Hovedstaden tre nøgler, hvorved vi som offentlige myndigheder kan understøtte:

  1. Integration med den kollektive trafik

Samkørsel skal ikke erstatte den kollektive trafik, men skal i regionens øjne ses som et middel til at styrke den, give et bedre produkt, og supplere hvor det giver mening. Tænk samkørsel ind i planlægningen af fremtidens knudepunkter, så det bliver let og flydende at skifte mellem den kollektive trafik og en samkørselsbil.

I 2020 vil vi i samarbejde med Movia vise, hvordan vi i praksis får koblet samkørsel på den kollektive trafik ved nogle af regionens kollektive trafikknudepunkter.

  1. Gode opsamlingssteder

Erfaringerne fra vores egen samkørselsordning er, at brugerne (både chauffører og passagerer) helst samler op ved aftalte opsamlingssteder, typisk ved kollektive trafikknudepunkter, hvor det er nemt at komme til og fra og at samle folk op – i modsætning til mange af de pladser, der er etableret i dag.

Vi skal derfor etablere flere og bedre opsamlingssteder med ordentlige forhold og faciliteter, og med gode muligheder for at komme til og fra – især på cykel og med kollektiv transport.

  1. Få virksomhederne med

Gennem det regionalt finansierede Moving People projekt er det lykkes for mange virksomheder at flytte deres medarbejdere over på grønnere transportformer – på trods af den modsatte udvikling i resten af samfundet. Virksomhederne vil gerne samkørsel, men de mangler redskaberne, og dem skal vi i fællesskab få udviklet.

Virksomheder er afgørende

Derfor ser vi virksomhederne som en afgørende nøgle for at lykkes med samkørsel, og derfor viderefører regionen i 2020 og 2021 Moving People-netværket og sætter yderligere fokus på, hvordan man som virksomhed kan arbejde med samkørsel.

Et sammenhængende og effektivt mobilitetssystem skal tilbyde en bred vifte af muligheder og valg for borgerne. Det kollektive system skal kombineres med samkørsel, cykler, delebiler og meget mere for at tilbyde den størst mulige frihed i transportvalget for den enkelte.

Ingen af os kan løse udfordringerne for mobiliteten og sikre den grønne omstilling alene, men i Region Hovedstaden tror vi på, at vi kan ved at samarbejde.

Nævnte firmaer

Region Hovedstadens samkørselsordning
  • Udbydes af NaboGO.
  • Ca. 20 pct. af medarbejderne på Regionsgården i Hillerød er med i ordningen.
  • Ca. 70 ture til og fra Hillerød om ugen.
  • Primært brugt mellem København og Hillerød, men er efterhånden bredt ud til hele Storkøbenhavn, Roskilde, Frederiksværk mm.
  • Opskaleres til Herlev og Gentofte Hospital og Nordsjællands Hospital Hillerød senere på året.