Fra 2023 indtræder European Energy ind i partnerskabet Ren Energi Lolland, der arbejder for at styrke den lokale energiomstilling og erhvervsudvikling til gavn for Lolland og resten af Danmark.
Det skriver Ren Energi Lolland i en pressemeddelelse onsdag.
I dag kommer elektriciteten i Lolland Kommune hovedsageligt fra havvind omkring øen, mens andelen af energi fra landmøller og solcelleparker er stigende. Et af målene med Ren Energi Lolland-samarbejdet er, at en større andel af energien skal nyttiggøres lokalt og derved skabe fundamentet for flere lokale arbejdspladser. Derfor indtræder European Energy nu i samarbejdet, og det vækker glæde i Lolland Kommune:
»Jeg er glad for at fortsætte partnerskabet med et strategisk sigte mod 2030 og byde European Energy velkommen i partnerskabet. Lolland kan tilbyde rammerne, som mange grønne virksomheder efterspørger, nemlig masser af vedvarende energi og politisk velvilje til at tænke i sammenhængende og cirkulære løsninger,« siger Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune, og fortsætter:
»Vi har en meget klar grøn erhvervspolitik i Lolland Kommune og ved at samle kræfterne i Ren Energi Lolland kan vi komme længere sammen. Hvis vi skal lykkes med at skabe en stærk grøn industri, skal vi tænke på tværs af sektorer og aktører. Det kræver, at nogen kan tænke systemerne sammen, facilitere dialogen og skabe tillid mellem aktørerne – og det er netop det, partnerskabet kan og skal, og som Gate 21 som sekretariat har gode kompetencer til«.
European Energy står allerede bag flere solcelle- og vindmølleparker på Lolland og har ligeledes planer om at etablere PtX-produktion på Nakskov Havn. Det er derfor naturligt at træde ind i Ren Energi Lolland-partnerskabet og bidrage til en samlet strategisk indsats for at gøre Lolland til Danmarks førende energi-ø på land, forklarer Emil Vikjær-Andresen, Executive Vice President og Head of Power-to-X i European Energy, i pressemeddelelsen:
»En integreret sektortilgang er afgørende, hvis vi skal sætte Danmark på landkortet inden for Power-to-X. På Lolland er der de rigtige ingredienser i form af vedvarende energi og grønne ressourcer som biogas og biogen CO2. Vi ser derfor et stort potentiale i udbygningen af Power-to-X-løsninger på Lolland, hvor der er mulighed for at lave intelligent sektorkobling og etablere de nødvendige værdikæder, som kan få projekterne til at lykkes,« siger han og tilføjer:
»Vi er derfor meget begejstrede over at være blevet en del af partnerskabet Ren Energi Lolland, hvor der arbejdes både strategisk og konkret med at realisere det store potentiale for at gøre Lolland til et fyrtårn inden for vedvarende energi, Power-to-X og sektorkobling«.
Den nye samarbejdsaftale løber for perioden 2023-2030. Foruden European Energy er Lollands Kommune, Københavns Kommune, Hofor, Gate 21 og Andel også en del af partnerskabet Ren Energi Lolland.
