Holo-direktør: Med teknologien i førersædet vil færre dø i trafikken

Det er alarmerende, at antallet af tilskadekomne og dræbte i hovedstadens trafik er opadgående. Tiden er inde til at gå nye veje for at få sikret vejene, skriver Holos direktør Peter Sorgenfrei i dagens synspunkt.
Brødtekst

Trafikken i København er massiv. El-løbehjul, cykler, varevogne, tungtlæssede lastbiler, barnevogne, busser og personbiler i konstant bevægelse. Overvældende for de uindviede, uigennemtrængelig i myldretiden og desværre også tiltagende usikker at bevæge sig ud i. Den nedslående statistik for 2018 viser, at 496 personer kom til skade, og 7 personer mistede livet i den københavnske trafik.

Det lyder måske ikke som store tal, men det er 33 procent flere end året før. Og det er tal, som burde falde - ikke stige.

Teknologi skal vende udviklingen

Vi er kommet langt med adfærdsregulerende tiltag, såsom klip i kørekortet for brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel, skrappe konsekvenser for kørsel under påvirket tilstand og fordobling af bøder ved hastighedsovertrædelser ved vejarbejder. Samtidig er byens kollektive transporttilbud blevet styrket med bl.a. åbningen af Metro Cityringen, og supercykelstier har gjort det mere attraktivt at pendle på to hjul. Alle vigtige og nødvendige tiltag. Men i lyset af de nye tal må vi erkende, at der skal mere til. Jeg vil hævde, at det er teknologiens vej, vi skal slå ind på for at vende udviklingen hurtigt.

Der eksisterer allerede i dag teknologier, der kan gøre det sikrere for alle at færdes i trafikken. De fleste moderne biler fås med blindvinkelsindikatorer i sidespejlene, automatisk nedbremsning og systemer, der beder føreren om at være mere opmærksom, hvis han eller hun kigger for meget ned (på deres telefon).

Desværre er de mange sikkerhedsteknologier forbeholdt nye og nogle gange dyrere personbiler. Alle de bilister, der kører i ældre biler, eller som af den ene eller anden årsag har erhvervet sig en mindre bil uden omfattende udstyrspakker, nyder i dag ikke godt af de teknologiske landvindinger. Det kan derfor undre, at ikke alle politikere bakker entydigt op om afgiftsfri sikkerhedsteknologi eller reduktion af afgifter på de sikreste køretøjer, så der trods alt kommer sikrere biler på gaden i takt med, at bilparken udskiftes.

Overflødig chauffør

Men vi kan også forestille os en endnu mere sikker fremtid. En fremtid, hvor føreren er helt overflødig, fordi en altid årvågen og upåvirkelig software styrer køretøjet. Det er netop føreren, der oftest er skyld i færdselsulykker i dag. Omkring 92 procent af alle trafikulykker skyldes menneskelige fejl.

Der er derfor meget at vinde, hvis vi sætter teknologien i førersædet.

Nævnte firmaer

Om Holo
  • Holo er Europas førende operatør af selvkørende løsninger. Firmaet var tidligere kendt under navnet Autonomous Mobility. 
  • Holo har kørt med over 30.000 passagerer.
  • Selskabet drifter i øjeblikket pilotprojekter i Göteborg, Oslo og Tallinn.
  • De danske pilotprojekter i bl.a. Aalborg Øst og Nordhavn afventer endelig godkendelse fra myndighederne.
  • Holo blev grundlagt i 2016, har hovedsæde i Danmark og har 52 ansatte.

Kilde: Holo