Send flere og langt bedre lobbyister til Bruxelles, så vi kan præge klimakampen
Det er i EU, kampen om klimaet skal stå. Alligevel leverer Danmark en mildest talt forkølet indsats i Bruxelles.
Vi har brug for de dygtigste embedsmænd, de mest indsigtsfulde eksperter, de bedste lobbyister og et mediedanmark, der er helt anderledes oppe på tæerne, end vi ser i dag.
Jeg bliver ofte forbløffet over, hvor megen sløj dansk lobby, der finder sted, når selv store interesseorganisationer kan finde på at melde deres ankomst i form af ændringsforslag til komplicerede direktiver, der har været forhandlet i årevis, blot få timer før en afstemning. Det viser, at der mangler en helt grundlæggende forståelse for, hvordan politik og EU fungerer. Der er ikke noget at sige til, at man så ikke opnår indflydelse.
Interesse- og erhvervsorganisationerne burde omprioritere deres ressourcer radikalt og satse langt mere på Bruxelles, end de gør i dag.
Virksomhederne kunne passende bidrage til ansættelse af medarbejdere på ambassaderne samt etablere et grønt ambassadørkorps i virksomhederne, der kan indgå i arbejdet med udviklingen af Danmark som grønt pilotland, herunder ved at forpligte sig på at tage eksempelvis indiske og kinesiske studerende inden for alle de grønne discipliner. Så får vi indlejret dansk tilgang og tænkning på det grønne område.
Mangler vitaminer
Den permanente danske repræsentation i Bruxelles trænger til en gigantisk vitaminindsprøjtning, før vi for alvor er i stand til at præge retningen for klimakampen i EU og bringe Danmark i position som grønt pilotland.
Vi har brug for flere energirådgivere, der kan virke i samspillet mellem virksomheder, myndigheder, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Jeg har haft perioder, hvor jeg nærmest havde tættere samarbejde med andre landes repræsentationer end med den danske. Men heldigvis har der inden for de seneste år været et aldeles fortræffeligt samarbejde til stor gavn og nytte for mulighederne for at varetage danske interesser. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor meget en egentlig dansk satsning kunne flytte.
Vi burde have fem attachéer ved EU-repræsentationen til at gå dybt i energiområdet og præge og påvirke EU-Kommissionen, de andre lande i Ministerrådet, Europa-Parlamentet mm. Dét kunne flytte noget! Og sætte Danmark og danske virksomheder på Europakortet – og dermed verdenskortet.
Tænketanken Europa lavede for et par år siden en undersøgelse, der viste, at til trods for, at Danmark er EU’s 17.-største land målt på antallet af indbyggere, så er Danmarks repræsentation i Bruxelles med 80 ansatte blot den 22.-største blandt 26 medlemslandes repræsentationer. Danmark bokser under sin vægtklasse i forhold til befolkningstørrelse. Finland, der befolkningsmæssigt er mindre end Danmark, havde på det tidspunkt omkring en tredjedel flere ansatte til at varetage de nationale interesser i Bruxelles.
Eklatant fejlprioritering
Der er sket lidt siden. Men slet, slet ikke nok. Det er grotesk og en fejlprioritering af rang, at vores vigtigste udenrigspolitiske prioritet ikke fylder mere hos skiftende regeringer.
At lykkes i EU-systemet forudsætter, at vi bliver bedre til at skabe alliancer med ligesindede medlemslande.
Det kræver, at vi også bidrager og er solidariske og ikke kun vil være venner med de andre, når vi har brug for det, men også stiller op, når det ikke nødvendigvis er i vores snævre egeninteresse. De danske EU-forbehold er mildest talt ikke hjælpsomme hér, og vi betragtes ofte som værende i periferien af tingene.
Der skal laves en aggressiv plan for, hvordan vi rekrutterer dygtige danske embedsmænd til Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Og det skal belønnes, at dygtige danske embedsmænd tager til Bruxelles og slås for danske, grønne interesser.
Det er bestemt ikke tilfældet i dag, hvor det at være væk fra departementet på Slotsholmen eller Asiatisk Plads ikke ligefrem kvalificerer til forfremmelse. Tværtimod har jeg fået oplyst, at anciennitet ikke tæller med, når man tager til Bruxelles.
Embedsmændene risikerer med andre ord i dag at stikke en kæp i hjulet for deres egne karrieremuligheder ved at rejse.
Det er uholdbart. Oplagt er det til gengæld, at ancienniteten i Bruxelles som minimum skal tælles med – måske endda dobbelt.
Klart, ingen hører dig skrige
Ifølge The Economist er Bruxelles nu blevet verdens 2.-største hovedstad for lobbyisme efter Washington DC. Transparency International estimerer, at der er 25.000 lobbyister i Bruxelles med et samlet årligt budget, der forsigtigt estimeres til mere end 3 milliarder euro, heraf 7.500 lobbyister akkrediteret til Europa-Parlamentet.
Det er mig en konstant gåde, hvordan det arbejde kan være så underbelyst i danske medier. De beslutninger, regler og standarder, der tages og fastsættes i Bruxelles, påvirker direkte antallet af job på Als, i Bjerringbro, Esbjerg, Brande osv.
Jeg fatter simpelthen ikke, at et elementært journalistisk grundprincip om relevans har så ringe kår i dækningen. Til gengæld har jeg ikke tal på det antal ligegyldige person- og proceshistorier fra Snapstinget, som medierne gladeligt kolporterer. Det er ikke godt for klimakampen og for forståelsen og vigtigheden af alt det grønne lovgivningsarbejde i Bruxelles, og hvad det betyder for menneskers hverdag hvad angår mulighederne for at skabe og bevare produktion og arbejdspladser i Danmark.
Det er klart, at ingen kan høre dig skrige i Bruxelles, når der er så ringe interesse for og dækning af ellers relevante sager.
Morten Helveg Petersen er aktuel med bogen ’I Bruxelles kan ingen høre dig skrige’, der udkom den 13. juni.
Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores debatredaktion på debat@ing.dk
