Sådan bliver Danmark et digitalt foregangsland på transportområdet

Digitaliseringspartnerskabet vil gøre transporten intelligent og fleksibel gennem digitalisering. Søren Sørensen og Rasmus Guldborg Jensen tager godt imod anbefalingerne og kommer her med nogle konkrete bud på, hvordan vi kommer i mål.
Brødtekst

ITS Danmark har læst ”Visioner og anbefalinger til Danmark som et digitalt foregangsland” udgivet af Digitaliseringspartnerskabet oktober 2021.

Vi har især med interesse læst de tre hovedanbefalinger og foreslåede indsatser for ”Intelligent og fleksibel transport gennem digitalisering”, som jo er ITS Danmarks fokusområde. Anbefalingerne er en kærkommen konkretisering af en evt. plan for brugen af intelligente transportsystemer ifm. den nye infrastrukturplan for Danmark: 'Danmark fremad - Infrastrukturplan 2035 for investeringer i transport i Danmark'.

Både nye infrastrukturanlæg og udvidelse af eksisterende anlæg kan gøres mere intelligente og effektive via ITS.

Mindre trængsel og bedre flow i trafikken

Vi er meget enige i, at Indsatsen for en landsdækkende udrulning af intelligent trafikstyring skal styrkes, bl.a. via fælles strukturer for relevante sensor- og mobilitetsdata.

Indsamling af standardiseret data er ikke løsningen i sig selv, men det er hvad vi i fremtiden kan bruge den data til, der er interessant. Dynamisk road pricing kan være et tiltag og mere effektiv hændelsesdetektering et andet – viden fra data skal være med til at facilitere de bedste løsninger på eksisterende og fremtidige trængselsproblemer.

Det er godt, at anbefalingerne også er med et blik ud i horisonten, da det ikke nødvendigvis er de samme årsager til trængsel, vi vil se i fremtiden.

I hvor høj grad kommer den selvkørende teknologi til at påvirke flowet i trafikken og trængslen i særligt urbane områder? Hvilken rolle kommer Traffic Management Systemer til at spille i fremtiden med øget adgang til data?

Fundamentet for datadrevne fremtidige løsninger skal støbes nu, så vi er klar til at anvende data intelligent, når teknologien er moden.

Digitaliseringspartnerskabet anbefaler strategiske samarbejder som en konkret handling ift. at nedbryde institutionelle barrierer f.eks. på tværs af vejmyndighedsgrænser. Her kan Fremkommelighedsudvalget for Hovedstadsområdet, der blev nedsat i 2018, være en kilde til inspiration. Deres afrapportering landede i 2019 og kan findes på Trafikministeriets hjemmeside.

Fremkommelighedsudvalget vurderede bl.a. "… at der er et potentiale for at forbedre fremkommeligheden. En forudsætning for at høste dette potentiale er dog parternes aktive deltagelse og evne til at finde fælles løsninger indenfor både tværgående tiltag og konkrete strækningsprojekter, hvilket vil kræve konkret politisk beslutning i kommunerne til både samarbejde, økonomi og trafikale prioriteringer."

Optimeret parkerings- og ladeinfrastruktur for en grønnere mobilitet

Digital registrering af parkerings og ladeinfrastruktur er indeholdt i EU-reguleringen retsakt A omhandlende tilrådighedsstillelse af EU-dækkende multimodale rejseinformationstjenester (MMTIS). Her er opgaven især at få etableret det Nationale Adgangspunkt (NAP-DK) samt at få leveret åbne data hertil fra lade og parkeringsaktører.

Brug af sensorer og andre dynamiske data kan medvirke til at skabe dynamisk overblik over ledig parkerings- og ladeplads i nærheden. Disse data skal også være tilgængelige igennem det nationale adgangspunkt.

Vejdirektoratet står for etableringen af det Danske NAP dækkende retsakt A ((EU) 2017/1926) og Transportstyrelsen står for tilvejebringelse og governance herom. ITSDanmark medvirker gerne i en dialog om hvordan etablering og tilvejebringelse af de mange nye åbne datasæt kan foregå mest hensigtsmæssigt.

Synspunktet fortsætter under biledet.

Mobildata
Illustration: ITS Danmark

 

Nemt fra A til B via bedre sammenhæng på tværs af transportformer

En landsdækkende udbredelse af en integreret digital platformsløsning, som foreslås, er allerede vedtaget ved lov i 2018. I samme lov er trafikselskaberne også blevet forpligtede til igennem Rejsekort og Rejseplanen A/S (R&R) at stille billetter til salg via tredjepart (MaaS agent) 

ITSDanmark er ikke bekendt med udmeldinger om hvorledes Rejsekort og Rejseplanen A/S har tænkt sig at løse opgaverne.

En landsdækkende MaaS app finansieret af offentlige midler skal naturligvis følge gældende lov samt EU-regulativer herunder især retsakt A (EU) 2017/1926. Bl.a er der krav til neutralitet og upartiskhed.

Det samme gælder alle leverandører af fartplanbaserede og efterspørgselsbaserede transportformer. Alle skal stille åbne mobilitetsdata til rådighed gennem NAP-DK.

En MaaS App fra Rejsekort & Rejseplanen har derfor fri adgang til alle aktørers mobilitetsdata via NAP-DK. Derfor behøver man ikke tilslutte sig specielt. Rejsekort &Rejseplanens MaaS App er i øvrigt forpligtiget til at vise alle praktisk mulige multimodale rejseplaner udnyttende det samlede økosystem af private og offentlige mobilitetsaktørers services.

I den næste generation vil man således kunne se f.eks. taxa, Flixbus og Molslinjen på linje med den række aktører, der vises i dag i rejseplanen og ikke som ”du kan også rejse med” eller helt være udeladt.

MaaS videnscenter

ITS Danmark er enig i, at der fra offentlig side skal skabes grobund for, at alle relevante transportformer stilles til rådighed i de rette formater, dog ikke kun for en offentlig finansieret MaaS-løsning, men for alle kommende MaaS aktører, igen som det er lovgivet i 2018 (lov no. 206)

Konkret kan der med fordel etableres et nationalt MaaS-videnscenter. Missionen er at sikre, at viden om de nye standardformater og profiler etableres og videredeles også til private aktører.

Mobilitetsaktører skal kunne hente konkret viden og standard API-software til at minimere omkostningen ved at leve op til MMTIS-reguleringen. MaaS-videncenter forestilles endvidere som en teknisk støttefunktion til Transportstyrelsen, men opererer som en selvstændig institution igennem konverteringsperioden 2022-2024. Ekspertise tænkes tilført fra standardiseringsorganisationer, universiteter, IT- og ITS-branchen.

Yderligere tiltag for bedre mobilitet

ITSDanmark foreslår, at Digitaliseringspartnerskabet også fremhæver følgende tiltag til at skabe bedre mobilitet i Danmark ved hjælp af ITS:

- ITS-understøttelse til at fremme brug af aktive mobilitetsformer herunder ITS-understøttet cykelinfrastruktur samt en sammenhængende og opdateret digital tvilling af cykelinfrastrukturen.

- En konkret plan for brug af ITS ifm. infrastrukturplanen 'Danmark fremad - Infrastrukturplan 2035 for investeringer i transport i Danmark'. Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger er med til at sætte nogle af hjørneflagene, men langt fra alle. Hvad kan vi allerede? Hvad tror vi på, der bliver behov for? Hvad vil vi satse på og investere i?

- Stimulering af udvikling af MaaS økosystemet følgende de erfaringer der bl.a. kan hentes fra tilsvarende projekter i Holland. Her er der skabt en standard for tredjeparts salg af mobilitet som en service (TOMP API) i et EU støttet projekt. Projektet har fostret skabelsen af 8 MaaS agenter som benytter standarden til at købe mobilitetsydelser på vegne af deres kunder.

ITSDanmark uddyber gerne overfor partnerskabet og andre interesserede.