Elbilforening: Clevers prisstigninger er urimelige

31. maj 2022 kl. 13:361
Frederiksberg, elbil, ladestander
Illustration: Christian Grunert Rantorp.
Clever har ikke uden videre ret til at lade sine priser stige som følge af forhøjede indkøbspriser på strøm, lyder det fra elbilforening, som har indhentet advokatundersøgelse.
Artiklen er ældre end 30 dage

En af de allerstørste leverandører af strøm til opladning af elbiler Clever har bebudet prisstigninger. Det sker med virkning fra 1. juni, som er onsdag i denne uge.

Men selskabet, som mange danske elbilister har valgt til at tage levere en ladeløsning i egen carport, kan ikke uden videre indføre et energitillæg, som selskabet kalder prisstigningerne.

Det mener elbilforeningen FDEL, som har fået en advokat til at undersøge Clevers vilkår. Og konklusionen er, ifølge Håkonsson Advokater, som har foretaget undersøgelsen, at Clevers generelle vilkår for forbrugere “ikke indeholder et klart vilkår om, at priserne kan stige som følge af forhøjede indkøbspriser på strøm”.

De dele af vilkårene, der vedrører prisændringer til ugunst for kunderne, er efter Håkonsson Advokaters opfattelse, “på dette punkt særdeles uklare og indeholder fortolkningsmomenter, der taler både for og imod berettigelsen af det såkaldte energitillæg.”

Urimeligt for bilister, der primært lader hjemme

Elbilforeningens forperson Christian Nolsøe Nielsen har forståelse for prisstigninger, set i lyset af den situation, verden befinder sig i pt., men størrelsen på det såkaldte energitillægget fra Clever er urimelig for de elbilister, der primært lader hjemme og ikke har et særlig stort kørselsbehov, mener han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvis man kun lader op om natten, vil udgiften til 250 kWh være ca. 500 kr. Afhængig af forholdene svarer 250 kWh til 1.000-1.200 km. Hvis man ikke kører mere end det, skal man betale mere end det dobbelte med Clevers nye priser. En del af den betaling må skulle retfærdiggøres af, at man har adgang til et stort ladenetværk, men hvis man stort set kun lader op hjemme, er det jo ikke så interessant for den enkelte,« siger han.

Elbilforeningen henviser til, at Clever har et såkaldt “Mini”-abonnement, som inkluderer 120 kWh pr. måned for 449 kr. om måneden inkl. energitillæg. Det er således også omkring det dobbelte af udgiften til strøm.

Foreningen opfordrer derfor Clever til at fjerne - eller i hvert fald reducere - energitillægget for de elbilister, der har et mindre forbrug, på under 300 kWh pr. måned.

Foreslår nyt abonnement

En anden måde, Clever ifølge FDEL kan give “rimelige” vilkår til elbilister, der primært lader op hjemme, er ved at tilbyde et helt nyt produkt, som primært består i at formidle afgiftsrefusion for abonnenternes hjemmeopladning og leje af ladeboks.

Det indebærer således en stor udgift at udskifte Clevers ladeboks med en ny, hvis man vil skifte selskab som følge af prisstigningerne. FDEL vurderer derfor, at mange af foreningens medlemmer vil foretrække at fortsætte med at leje deres ladeboks fra Clever, hvis Clever begynder at tilbyde at formidle afgiftsrefusion, lyder fra FDEL

»Vi foreslår helt konkret, at Clever tilbyder et abonnement på eksempelvis 100 kr. om måneden, som inkluderer leje af ladeboks, formidling af afgiftsrefusion og adgang til ad hoc-opladning med en attraktiv pris pr. kWh på Clevers netværk,« siger Christian Nolsøe Nielsen.

Elbilforeningen har sendt forslaget til Clever, da foreningen håber, at der kan etableres en konstruktiv dialog med ladeoperatøren.

Clever: Vi har ret til at hæve priser 

Clevers PR-chef Emilie Linders skriver i en mail til MobilityTech, at Clever selv oplever, at man har gjort, hvad man kunne for at tilbyde alle sine kunder flere muligheder “i denne ekstraordinære situation med de historisk høje energipriser”. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Derfor har de (kunderne, red.) frem til den 31. maj 2022 kunnet stille deres abonnement i bero, konvertere abonnementet eller opsige det helt. Samtidig tager vi den største del af udgiften, så vi fortsat kan udrulle rigelig, relevant og fuld tilgængelig opladning på tværs af Danmark,« siger Emilie Linders. 

Clever mener selv, at selskabet er i sin gode ret til at ændre i vilkårene som følge af forhøjede omkostninger, og det fremgår således af aftalevilkårene, lyder det. 

»Det holder vi fast i, og generelt har vi oplevet forståelse fra vores kunder for energitillægget og de valgmuligheder, vi har tilbudt vores kunder. Vi er naturligvis interesserede i at gå i konstruktiv dialog med FDEL«.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
31. maj 2022 kl. 18:14

Det er jo åbenlyst at disse ladeoperatører er en håbløs konstruktion. De har blot øjnet en chance, da politikerne ikke har evnet at finde på en vej, som giver lademuligheder på fornuftig vis. Nu er løsningen ikke særlige svær at få øje på. Man skal bare lave ladestationer lige som man har tankstationer. Ideen om at lave lade p-pladser er en tåbelig og håbløs ide. En hver der kender lidt til køsystemer ved at have resurse bindinger, er det værste man kan have. Lige nu er ca. 130.000 biler registreret i Købehavn. Prøv at forestille sig hvor mange lader p-pladser der skal være fordi der er ressource bindinger. De 2000 pladser der tales om lige nu kommer aldrig til at slå til og ideen om at man ikke må parkere længere end 3 timer, vil jo give en masse spildtid, når bilejer skal holde flytteleg hen over dagen flere gange. Men lige nu er det operatørernes hede drømme der går i opfyldelse.