Sønderborg bliver værtsby for IEA-konference om energieffektivisering

konference, publikum, præsentation
Illustration: kasto, BigStock. Se større version
Branchenyt17. august 2021 kl. 15:07

I 2022 skal Sønderborg være værtsby for Det Internationale Energiagentur (IEA) årlige konference om energieffektivisering. 

Det skriver Klima-, Energi - og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse. 

Konferencen giver et indblik i de tilgængelige energieffektive teknologier, som skal medvirke til at bringe verdens CO2-udledninger ned. Formålet er at samle beslutningstagere og industrien for at skabe en styrket indsats for energieffektivisering.

»Danmark er førende til at udvikle energieffektive løsninger. I Sønderborg får dansk erhvervsliv næste år mulighed for at vise verdens grønne løsninger frem, der kan inspirere store udledere til at nedbringe deres drivhusgasser. Vi har i Danmark et erhvervsliv, som allerede nu er langt med at udvikle de teknologier, vi skal bruge for at komme i mål med reduktionerne. Hvis vi for alvor skal rykke noget i forhold til klimaforandringerne på globalt plan, så er det afgørende, at vi eksporterer vores innovative danske løsninger,« siger klimaminister Dan Jørgensen.

Med visionen ‘Project Zero’ arbejder Sønderborg på at blive CO2-neutrale i 2029 gennem omstilling af energisystemet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er medarrangør af konferencen som afholdes i samarbejde med Danfoss, Dansk Industri og State of Green.

Debatten er slået fra på dette indhold