Her er de mest solgte elbiler i Danmark: Ét mærke skiller sig ud

1,6 procent af den danske bilbestand er nu elbiler. Og særligt ét bilmærke har domineret salget indtil nu. Men hvor sikkert sidder denne bilproducent på tronen?
Brødtekst

Mere end 100.000 af bilerne i den danske vognpark kan nu sættes i en stikkontakt.

Størstedelen er dog de såkaldte opladelige hybridbiler, plug-in hybrids, mens 44.000 er batteri-elbiler, Battery Electric Vehicles (BEV), eller kort og godt elbiler.

En ny liste, udarbejdet af De Danske Bilimportører, viser, hvilke biler de danske købere har foretrukket indtil videre. 

Særligt én bilproducent har domineret salget, siden de første moderne elbiler kom på markedet i starten af forrige årti. For nok har der eksisteret elbiler i over 100 år, men først for nylig begyndte vi også at købe dem.

Amerikanske Tesla udgør ifølge listen alene en fjerdedel af den samlede elbilbestand, med modellerne Model 3 og Model S på henholdsvis første- og andenpladsen.

Tesla var den første “rigtige” elbil

Tallene sætter en tyk streg under, at Tesla, som endnu er en meget ny bilproducent, og som har satset udelukkende på elbil-produktion, har sat konkurrenterne skakmat i de senere år, vurderer chefkonsulent i FDM Ilyas Dogru.

Strategien har fra starten været at introducere de mere luksuriøse bilmodeller først, for på den måde at kunne tilbyde mest mulig rækkevidde og teknologi. 

»Tesla har jo for alvor været first movers. Dels på grund af Model S, som kom på markedet før mange andre (2013, red.), og tiltalte både dem, som gik op i klima, men også de teknologi-elskende og økonomisk bevidste forbrugere. Teslas go-to-market-strategi var også at tale til den gruppe bilkøbere, som havde råd til Model S,« siger han.

Da bilen dengang blev solgt uden registreringsafgift, startede den ved lidt over 500.000 kroner, med en rækkevidde på 370 kilometer og opefter, og med adgang til Teslas egne ladestandere, Superchargers, som indtil 2017 var gratis at benytte.

Udsigten til at afgiftsfritagelsen ville forsvinde, var stærkt medvirkende til, at Tesla blev det mest solgte bilmærke i december 2015, med 1248 eksemplarer.

Forinden havde dagbladet Politikens klimaredaktør skrevet, i en meget omtalt artikel, at du (som skatteyder) betaler for din nabos Tesla, fordi afgiftsfritagelsen på elbiler især kom de velstillede, som havde råd til en Tesla, til gode.

Og pludselig gik der politik i sagen, som man siger, og den afgiftsfritagelse for elbiler, som havde været gældende siden 1983, blev afskaffet fra 1. januar 2016.

Men selvom Model S stadig indtager andenpladsen på listen, er stjernen blandt bilkøberne, ikke mindst på brugtmarkedet, ved at falme en smule, siger Jan Lang, analytiker hos brugtbilsportalen Bilbasen.

Markant foran konkurrenterne

Blandt Tesla-køberne flokkes man i stedet om Model 3, Danmarks mest solgte elbil nogensinde, som indtil videre er solgt i næsten 8000 eksemplarer. 

»En Model 3 er typisk til salg hos os i mindre end 14 dage, og ser du alene på sidevisninger, bliver en Model 3 vist 10 gange mere end en Volkswagen Passat (VW’s flagskib, red.). Så Tesla har stadig en særstatus i al almindelighed,« siger Jan Lang.      

Teslas mindste model har spillet rollen som bilproducentens folkelige bil, som kom til en skarp pris, og med billig adgang til selskabets Superchargers, hvorfor det er helt naturligt, at Tesla ligger i toppen, mener Ilyas Dogru. 

»Tesla er jo markant foran andre bilmærker, hvad angår software- og batteriteknologi, og ikke mindst lademuligheder. Derudover er Model S blevet dyrere med diverse afgiftsomlægninger, mens Model 3 har været nogenlunde fri, og derfor er det storsælgeren for mærket«.

En Model 3 er også med de nuværende afgifter under grænsen for, hvornår der skal betales registreringsafgift på elbiler.

Men tronen kan snart begynde at vakle.

Den relativt nye Volkswagen ID3, selskabets første rigtige elbil, som først kom på markedet forrige år, indtager allerede nu fjerdepladsen over de mest solgte nogensinde med 3.093 solgte eksemplarer, hvilket overrasker Ilyas Dogru.

Og den større model, Volkswagen ID4, som lige er kommet på markedet, har også flotte salgstal allerede, konstaterer han. 

FDM-chefkonsulenten har desuden store forventninger til Hyundais Ioniq 5, som lader hurtigere end de fleste elbiler på markedet, og Audi Q4 e-tron, som Ilyas Dogru mener, har en skarp pris, samt Skoda Enyaq. 

»Set fra min stol er det leveringerne, der kommer til at få betydning, da efterspørgslen efter disse biler er ekstrem stor«.

Konkurrenter presser på

Jan Lang er enig i, at Model 3 efterhånden bliver presset af VW-brødrene ID3 og ID4 og en række nye modeller på markedet. 

ID3 og ID4 fylder således også på import-markedet for brugte biler, fordi tyskerne typisk køber sine egne produkter og sælger dem bagefter for at få ret til tilskud fra den tyske stat. 

Ioniq 5 er dog den måske mest hypede bil på brugtbilmarkedet lige nu og endda mere hypet end Tesla Model 3. Den tegner til at blive noget særligt, mener Jan Lang. 

»Den har en pris og nogle nøgletal, der sender den foran konkurrenterne, og størrelsesmæssigt overgår den faktisk en Passat«. 

Ioniq 5 bliver solgt med 481 kilometer rækkevidde som standard, for under 400.000 kroner,  og så er den udstyret med den særlige 800-volts ladeteknologi, der kan tage imod over 200 kW, og som ifølge producenten betyder, at den kan lade fra 10-80 procent på kun 18 minutter.

Indtil videre har markedet for elbiler i Danmark været domineret af de dyre modeller, og bilkøberne har generelt været indstillet på at skulle spæde betragteligt mere til, når de skulle sikre nøglerne til en elbil. Når vi køber diesel- og benzinbiler fra ny, koster de cirka 250.000 i gennemsnit. Når vi køber elbiler, som kan det samme, koster de i hvert 350.000 til 380.000 kroner, vurderer Jan Lang.

»Danskerne, og det ved vi fra undersøgelsen, 'Sådan køber danskerne bil', er langt mindre prisfølsomme, når det handler om elbiler og til dels plug-in hybridbiler. De første købere af Model S brugte omkring 650.000 kroner i 2013-2014. Deres bilbudget havde ellers tidligere været under 300.000 kroner,« siger Jan Lang.

Faldende priser 

Priserne på elbiler falder dog alt andet lige, fordi der kommer større konkurrence på det Tesla-dominerede marked, og fordi produktionskapaciteten øges massivt. Der vil forventeligt ske det samme, som der sker med de konventionelle biler, at der kommer konkurrence mellem bilklasserne, så priserne presses nede fra og op.

Bilproducenterne presser også hinanden på, hvad der forventes af en bils rækkevidde. Som et eksempel nævner Jan Lang bilproducenten Polestar, som netop har sendt en ny version af sin Polestar 2-model på gaden, med en rækkevidde på knap 500 kilometer, knap 100 kilometer mere end den intromodel, der var blevet introduceret tidligere. 

»Det er derfor, at modeller som Ioniq 5 er så interessante, fordi de kan levere lang rækkevidde, hurtig ladetid og forholdsvis lave priser. Og hvordan skal konkurrenterne reagere på det? Det bliver de jo nødt til at leve op til. ID4 bliver også nu løbende opdateret med ny software, så der pludselig kan presses flere og flere kilometer ud af batteriet«.

Prøv MobilityTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her
Top 50 over de mest solgte elbiler 2010-nu:

1 TESLA MODEL 3

7.974, 17,9% 

2 TESLA MODEL S

3.906, 8,8% 

3 RENAULT ZOE

3.826, 8,6% 

4 VOLKSWAGEN ID.3

3.093, 7,0% 

5 NISSAN LEAF

2.911, 6,5% 

6 HYUNDAI KONA

2.591, 5,8% 

7 VOLKSWAGEN ID.4

1.883, 4,2% 

8 BMW I3

1.568 3,5% 

9 KIA NIRO

1.534, 3,4% 

10 VOLKSWAGEN UP!

1.084, 2,4% 

11 AUDI E-TRON

891, 2,0% 

12 VOLKSWAGEN GOLF

839, 1,9% 

13 HYUNDAI IONIQ

771, 1,7% 

14 AUDI Q4

725, 1,6% 

15 SKODA ENYAQ iV

593, 1,3% 

16 SEAT MII

585, 1,3% 

17 FIAT 500

538, 1,2% 

18 PEUGEOT 208

517, 1,2% 

19 MERCEDES-BENZ EQC

511, 1,1% 

20 TESLA MODEL Y

510, 1,1% 

21 TESLA MODEL X

502, 1,1% 

22 PORSCHE TAYCAN

501, 1,1% 

23 FORD MUSTANG MACH-E

469, 1,1% 

24 MG ZS

440, 1,0% 

25 MINI 3-DØRS

432, 1,0% 

26 PEUGEOT 2008

417, 0,9% 

27 MERCEDES-BENZ EQA

412, 0,9% 

28 NISSAN NV200

331, 0,7% 

29 RENAULT FLUENCE

297, 0,7% 

30 MAZDA MX-30

289, 0,6% 

31 HYUNDAI IONIQ 5

276, 0,6% 

32 POLESTAR 2

276, 0,6% 

33 JAGUAR I-PACE

263, 0,6% 

34 PEUGEOT ION

228, 0,5% 

35 CITROEN C-ZERO

214, 0,5% 

36 BMW iX3

201, 0,5% 

37 CITROEN C4

167, 0,4% 

38 KIA SOUL

160, 0,4% 

39 OPEL CORSA

125, 0,3% 

40 AIWAYS U5

124, 0,3% 

41 POLARIS RANGER

123, 0,3% 

42 MITSUBISHI I-MIEV

122, 0,3% 

43 OPEL MOKKA

102, 0,2% 

44 SKODA CITIGO

100, 0,2% 

45 MAXUS EUNIQ

95, 0,2% 

46 GARIA MONACO 2+2

94, 0,2% 

47 HONDA E

84, 0,2% 

48 MERCEDES-BENZ EQV

83, 0,2% 

49 AUDI E-TRON GT

58, 0,1% 

50 GARIA MONACO

56, 0,1%

Kilde: Nyregistreringer 1. januar 2010 til 21. september 2021, De Danske Bilimportører