Ny skatteminister om hybridbil-rabatter: Jeg er klar til at kigge på det
På et samråd, som hans forgænger oprindeligt var indkaldt til, forsøgte skatteminister Jeppe Bruus (S) torsdag formiddag at komme Folketingets partier i møde i sagen om den hemmeligholdte undersøgelse af plug-in hybridbiler.
Regeringen er således for første gang klar til at se på, om plug-in hybridbilerne skal blive dyrere, hvis det viser sig, at bilerne ikke er grønne i praksis.
Sådan lød det torsdag fra Jeppe Bruus.
Det sker, efter at MobilityTech kunne afsløre, at de danske plug-in hybridbiler udleder langt mere CO2, end de må for at kunne få den afgiftsrabat, bilerne får i dag.
»Jeg lytter mig til, at der er et ønske fra de tre andre partier bag aftalen (om en grøn vejtransportaftale fra december 2020, red.) om at kigge på forudsætningerne for aftalen, og det vil jeg gerne imødekomme,« lød det fra Jeppe Bruus.
Udmeldingen glæder Jeppe Juul, som er seniorrådgiver i den uafhængige miljøorganisation Rådet for Grøn Omstilling.
»Det er glædeligt, at man er klar til at se på data og eventuelt også den fremtidige beskatning. Det er svært ikke at være positiv over for den udmelding, da regeringen indtil nu blankt har afvist at se på aftalen før 2025«
Kritik fra støttepartier
Samrådet torsdag var også ministerens første. Jeppe Bruus benyttede chancen til at forsøge at viske tavlen ren i forhold til samarbejdet med de øvrige partier, som i dagene efter MobilityTechs offentliggørelse af undersøgelsen fra Vejdirektoratet har kritiseret hans forgænger for at tilbageholde relevante fakta om bilerne i flere medier, heriblandt dagbladet Information.
»Regeringen har kun et ønske om, at drøftelserne, som alle andre drøftelser, foregår på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt,« lød det fra ministeren.
På vegne af Skatteministeriet kaldte ministeren det for “ærgerligt”, at Skatteministeriet, Transportministeriet og Vejdirektoratet ikke tidligere valgte at offentliggøre notatet.
Flere af deltagerne i samrådet spurgte ministeren ind til hans udmelding om drøftelser med partierne bag aftalen, og hvorvidt det skulle forstås sådan, at han ønskede at genforhandle aftalen.
Det blev nævnt, at ministeren talte med “uld i munden”, altså uklart.
»Taler jeg så med uld i mund i forhold til at genforhandle aftalen? Nu har vi lavet en undersøgelse, et ret omfattende spørgeskema, som vi får resultaterne af i marts. Derefter indkalder jeg partierne for at kigge på, om resultaterne giver anledning til væsentlig usikkerhed om den politiske aftales forudsætninger. Er der elementer af den aftale, som skal justeres? Jeg er klar til at kigge på det,« siger Jeppe Bruus på samrådet.
Afventer spørgeskemaundersøgelse
Den spørgeskemaundersøgelse, ministeren henviste til på samrådet, er en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik er sat til at foretage af Skatteministeriet.
Undersøgelsen, som udarbejdes af Danmark Statistik, skal efter planen omfatte alle cirka 60.000 private brugere af en plug-in hybridbil, og den kan ifølge den nu forhenværende skatteminister give os “et mere fyldestgørende og helhedsorienteret billede” af kørslen i plug-in-hybridbiler.
MobilityTech erfarer, at 35.000 plug-in hybridbil-ejere ser ud til at have svaret i undersøgelsen, som forventes afleveret til ministeriet i uge 8.
Allerede nu kan man dog spørge sig selv, hvad en sådan undersøgelse kan fortælle os om bilernes grønne egenskaber, som vi ikke allerede ved fra Vejdirektoratet og tidligere undersøgelser af bilernes brændstofforbrug fra udlandet.
Problemet med spørgeskemaundersøgelser
Respondenterne i undersøgelsen bliver blandt andet bedt om at svare på, hvor stor en del af kørslen, de selv vurderer, har foregået på el. Eller hvor meget el der typisk bliver “fyldt i tanken”, når plug-in hybridbilen lades op.
Mogens Fosgerau, som er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet, påpeger, at det grundlæggende problem for spørgeskemaundersøgelser som denne er, at folk har svært ved at huske, og samtidig vil de gerne svare noget, som de synes, lyder godt.
Der er altså ingen grund til at tro, at undersøgelsen fra Danmarks Statistik skulle være bedre eller mere valid end de allerede kendte undersøgelser, mener han.
»Undersøgelsen fra Vejdirektoratet kan man meget vanskeligt kritisere for selve målingen af brændstofforbruget. For det er hentet direkte fra bilerne. Omvendt kan man godt kritisere den for, at der er tale om en speciel stikprøve af biler fra bestemt bilproducenter. Men det er svært at forestille sig, at det skulle forholde sig markant anderledes for dem, der ikke er med i undersøgelsen,« siger Mogens Fosgerau.
I undersøgelsen fra Vejdirektoratet har ingeniørvirksomheden Cowi trukket data fra 1.307 plug-in hybridbiler i Danmark, der viser, at CO2-udledningen fra kørslen i de danske plug-in hybrid’er, som er undersøgt, er 110 gram CO2 pr. kilometer. Altså mere end dobbelt så meget, som Skat tillader.
Data leveres af selskabet Connected Cars, som kan trække data direkte fra mere end 100.000 personbiler i Danmark.
Undersøgelser peger kun i én retning
Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling mener også, at skatteministeren tager fejl, når han siger på samrådet torsdag, at undersøgelserne peger i forskellige retninger.
Den eneste officielle undersøgelse, som umiddelbart tegner et positivt billede af bilernes grønne egenskaber, er den endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som MobilityTech omtalte i november.
Og selvom Skatteministeriet i notatet, som synes at være tænkt offentliggjort som en pressemeddelelse, skriver, at bilerne i gennemsnit lades op hver dag på Clevers netværk, ifølge tal fra ladeoperatøren selv, bekræfter det ikke, at bilerne er grønne.
Derimod viser beregninger, som det også fremgår af notatet fra Vejdirektoratet, at bilerne bliver kørt på en måde, så stadig udleder mere CO2 end tilladt.
Samtidig har også bilproducenterne selv offentliggjort undersøgelser, der tilsyneladende viser, hvor meget bilerne lades op. Ford skriver eksempelvis, at en Kuga Plug‐in Hybrid oplades 88 ud af 100 dage i Danmark. Men selskabet oplyser ikke virkelige forbrugstal.
Det er ifølge Jeppe Juul “dybt useriøst”, at skatteministeren på samrådet torsdag sidestiller undersøgelsen fra Vejdirektoratet med tal for, hvor ofte bilerne lades op.
»Vi har brug for forbrugsdata. Og når der så endelig kommer de tal i to undersøgelser, en fra leasingselskaber og brancheforeningen Dansk e-Mobilitet og en fra Vejdirektoratet, så afviser ministeriet det for at være baseret på et for spinkelt grundlag. Det giver ingen mening,« siger Jeppe Juul.
Undersøgelsen fra Danmarks Statistik gør os ikke klogere på bilernes brændstofforbrug, påpeger han, og derfor er formålet med den nok også snarere at udøve politisk spin, vurderer Jeppe Juul.
»Jeg synes, det er absurd at antage, at selvrapportering skulle være specielt mere validt materiale end virkelige forbrugstal. At kalde tal fra 1400 virkelige biler, der har kørt på vejene i 2021, for et spinkelt grundlag, er i min verden absurd. Det er så tæt på fakta, man overhovedet kan komme«.
MobilityTech ville torsdag gerne have spurgt yderligere ind til Skatteministeriets motivation i forhold til at sætte yderligere undersøgelser af plug-in hybridbiler i gang.
Ministeriet nøjes dog med at henvise til ministerens svar på samrådet, som i øvrigt kan ses her.
