København får medhold i klagesag om 40 km/t-zoner

Foto : Bigaurinko/Bigstock

København får medhold i klagesag om 40 km/t-zoner

Transport- og Boligministeriet er uenig i politiets afgørelse og har derfor efter knap et års sagsbehandlingstid givet tilladelse til, at Københavns Kommune kan indføre 40 km/t-zoner på Amager.

Efter et årelangt tovtrækkeri med Københavns Politi har Københavns Kommune nu fået hjælp fra Transportministeriet til at etablere lokale hastighedsgrænser på 40 km/t i Holmbladsgade Kvarteret på Amager.

Transport- og Boligministeriet beklager, at behandlingen af sagen har trukket ud, men skriver i afgørelsen af sagen:

»Ministeriet finder, at betingelserne for etablering af nærmere afgrænsede områder med en hastighedsgrænse på 40 km i timen i § 6, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser er opfyldt for så vidt angår de to hastighedszoner i Holmbladsgade Kvarteret«.

Der kan derfor etableres to zoner med en hastighedsgrænse på 40 km i timen i Holmbladsgade Kvarteret i den udstrækning, der fremgår af Københavns Kommunes kortlægningsnotat af 11. juli 2019, lyder det fra ministeriet, som altså er uenig med politiets afgørelse i sagen.

Som vi tidligere har beskrevet her på MobilityTech, er Københavns Kommune og Københavns Politi ofte dybt uenige i sager som denne. Så det er interessant, at der nu i hvert fald i ét tilfælde er opbakning til Københavns Kommunes tolkning af reglerne. 

Københavns Politi havde den 6. september 2019 afvist at give samtykke til projektet, idet Københavns Politi ikke havde fundet, at betingelserne i bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser var opfyldt.

Københavns Kommune har derfor den 11. oktober 2019 i medfør af færdselslovens § 92 c, stk. 1, indbragt sagen for Transport- og Boligministeriet til afgørelse.

Politiet: Hele København er tæt

Helt konkret havde Københavns Politi begrundet afslaget med, at der ikke var tale om en vejstrækning eller et nærmere afgrænset område ved ældreinstitutioner, skoler, børnehaver eller lignende institutioner for børn.

Samtidig lød det fra Københavns Politi, at “tætheden” til institutioner i området ikke overstiger tætheden i mange andre områder i København, og at Københavns Kommunes fortolkning af § 6, stk. 1, 1. pkt., vil betyde, at der i næsten hele København kan anlægges strækninger eller zoner med 40 km i timen. Københavns Politi fandt på den baggrund, at det ville stride mod bestemmelsens formål.

Derudover lød argumentet fra Københavns Politi, at hastighedsgrænsen ikke kunne sættes ned efter bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser, fordi politiet ud fra trafikmålinger af årsdøgnstrafikken på Holmbladsgade, Strandlodsvej og Wittenberggade havde vurderet, at vejene har såkaldt “væsentlig betydning for trafikafviklingen i området”. 

»Politiet finder derfor, at en hastighedsbegrænsning på 40 km i timen på de nævnte veje og på andre større veje i området vil have en negativ indflydelse på fremkommeligheden for bilister og for den generelle afvikling af trafikken, herunder rutetrafikken for buslinje 31, der kører ad Holmbladsgade med op til 8 busser i timen i hver retning,« lyder det i afgørelsen.

Københavns Politi vurderer, at de fleste veje i København i virkeligheden må vurderes at have en væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling, fordi der på de fleste veje er en stor trafikmængde og mange busser i fast rutefart.

En opgørelse af politiregistreret ulykker i perioden 1. oktober 2014 til 1. oktober 2019 på Holmbladsgade, Strandlodsgade, Wittenberggade og Lergravsvej har ifølge politiet vist, at der kun har været fire uheld, hvor for høj hastighed har haft en indvirkning.

Ministeriet er dog uenig på flere punkter. 

For så vidt angår område 1, vest for Østrigsgade, vurderer ministeriet i modsætning til politiet, at der faktisk er en høj koncentration af ældre- og børneinstitutioner. 

»Hvorvidt der i øvrigt måtte findes andre områder i nærheden med samme høje koncentration af ældre- og børneinstitutioner har ikke betydning for vurderingen af, hvorvidt en konkret strækning eller område opfylder betingelserne i bekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt. Det er således Transport- og Boligministeriets opfattelse, at betingelser i bekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt. er opfyldt for område 1, vest for Østrigsgade«.

Ikke væsentlig betydning for trafikken

Ifølge bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser § 6, stk. 1, 2. pkt., gælder 1. pkt., dog ikke for vejstrækninger, der har væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling. 

Her er Transportministeriet også uenig med politiet, da “ingen af de vejstrækninger, der er omfattet af område 1, vest for Østrigsgade”, ifølge ministeriet kan karakteriseres som vejstrækninger med væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling. 

Transport- og Boligministeriets vurderer, at vejstrækninger med væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling er veje med større trafikmængder og overvejende gennemkørende trafik. 

»Det kan f.eks. være højt prioriterede kommuneveje eller veje, der fungere som prioriteret rute for tung trafik. I Holmbladgade Kvarteret er det kun fordelingsgaden Vermlandsga- de/Østrigsgade, der har væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling. De resterende gader i område 1, vest for Østrigsgade, har karakter af lokalveje eller bydelsgader. Vermlandsgade/Østrigsgade er ikke omfattet af Københavns Kommunes ansøgning om etablering af en hastighedsbegrænsning på 40 km i timen i Holmbladsgade Kvarteret«.

Samtidig mener ministeriet ikke, at zonen i område 1 overskrider de størrelses- og afstandsmæssige krav i bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning, hvorfor der godt kan etableres en hastighedszone, hvor hastighedsgrænsen nedsættes til 40 km i timen.

Øst for Østrigsgade, det såkaldte område 2, er koncentrationen af ældre- og børneinstitutioner ikke tilstrækkelig til at etablere en hastighedsbegrænsning for området med hjemmel i bekendtgørelsen om lokale hastighedsgrænser § 6, stk. 1, 1. pkt. Etablering af en hastighedsbegrænsning i område 2, øst for Østrigsgade, vil derfor alene kunne ske med hjemmel i bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Uheld er ikke afgørende

Her lyder det så fra ministeriet, at det ikke er afgørende, om strækningen eller området i særlig grad er belastet af uheld, hvor for høj hastighed har været en væsentlig ulykkesfaktor, som ellers synes at være politiets argument. 

»Dette forhold kan naturligvis indgå som et moment i den konkrete vurdering, men der er i henhold til bekendtgørelsens § 6, stk. 2, ikke tale om et moment, der skal indgå med en mere tungtvejende vægt i forhold til andre relevante momenter. Der vil således skulle foretages en mere helhedsorienteret vurdering af den trafiksikkerhedsmæssige og trafikale situation for den pågældende strækning eller område«.

Og Transport- og Boligministeriets mener så, at der faktisk er væsentlige trafiksikkerhedsmæssige hensyn, der taler for at nedsætte hastighedsgrænsen til 40 km i timen i område 2, øst for Østrigsgade. 

Her lægges der især vægt på, at vejenes udformning og anvendelse ofte medfører dårlige oversigtsforhold for trafikanterne på grund af mange parkerede biler og inventar.

Samtidig overskrider zonen i område 2, øst for Østrigsgade, ikke de størrelses- og afstandsmæssige krav i bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning § 140, stk. 4, vurderer ministeriet.