Kommuner får alligevel lov til at give støtte til ladestandere

Foto : Doin/Bigstock

Kommuner får alligevel lov til at give støtte til ladestandere

Der er netop faldet en politisk aftale på plads, der gør det muligt for kommuner at yde økonomisk støtte til opsætningen af ladestandere. Brancheforening roser aftalen.

Det bliver alligevel muligt for kommunerne at yde økonomisk støtte til opsætningen af ladestander i områder, hvor private aktører tøver med at sætte dem op.

Sådan lyder det i dag fra Transportministeriet, hvor der er landet en politisk aftale om den såkaldte AFI-lov, der blandt andet har til formål at afklare kommunernes rolle i udrulningen af ladeinfrastruktur i Danmark.

»Med henblik på bl.a. at sikre, at der også i yderområderne er marked for at opsætte ladestandere, er parterne enige om, at lovforslaget justeres således, at kommuner og regioner får mulighed for at yde medfinansiering i udbud af ladeinfrastruktur på deres egne arealer,« lyder det.

Muligheden for medfinansiering gives ifølge ministeriet "inden for klare rammer", som indebærer, at medfinansiering sker på markedsvilkår og "kun kan finde sted inden for kommunens eller regionens egen anlægsramme" og i en begrænset årrække, foreløbigt frem til og med 2024.

Derudover skal det ske ud fra en model, hvor kommunalbestyrelse eller regionsråd først træffer beslutning om eventuelt at disponere midler til aftaler om ladeinfrastruktur efter afholdelsen af udbud, såfremt der viser sig at være behov for medfinansiering.

Der må således ikke afsættes kommunal eller regional medfinansiering på forhånd til et konkret udbud.

Ordningen skal evalueres frem mod foråret 2024, så man på den baggrund kan indkalde til politiske forhandlinger i efteråret 2024.

Brancheforening: Afgøende med støtte

Hos brancheforeningen Dansk Elbil Alliance, der repræsenterer en række af de store ladeoperatører, er der ros til politikerne fra branchechefen, Lærke Flader.

»Aftalen indeholder store forbedringer i forhold til det tidligere lovgrundlag. Vi er først og fremmest glade for, at kommunerne nu får grønt lys til at lave udbud om opsætning af ladestandere og til at yde støtte til opsætning af offentlig tilgængelige ladestandere, der hvor det måtte være nødvendigt. Det bliver helt afgørende for, at infrastrukturen kan følge med salget af elbiler,« siger Lærke Flader.

Regeringen lagde med sit høringsbrev til lovforslaget oprindeligt op til, at man med henblik på at “undgå fejlinvesteringer” og for at gøre markedet “mere gennemsigtigt” for potentielle operatører af ladestandere ville nægte kommuner og regioner at bruge deres sparsomme drift- og anlægsmidler til at etablere og drive offentligt tilgængelige ladestandere.

Det blev mødt med kritik fra Dansk Elbil Alliance, FDM og Kommunernes Landsforening (KL). Sidstnævnte vurderede, at det risikerede at virke “direkte hæmmende på den grønne omstilling af transporten”.

KL glæder sig i dag over, at kommunerne med den politiske aftale alligevel får lovhjemmel til medfinansiering af ladestandere på egne arealer.

Det er der i den grad brug for, hvis det såkaldt fragmenterede Danmarkskort over ladestandere skal udfyldes, siger Kenneth Muhs, næstformand for Miljø- og Forsyningsudvalget. Med aftalen kan kommuner udnytte de ladestandere, de allerede har sat op til egen bilflåde.

Kommuner og regioner opfordres med den nye aftale ligefrem til at stille deres ladepladser til rådighed for offentligheden "af hensyn til at udnytte kapaciteten til opladning på offentlige arealer i videst muligt omfang".

»Med aftalen kan borgere, gæster og medarbejdere endelig få glæde og gavn af de kommunale ladepladser. Det er med til at sørge for, at de offentlige midler, der er investeret i ladestandere, bliver brugt bedst muligt,« siger Kenneth Muhs.

Med loven var der også planlagt et krav om, at kommunerne to år inden opsætning af ladestandere skulle offentliggøre arealer, men den del ser ud til at udgå, hvilket også vækker glæde i kommunerne.

»Det ville bremse opsætningshastigheden og fjerne kommunernes mulighed for at handle hurtigt,« siger Kenneth Muhs.

Også hos FDM hilser man aftalen velkommen.

Remote video URL

Skal adressere abonnementsproblematik

Den nye AFI-lov, som den omtales, er foranlediget af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (AFI-direktivet), hvor der er fastsat en række minimumskrav til medlemsstaterne for opbygning af infrastruktur for alternative drivmidler til transport, herunder bl.a. vejtransport.

Og i den forbindelse har transportminister Benny Engelbrecht (S) haft et stort fokus på at sikre bedre roamingvilkår, hvilket betyder, at det bliver nemmere og billigere at benytte en offentlig ladeladestander fra en udbyder, man ikke har et ladeabonnement hos.

Læs også: Elbil-analyse: Det er et dansk fænomen at abonnere på ladestandere

Som vi har beskrevet tidligere, er abonnementsordninger ifølge en analyse fra blandt andet Transportministeriet mere udbredte i Danmark end i andre lande, og det betyder, at det risikerer at blive forholdsvis dyrt at lade på en stander, man ikke har abonnement til.

Forklaringen kan være, påpeger analysen, at opladning via en momsregistreret udbyder kun er pålagt såkaldt processtrømsafgift, hvilket betyder, at en elbilist kan få en stor del af afgifterne refunderet, hvis han eller hun har et abonnement hos en operatør, der tilbyder afgiftsrefusion fra denne ordning.

Dermed har operatørerne et stort økonomisk incitament til at have et fast kundeforhold til den enkelte elbilist, hvor hjemmeopladning og opladning ude, på offentlige ladestandere, er inkluderet i prisen. 

Det kan have en fordel, men analysen peger også på, at operatørerne ikke har noget klart incitament til at tilbyde opladning til ikke-kunder, »da disse derved vil forringe det produkt, operatøren sælger til sine abonnenter,« som det anføres i analysen.

Og på den måde bliver prisen for ikke-kunder, der vil roame, nemt relativt høj med den udvikling af markedet, der har været hidtil, med stadigt relativt få elbiler i vognparken.

Minister vil kunne fastsætte priser for opladning 

Med den nye politiske aftale er der lagt op til at give ministeren “bemyndigelse til at fastsætte priser for opladning”, hvilket skal ske i samråd med konkurrencemyndighederne, lyder det.

Dansk Elbil Alliance mener, at det først og fremmest må være en effektiv konkurrence på markedet, der er afsæt for rimelige og ikke-diskriminerende priser på opladning. 

»En effektiv konkurrence sikrer endvidere en fortsat produktudvikling til gavn for kunderne. Problemet med prisregulering er, at myndighederne ikke kender den rigtige pris. Så enten gætter de for højt, og så kommer kunderne til at betale for meget for opladning, eller også gætter de for lavt, og så bremses investeringerne i ladeinfrastruktur,« siger Lærke Flader.

Og hvad førnævnte roamingvilkår angår, er der med den politiske aftale lagt op til, at virksomheder, der har underskrevet Dansk Elbil Alliances brancheaftale, lever op til kravene om åbenhed, vurderer Dansk Elbil Alliance. 

Lærke Flader henviser til, at brancheforeningen har indgået en aftale med roamingplatformen Hubject, som betyder, at danske ladestanderoperatører kan tilslutte sig Hubject med en ifølge brancheforeningen “betydelig rabat”. 

Dermed sikres danske og udenlandske elbilejere let adgang til 96 procent af det danske ladenetværk gennem den operatør, de er vant til at benytte, siger Lærke Flader.

Det reviderede lovforslag forventes at blive sendt i høring i november og forventes at kunne træde i kraft den 1. april 2022.

Prøv MobilityTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her