Byplanlægger: »Vi bygger parcelhuse, som ikke kan betjenes kollektivt, og som skaber et behov for flere veje«

Foto : Dansk Byplanlaboratorium

Byplanlægger: »Vi bygger parcelhuse, som ikke kan betjenes kollektivt, og som skaber et behov for flere veje«

Vores behov for at køre i bil stiger og stiger, og det har blandt andet noget at gøre med, at kommunerne har for frie tøjler til at placere nybyggeri, mener direktør for Dansk Byplanlaboratorium.
Brødtekst

At bilerne er blevet mere attraktive for os danskere, skyldes måske ikke (kun), at de er blevet billigere, og at de har fået flere og bedre veje at køre på. Problemet er også dårlig planlægning, påpeger Ellen Højgaard, som er direktør for Dansk Byplanlaboratorium, som er en uafhængig institution med fokus på byplanlægning.

På konferencen Fremtidens Transport, som løb af stablen i forrige måned, holdt hun et oplæg med titlen “Byplanlægningens bidrag til vores klimaaftryk”, hvor hendes primære pointe var, at staten kan være med til at begrænse CO2-udledningen ved at spille en større rolle i den lokale byplanlægning. 

Ellers har kommunerne frit spil til fortsat at bygge uden at skulle have fokus på mobilitet og bæredygtighed.  

»Der er ingen tvivl om, at mobilitet og byplanlægning hænger sammen. Rigtig tæt sammen endda. Og jeg er også sikker på, at vi med planlægning kan få flyttet nogle personer fra vejtransporten og over i kollektive løsninger,« lød det fra Ellen Højgaard. 

For vi har allerede en hel del kollektiv transport, siger hun. Men vi udnytter den bare ikke godt nok, og vores bystruktur er ikke god nok, da vi ikke planlægger rationelt. 

Byplanlægning og transport hænger sammen

Derfor skal vi planlægge vores overordnede bystruktur, så nybyggeri placeres, hvor det er klogt i forhold til transporten. 

»I øjeblikket er der alt for stor rummelighed. Vi kan bygge stort set overalt, for det har været mantraet, at der skal være rummelighed og mulighed for, at borgmestrene selv kan bestemme, hvor de vil bygge. I øjeblikket bygges der en hel del parcelhusbyggerier rundt omkring, som ikke kan betjenes kollektivt, men som tværtimod skaber et behov for flere veje,« siger Ellen Højgaard, som frygter, at der sker det, man kalder urban sprawl, hvor byerne udvises med hastige skridt, og hvor beboerne bliver stadigt mere afhængige af egen bil. 

På konferencen henviste Ellen Højgaard desuden til en debat, mellem fondens formand, Jes Møller, og Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn, og spørgsmålet om placeringen af den nye Fælledby, hvor hendes pointe var, at rationel og bæredygtig byplanlægning ikke er et spørgsmål om at skulle vælge mellem den såkaldte Manhattan eller Dallas-tilgang.

»Der er en tredje vej, hvor det ikke behøver være som Manhattan, hvor vi går på kompromis med grønne områder for at kunne bygge tæt, eller Dallas, hvor det hele flyder ud, og vi skal bruge en masse CO2 for at transportere os. En tredje vej kan være knudepunkter. Det har vi arbejdet med, eksempelvis med fingerplanen, og vores holdning er, at, ja, vi skal bygge mere i København, men vi skal også bygge mere i blandt andet vores købstæder, hvor vi kan få mere kvalitet og få flere til at tage den kollektive transport«.

Det er således ikke bare materialer, der kan genbruges. Vi kan også genbruge hele bykvarterer, i stedet for at udvikle ny by hele tiden, som skaber behov for flere veje. 

Ifølge Ellen Højsgaard er den grænseløse by dog allerede en realitet. Vi er gået fra, illustreret med ægget, en bykerne med en ring rundt om, som vi opholder os indenfor, mens der udenfor er landbrug, til senere et spejlæg, med et bycentrum, hvorfra byen breder sig ud i forstæder. 

»Det vi ser i dag er byen illustreret som røræg, med en struktur der består af mange små knudepunkter, med intet særligt hierarki. Folk pendler fra det ene knudepunkt til det andet. Og byerne spreder sig ud over det hele«.

Regioner og stat må tage styring 

Problemet er konkurrencen mellem byerne. Samtidig med at vi pendler mere og mere, forsøger de enkelte byer og kommuner at positionere sig på landkortet, ved at bygge så meget som muligt, skabe flere arbejdspladser og boliger. Nogle kommuner bliver bostedskommuner, mens andre bliver erhvervskommuner, hvilket skaber en yderligere transport mellem byerne og øger oplandene. Nu gælder det om at sætte sin by på landkortet.

Ellen Højgaard mener, at Danmark siden den seneste kommunalreform har haft stærke kommuner på planområdet, men i modsætning til, hvad der blev lovet med reformen, har staten ikke været særlig stærk. 

»Den overlader byplanlægningen til kommunerne. Jeg ville gerne have en stat, der tog stilling til, hvor udviklingen skulle ske, vurderet ud fra hvor det ville være mest bæredygtigt, ved at udpege de knudepunkter, som er mest rationelle. Det er en gammeldags tankegang, hvor kommunerne ikke længere vil være i konkurrence med hinanden«. 

For det betyder noget, hvor vi bygger vores by, påpeger hun, og i øjeblikket bliver der ikke taget stilling til det. Tværtimod har hver kommune sin plan. 

»Bliver det ikke styret regionalt eller fra statsligt hold, så kan det ikke styres, og så vil vi se en øget transport eller pendling«.