Glem Hollywood – kom til Brædstrup

Brødtekst

I Dansk Industri er vi ikke bange for ny teknologi. Vi er bange for gammel teknologi. For den betyder, at vi går glip af de muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser, som den nye teknologi giver os.

Derfor går vi også op i, at danske virksomheder, ja, hele det danske samfund, formår at tage teknologien til sig. Det kræver, at vi har nogle oplyste dialoger med journalister, virksomheder og politikere om teknologiens potentialer og faldgruber.

Men vi må ikke forfalde til at illustrere behovet for at satse på avanceret teknologi med alt det bedste og værste fra science fiction-filmene. Ikke, at der er noget galt med science fiction. Nej, jeg er selv i privat øjemed med til at lave en podcast, der er dedikeret til, hvordan teknologi portrætteres i film og tv-serier. Men film og tv-serier er altså ikke altid den rette reference til at forklare teknologien.

Jeg havde selv tidligere på året fornøjelsen af at deltage i et tv-indslag om etiske rammer for kunstig intelligens, hvor reporterne valgte at illustrere historien med et klip med dræberrobotten T-1000 fra Terminator 2. Den slags virkelighedsfjerne illustrationer er ærligt talt ikke særlig hjælpsomme, når vi skal forklare teknologien og dens udfordringer for politikere og virksomheder.

I stedet for Terminator kan man illustrere kunstig intelligens ved at besøge Kammeradvokaten, der bruger machine learning til at læse tusindvis af sider igennem på få minutter og på den vis spare dyrebar tid.

Eller man kunne besøge ingrediensvirksomheden Chr. Hansen, der bruger kunstig intelligens til at udvikle nye ingredienser til fødevarer eller landbrugsprodukter. Ifølge Danmarks Statistik er det desværre kun 5 procent af danske virksomheder med over 10 ansatte, der bruger kunstig intelligens. Det tal løftes ikke ved at vise Terminator 2.

Det samme er tilfældet med robotter. Hvis jeg havde 10 kr., for hver gang en artikel om robotter er blevet ledsaget af en truende overskrift i stil med ”Robotterne kommer”, så var jeg en rig mand i dag. Vi kunne i stedet huske på, hvordan robotter og automatisering fjerner nedslidende og kedelige arbejdsfunktioner i vores virksomheder. Mange ved, at det er ny teknologi, som sikrer, at store danske virksomheder som Danfoss, Grundfos og Carlsberg fortsat kan producere i Danmark.

Men færre kender til den fantastiske historie om, hvordan robotter og automatisering har sikret overlevelsen for grusgraven Dansand i Brædstrup. Eller historien om, hvordan Envotherm bruger robotter til at overtage det rutineprægede og tunge arbejde.

Så lad os slå fast, at teknologi som kunstig intelligens gør ganske almindelige danske virksomheder hurtigere, dygtigere og bedre. Men kun ved at fortælle hverdagshistorierne og ikke science fiction kan vi overbevise flere virksomheder om, at de skal investere i teknologi. Og kun sådan kan vi få vores politikere til at forholde sig til den reelle teknologi og ikke forestillinger fra Hollywood.