Plug-in hybridbiler fik skatterabatter for 8 milliarder kroner sidste år

2. marts kl. 15:33
Køb bil skat
Illustration: ijeab/Bigstock.
Antallet af solgte plug-in hybridbiler i 2021 blev seks gange større, end politikerne bag elbil-aftalen havde forventet. Staten har med indirekte tilskud sikret, at hver bil blev 200.000 kroner billigere i gennemsnit.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Der har været mange penge at spare ved at købe en ny plug-in hybridbil i Danmark. Rigtig mange penge.

Sidste år blev der givet et indirekte tilskud fra staten på knap 200.000 kroner til hver plug-in hybridbil, der forlod forhandlerne. Det svarer til en samlet skatterabat til de solgte plug-in hybridbiler i 2021 på 8 milliarder kroner. 

Tallene fremgår af en række svar fra skatteministeren til Folketinget.

I et af sine svar skriver skatteminister Jeppe Bruus (S), at køberne af plug-in hybridbiler i 2021 slap med at betale en gennemsnitlig registreringsafgift på ca. 69.300 kroner. Skulle de i stedet have betalt den fulde pris til staten og dermed gå glip af de nuværende, lempelige afgifter, ville de i stedet skulle betale cirka 265.100 kroner i registreringsafgift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det indirekte tilskud, som der er givet til nye plug-in hybridbiler, der udleder under 50 g CO2-km, svarer således til forskellen på ca. 195.800 kr.«.

I 2021 blev der solgt 40.500 plug-in hybridbiler, eller godt og vel seks gange så mange som de 6.500, man forudså, da den politiske aftale om de fremtidige afgifter på elbiler og plug-in hybridbiler blev indgået i december 2020.

Hvis hver plug-in hybridbil, der blev solgt i 2021, får et tilskud på 195.800 kroner, svarer det til, at staten samlet set gav tilskud til plug-in hybridbilerne på 7,9 milliarder kroner i 2021.

Rabatter til plug-in kostede “kun” en milliard kroner

Skatteministeren, Jeppe Bruus (S), understreger dog i et af sine mange nye svar til Folketinget om plug-in hybridbilerne, at det ikke nødvendigvis betyder, at statskassen er gået glip af 8 milliarder kroner, fordi plug-in hybridkøberne fik den store rabat i 2021. 

Det ville nemlig indebære, at de højere priser for plug-in hybridbiler slet ikke påvirkede salget, selvom bilkøberne altså i stedet skulle betale fuld registreringsafgift. 

Men her antager Skatteministeriet dog, at højere priser for forbrugerne selvsagt også ville få betydning for deres adfærd, når de skal træffe et valg hos bilforhandleren.  

»Det umiddelbare provenu er ved uændret salg, mens adfærdsvirkningen dækker over, at salget af plug-in hybridbiler stort set ville ophøre, og i stedet ville der blive solgt betydeligt flere konventionelle biler og flere elbiler,« skriver skatteministeren i et af sine svar.

På den baggrund anslår Skatteministeriet, at staten er gået glip af et skatteprovenu på cirka en milliard kroner.

Og det er dét tal, der især er værd at hæfte sig ved i forhold til klimaet, mener professor i transportøkonomi på Københavns Universitet Mogens Fosgerau.

»Man kan så spørge sig selv, hvilken klimagevinst man ellers kunne have fået for den ene milliard kroner. Et slag på tasken er, at det kunne have givet en reduktion på 1 million tons CO2, altså cirka en tiendedel af, hvad vi mangler at reducere i 2030. I stedet er man endt med ikke at få ret meget for de penge,« siger Mogens Fosgerau.

Flertallet af grønne biler har udstødningsrør - og det overrasker

Biler med både en forbrændingsmotor og en elmotor har indtil videre været at foretrække, når danskerne skulle købe ‘grønne’ biler. 

Ved udgangen af 2021 var der således cirka 77.000 plugin-hybridbiler i Danmark, og kun cirka 66.000 elbiler, skriver Transportministeriet i denne månedOg størstedelen af plug-in hybridbilerne blev som nævnt solgt i 2021, viser tallene fra Jeppe Bruus.

Når man ser på fremskrivningen af nybilsalget og det faktiske nysalg i 2021, fordelt på drivmiddel, som skatteministeren også oplyser til Folketinget, står det klart, at danskernes lyst til at købe “grønne” biler kommer bag på embedsapparatet.

»Det faktiske nysalg af benzin- og dieselbiler i 2021 har været lavere end forventet, mens det faktiske nysalg af el- og især plug-in hybridbiler har været højere end forventet,« lyder det.

Det høje salg af grønne biler vurderes samlet set at have givet staten et provenu fra salget af biler, som er to milliarder mindre, end det der blev lagt til grund i finansloven for 2021. 

På finansloven blev det samlede provenu fra registreringsafgiften skønnet til at udgøre cirka 18,2 milliarder kroner i 2021. Ud fra regnskabstal for 2021 har registreringsafgiften dog kun givet et provenu på cirka 16,3 milliarder kroner, oplyser Skatteministeriet. 

Det hænger både sammen med et højere salg af nul- og lavemissionsbiler, men også et generelt lavt salg af køretøjer i 2021, vurderer skatteministeren. 

»2021 var et år præget af ekstraordinær usikkerhed for bilmarkedet og bilkøbere pga. corona, og sidst nybilsalget var på samme niveau som i 2021 var tilbage i 2014. Det må forventes, at niveauet igen kommer op på et mere normalt leje bl.a. i takt med, at coronapandemien når sin ende. Omvendt har antallet af brugte biler været forholdsvist højt i 2021, hvilket formentlig skyldes udsigten til lange leveringstider på nye biler, som har fået flere til at købe en brugt bil,« skriver skatteminister Jeppe Bruus.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger