Plug-in-hybrid lader op ved en af Clevers offentlige ladestandere på Østerbro i København.
Plug-in-hybrid lader op ved en af Clevers offentlige ladestandere på Østerbro i København.

Foto : Christian Grunert Rantorp

Allerede i 2026 vil EU fratage plug-in hybrid-bilerne deres grønne stempel

Den danske regering lægger op til at støtte salget af plug-in hybrid-biler helt frem til 2030. Men ifølge EU er hybriderne kun relevante som grønne investeringer frem til 2026.

Skatteminister Morten Bødskov (S) havde svært ved at få armene ned, da ministeriet i forrige uge kunne fortælle, at 23,9 pct. af de solgte biler i første kvartal af 2021 var en såkaldt grøn bil, altså enten plug-in hybrid- eller elbiler. 

»Derfor er vi rigtig godt på vej mod vores ambitiøse målsætning om 1 mio. grønne biler på de danske veje i 2030,« lød det fra Morten Bødskov.

Men spørgsmålet er, hvor grøn en plug-in hybrid egentlig er, når der stadig køres med forbrændingsmotoren tændt med jævne mellemrum. 

Som DR kunne fortælle i forrige uge, har Europa-Kommissionen netop gjort det klart, hvad man i EU-systemet betragter som bæredygtige investeringer, “der kan bidrage mest til at opfylde EU's miljømål”.

Større krav fra 2026

Den delegerede retsakt, som blev præsenteret, vil formelt blive vedtaget i slutningen af maj, men allerede nu står det klart, at personbiler får sværere ved at kalde sig grønne i EU om bare få år.

I et appendiks til den nye retsakt fremgår det, at personbiler kun kan klassificeres som grønne og bæredygtige i EU frem mod slutningen af 2025, hvis deres CO2-emissioner “er lavere end 50 gram CO2/km”. Fra 2026 skal de grønne personbilers CO2-emissioner være lige nul. Det betyder, at plug-in hybrid-bilerne mister deres grønne stempel. 

Dermed bliver der også sat store spørgsmålstegn ved den blot fire måneder gamle politiske aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, der skulle bane vej for 775.000 såkaldt grønne biler i 2030. Der er nemlig tale om både nul- og lavemissionsbiler, hvorfor Danmark altså i modsætning til EU vil betragte plug-in hybrid-biler som værende grønne helt indtil 2030 - og give køberne af disse biler betragtelige afgiftsrabatter i en længere årrække. 

Men EU's seneste tilgang til plug-in hybrid-bilerne får ifølge DR flere af støttepartierne bag aftalen om grønne biler til at kræve aftalen genåbnet og genforhandlet. Det gælder både Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Branchechef i Dansk Elbil Alliance Lærke Flader kalder plug-in hybrid-bilerne for en “ok overgangsløsning”, men politikerne bør overveje at fjerne afgiftsfordele for hybriderne, når aftalen skal revideres, siger hun.

Jeep Juul, seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, kalder det “meningsløst” at støtte “forældet teknologi” frem til 2030.

Skatteminister Morten Bødskov mener, at der fortsat er tale om et grønt valg, når en dansker køber en plug-in hybrid-bil. Ministeren er klar til at se på aftalen igen i 2025, siger han til DR.

Som vi tidligere har beskrevet på MobilityTech, sætter flere undersøgelser store spørgsmålstegn ved, om bilerne med forbrændingsmotorer og små bnatterier er så grønne, som producenterne hævder.

Plug-in-Mitsubishi får kritik i grøn test

Senest har en test fra Green NCAP, der tester bilers miljø- og klimaaftryk, vist, at der er stor forskel på, hvor grønne disse biler er. Det europæiske testsamarbejde har haft tre plugin-hybrider med i testpuljen, hvor det bliver til mellem to og fire af de grønne stjerner.

Testen af Kia Niro, Mitsubishi Outlander og Toyota Prius viser, at selv når bilerne bliver sat i stikkontakten regelmæssigt, så er en bil som Mitsubishien med dens alt for korte rækkevidde på el og en forældet motorteknologi kun i stand til at høste to stjerner.

Euro NCAP’s formand, danske Niels Jacobsen, udtaler, at forbrugerne nemt kan foranlediges til at tro, at en plug-in er god for klimaet, hvis den bare bliver ladt op regelmæssigt, men det er ikke tilfældet med Outlanderen.

»Testen viser, at en stor og tung bil med en begrænset rækkevidde ikke giver større (grønne, red.) fordele end en konventionel bil«.

Hos FDM siger afdelingsleder i FDM’s tekniske rådgivning Lone Otto i en kommentar til undersøgelsen, at en plugin-hybrid for nogle kan være en grønnere løsning end deres nuværende bil, men det kræver, at den bruges korrekt. Som testen viser, bør man vælge en nyere model med en lang rækkevidde på el.

Prøv MobilityTech

Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her