Der mangler politisk mod til at tale om road pricing på nationalt niveau igen

Vi er nødt til at se på, hvordan vi får udnyttet vores infrastruktur bedre, og særligt hvordan vi kan beskytte vores kollektive trafik, skriver afdelingschef for Plan og trafik i Cowi Michael Knørr Skov.
Brødtekst

På MobilityTech har vi spurgt en række toneangivende debattører indenfor transport- og mobilitetsbranchen, om de vil dele deres forventninger til det nye år.

Denne gang er turen kommet til afdelingschef for Plan og trafik i Cowi Michael Knørr Skov.

Hvad talte vi for lidt om i 2020?

»Transportefterspørgsel og samarbejdet i og på tværs af sektorer. I Danmark er vi heldigvis dygtige til at analysere og designe nyt og forbedret transportudbud: Bedre stier, veje og kollektive trafikforbindelser. Og vi kunne være meget bedre til at udnytte infrastrukturen og til samarbejdet mellem transportformer og særligt mellem byudvikling og transport. Så lad os gerne få dette med i den kommende nationale mobilitetsplan«. 

Hvad er den vigtigste dagsorden i 2021 set fra din stol?

»At få landet en bred og langsigtet mobilitetsplan for Danmark. Det skal være en rigtig plan med en klar politisk vision, gode projekter og ideer til hvordan der skal samarbejdes om at understøtte landets økonomi, grøn omstilling og høj mobilitet for borgere og virksomheder. Den gode plan er således meget mere end blot en liste med nye infrastrukturprojekter«.

Hvad kommer vi (forhåbentlig) til at tale meget mere om i 2021?

»Jeg vil ønske, at der var politisk mod til at tale om road pricing på nationalt niveau igen. Det er lanceret i den grønne aftale som et forsøg, og jeg mener godt, at vi kan være mere ambitiøse. Uanset hvad, så er vi nødt til at se på, hvordan vi får udnyttet vores infrastruktur bedre, og særligt hvordan vi kan beskytte vores kollektive trafik. Der kan også med fordel træffes en klar beslutning på trafikmodel-området, så vi får åbnet værktøjskassen til at belyse trafikprojekter: Danmark trænger til et mere standardiseret modelværktøj, som flere kan bruge, og hvor pengene bruges på at regne på trafikprojekter i stedet for på at programmere selve værktøjet«.

Hvilke forventninger har du til den nye, 10-årige infrastrukturplan, “En grøn mobilitetsplan”?

»Først og fremmest, at den anviser løsninger på den grønne omstilling og på trængselsproblematikken på vejene – herunder at både kollektiv trafik og cykeltrafik er en væsentlig del af løsningen i de større byer. Planen skal favne alle transportmidler og se på samarbejdet mellem vejområdet og den kollektive trafik. Jeg mener også, det er vigtigt, at planen doseres løbende over de kommende 10 år, så embedsværk, entreprenører og rådgivere har optimale betingelser for at levere høj kvalitet i analyser og løsninger«.

Hvilke forventninger har du Anders Eldrup-kommissionens næste delrapport, som blandt andet vil fokusere på ladeinfrastruktur til elbilerne?

»Jeg har gode forventninger til, at kommissionens anbefalinger bliver toneangivende. Den første rapport var solid og formidlet med sund realisme, og på den måde en god hjælp til de politiske beslutningstagere om at få sat en kurs i retning af elektrificering på person- og varebilområdet. Jeg er indholdsmæssigt mest spændt på balancen mellem henholdsvis den private og offentlige indsats i at etablere ladeinfrastrukturen. Og så håber jeg, at vi formår at bevare forståelsen af, at der er forskel på fossilfri og emissionsfri. De fossilfrie løsninger leveres også med grønt produceret brint, methanol, ammoniak  - den rene elektrificering er ikke nødvendigvis den bedste løsning for eksempelvis den tunge trafik«.

Hvordan vil du vurdere transportminister Benny Engelbrechts indsats indtil nu?

»Det er en kompliceret politisk opgave at lande en stor og langsigtet national aftale på transportområdet. Transportministeren har en god læsning af problemstillingerne med den grønne omstilling, trængslen, den kollektive trafik og sundhedsaspekterne ved blandt andet trafikstøj. Jeg ville ønske, at der var mere fart på handlingerne, og at der blev sat en bredt favnende proces op for at give den nationale mobilitetsplan et inkluderende liv blandt branchens store aktører. Det kan bestemt nås endnu, så hermed mit nytårsønske til transportministeren«.