Brancheforening med opfordring til regeringen: Find inspiration på de tyske veje

Danmark kan ikke nøjes med at implementere EU’s minimumslovgivning på én ladestander pr. 20 parkeringspladser, skriver Simon O. Rasmussen, underdirektør i brancheforeningen Tekniq Arbejdsgiverne, i dette synspunkt.
Brødtekst

Den tyske regering har lagt sig i overhalingsbanen og ønsker en million offentligt tilgængelige ladestandere inden 2030. Det skal være med til at gøre det mere attraktivt at investere i en elbil og sikre, at man har let adgang til opladning, også når man er væk hjemmefra.

Regeringen kan med fordel kigge mod Tyskland og sine tyske kolleger, når den skal indfri de store grønne ambitioner og sikre en mere miljøvenlig transportsektor.

Den tyske regering har nemlig en ambition om, at der i 2030 skal køre 10 millioner elbiler på de tyske veje, og kansler Angela Merkel har erkendt, at en vigtig forudsætning for at kunne nå dette mål er, at ladeinfrastrukturen er på plads. 

Derfor har man besluttet, at der inden 2030 skal etableres 1 mio. offentligt tilgængelige ladestandere – som supplement til de ladestandere, borgerne selv installerer ved deres hjem.

Tysk handlekraft

Med beslutningen viser den tyske regering handlekraft og forsøger samtidig at håndtere en af de barrierer, vi ved, der er i forhold til udbredelsen af elbiler. For hvem har lyst til at investere i en elbil, hvis ikke man kan føle sig sikker på, at der er mulighed for at få den opladet, når man er væk hjemme fra.

I disse tilfælde vil mange bilkøbere utvivlsomt udskyde skiftet til el og i stedet vælge en almindelig benzin- eller dieselbil, hvor det er let at få fyldt tanken op. 

Det er dog tilsyneladende ikke en logik, der bider på de danske politikere. I hvert fald lægger den danske regering op til, at Danmark blot skal implementere EU’s minimumslovgivning på én ladestander pr. 20 parkeringspladser.

Det er ganske enkelt ikke nok, hvis vi skal nå målene for en grøn vejtransport. Danske politikere skal gå mere ambitiøst til værks, hvis de vil leve op til egne ambitioner om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030