Farten skal ned i byerne – men hvor og hvordan?

For tiden er der i flere kommuner stor fokus på at sætte fartgrænserne ned i byerne. Nogle politikere foreslår, at politiet ikke længere skal være med i beslutningen. Er det den rigtige vej at gå, spørger adm. direktør for Rådet for Sikker Trafik, Mogens Kjærgaard Møller.
Brødtekst

For høj fart er skyld i alt for mange trafikulykker, og antallet af biler og bilernes fart skaber både støj og forurening i mange byer. Derfor giver det rigtig god mening, at man i Europa og i Danmark kigger kritisk på, hvordan fremtidens byer skal indrettes, så vores byer bliver både mere trygge, sikre og sundere at færdes i.

I øjeblikket foreslår flere kommuner, at man af hensyn til trafiksikkerheden bør sænke fartgrænsen i byerne til højst 40 km/t. I samme åndedrag har der været forslag fremme om, at det fremover kun skal være kommunen, der skal kunne træffe den beslutning uden at inddrage politiet, som loven kræver i dag. 

Det er absolut relevant at se på, om man bør sænke hastighedsgrænsen i by- og boligområder, hvor der færdes mange mennesker til fods og på cykel, og hvor farten både skaber utryghed og er skyld i ulykker eller alvorlige skader. Det giver rigtig god mening. Men der vil også være veje i byerne, hvor det ikke giver den store mening at sænke fartgrænsen – i hvert fald ikke ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt. 

Hvem skal fartgrænserne give mening for?

Så et helt generelt krav om at nedsættelse af hastighedsgrænserne til max 40 km/t. inden for byområder forekommer meget drastisk – i alle tilfælde vurderet ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt perspektiv.

Forestil dig for eksempel at du kører på en flersporet ringvej i Aarhus eller på en stor og flersporet indfaldsvej i København, hvor der ikke er gående og cyklister. Der må man i dag lovligt køre fx 50, 60 eller 70 km/t., uden at det giver nogle trafiksikkerhedsmæssige problemer. Hvis man også sænker hastighedsgrænsen på de veje til højst 40 km/t., så vil man fremover skulle give bøder til bilister, der ved en fejl kommer til at køre fx 50 km/t. på lige netop de veje, uden at de - rent trafiksikkerhedsmæssigt - har gjort noget, der er et trafiksikkerhedsmæssigt problem. 

Det mener vi ikke er rimeligt. For hvis argumentet er, at man vil sænke hastighedsgrænsen af hensyn til trafiksikkerheden, så bør man vel også kun gøre det der, hvor farten reelt udgør et problem. I hvert fald hvis man samtidig også ønsker, at fartgrænserne skal give mening for trafikanterne. 

Og det flugter i øvrigt også med den beslutning, som et stort flertal i Europa-Parlamentet for nylig har vedtaget, hvor Parlamentet foreslår at sænke fartgrænsen til 30 km/t. i flere europæiske byer, men – og det er en vigtig pointe i forslaget – kun ”i beboelsesområder, samt i områder med mange cyklister og fodgængere.”

Hvem skal være inden over beslutningen?

Og når man går i gang med at kigge kritisk på fartgrænserne, så mener vi, at det er vigtigt, at politiet stadig er med i det arbejde. For betydningen af samarbejdet mellem politi, kommuner og andre myndigheder og organisationer har historisk set haft en enorm betydning for de resultater, der er skabt på det trafiksikkerhedsmæssige område. 

At Danmark er et foregangsland på trafiksikkerhedsfronten i Europa, er ikke mindst også et udslag af netop dette forbilledlige tværsektionelle samarbejde. Samarbejdet betyder, at man kommer hele vejen rundt og får taget alle de hensyn, der bør tages, når man vil beslutte, om en fartgrænse skal hæves eller sænkes. Og det samarbejde, må vi ikke glemme, har ført til, at vi i dag har en trafik, der er markant mere sikker, end den var for blot få årtier siden, og som har gjort Danmark til et af de mest trafiksikre lande i Europa. Og politiet er en væsentlig aktør i dette samarbejde, og at skrive dem ”ud af ligningen” – som det er foreslået i nogle kommuner - forekommer ikke rigtigt eller hensigtsmæssigt. 

Jeg anerkender fuldt ud, at der også kan være andre hensyn såsom miljø og støj, når vi taler om fartgrænser. Men ser man isoleret på trafiksikkerheden – som er det argument, der er brugt i mange byer til at sænke fartgrænsen – så giver det ikke altid mening at sænke fartgrænsen i hele byer eller store byområder. Det bør i stedet gøres på de veje, hvor farten er et problem. Også ud fra tankegangen om, at når vi vil straffe borgere og trafikanter, så skal det også opleves som rimeligt og retfærdigt for den, der skal have en plet på straffeattesten.

Så lad os udnytte fartgrænserne på en intelligent måde og på en måde, som giver mening, respekt og dermed øger viljen til også at overholde og respektere de gældende fartgrænser.