Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

DIIS: Vedvarende energi vil føre til store forandringer i den geopolitiske magt

DIIS
Illustration: Cecilie Castor von Spreckelsen/DIIS. Se større version
Den globale omstilling fra fossile energikilder til vedvarende vil føre til et geopolitisk skifte. Processen vil blive defineret af evolution snarere end revolution, og oliens ‘beskidte’ geopolitik vil blive udfordret, men ikke forladt, skriver Trine Villumsen Berling, Peer Schouten og Izabela Surwillo fra DIIS, i dette indlæg.
Synspunkt16. december 2021 kl. 05:55

Fundamentale forandringer er på vej i det globale energisystem - forandringer, der vil påvirke stort set alle lande, og som vil have vidtrækkende geopolitiske konsekvenser. Fossile brændsler har formet det geopolitiske verdenskort de sidste to århundreder. Petrostater – lande, hvis økonomi er stærkt afhængig af udvinding og eksport af olie og naturgas – skaffede politisk magt i kraft af deres evne til at lukke ned for energieksporten, og deres eksportindtægter kunne bestikke eller undertrykke uenige stemmer både hjemme såvel som i udlandet.

Petrostaternes politiske og økonomiske magt vil gradvist aftage, efterhånden som vedvarende energikilder bliver mere udbredt. Det betyder, at stater som Rusland og Golfstaterne kan miste deres status som kraftcentre i energiens geopolitik. Dette kan skabe intern ustabilitet med potentielle afsmitningsrisici for hele regioner. Allerede nu kan lande som Sudan, Nigeria og Tchad stå over for en ‘chok-afkarbonisering’, da indtægterne fra olie – deres vigtigste eksportvare – styrtdykker, hvilket efterlader regimer ude af stand til at opretholde skrøbelige politiske forlig.

I mangel af stærke globale styringsstrukturer kan vi forvente, at nye konfliktlinjer vil opstå fra mindst tre centrale tendenser. For det første betyder skiftet fra kulstof til vedvarende energiformer også et skift mellem forskellige former for magt. For det andet vil fremtiden blive defineret af styringsformer, der er tæt forbundet med specifikke energiteknologier. For det tredje vil den globale efterspørgsel efter omstillingskritiske mineraler til at producere vedvarende energi accelerere og trække nye stater ind mod centrum for den geopolitiske konkurrence.

Skift i geopolitisk magt

Magten til at lukke for olie- og gasforsyninger dominerede det 20. århundredes geopolitik, fordi fossile brændstoffer var koncentreret i bestemte geografiske området. Med én beslutning i 1973 kunne OPEC-medlemmer øge oliepriserne og kaste økonomierne i mange udviklede lande ud i dyb krise.

Ved at dreje et håndtag kunne Rusland stoppe gasstrømmen gennem Ukraine i 2006 med øjeblikkelige konsekvenser for Central- og Østeuropa. Med overgangen til vedvarende energi vil denne form for magt aftage. Omvendt vil vi se en større afhængighed af vedvarende vind- og solenergi, som høstes decentralt, hvilket gør det sværere at bruge som et effektivt politisk energivåben.

I stedet kan strømafbrydelser blive et nyt udenrigspolitisk værktøj – og cyberangreb, en ny trussel mod kritisk energiinfrastruktur på verdensplan. I 2015 efterlod et cyberangreb på det ukrainske elnet en kvart million ukrainere uden elektricitet.

Efterhånden som forsyningsselskaber over hele kloden orienterer sig mod vedvarende energikilder, digitalisering og smarte løsninger, vil cybersabotage i lille skala sandsynligvis blive et af nøgleelementerne i energigeopolitikken fremadrettet. Cyberangrebene på vigtige geopolitiske aktører som USA, Kina, Iran eller Indien illustrerer, hvordan også store stater kan blive ramt. I takt med at energiproduktion og -transmission i fremtidens energi-geopolitiske orden moderniseres og bliver mere spredt, vil det samme ske for de magtværktøjer, der kan anvendes til at forstyrre og kontrollere energiens geopolitik.

Energiuafhængighed

Forskellige former for energiteknologi baner vejen for specifikke styringsstrukturer. Kampe om at sikre en stabil og betalelig forsyning af fossil energi stod højt på det 20. århundredes geopolitiske dagsorden og involverede interventioner, våbenaftaler og oprettelsen af dedikerede internationale organer såsom IEA (Det Internationale Energiagentur) og OPEC.

Derudover krævede de enorme og kostbare tekniske maskiner, der var nødvendige for at udvinde, behandle og transportere fossil energi, statsligt 'købmansskab' eller regeringsinvolvering og centraliserede former for kontrol. Derimod kan vedvarende energi genereres af mindre udvindings- og lagringssystemer uafhængigt af centraliserede energinet, hvilket har vigtige økonomiske og politiske implikationer.

Med distribueret energiproduktion i mindre skala mindskes den strategiske sårbarhed af stærkt indbyrdes forbundne og digitaliserede systemer, da kontrol over energiforsyninger udøves på subnationalt niveau – eksempelvis gennem energikooperativer og borgerenergifællesskaber. Decentraliseret elproduktion indeholder således løftet om energiuafhængighed på lokalt og regionalt niveau.

Dette kan dog svække centralregeringernes magt, mindske deres skatteindtægter og styrke lokalsamfundene. Da det øger staternes selvforsyning med energi, reducerer det også den geopolitiske konkurrence, hvilket kan ændre politiske alliancer og hierarkier baseret på fossile brændstoffer – som eksempelvis OPEC.

På den anden side kan hybride systemer (kombination af VE og termisk kraft, red.) – med deres højere grad af selvforsyning og fleksibilitet – gøre stater mere tilbøjelige til konflikter på den internationale scene, end hvis de var afhængige af energimonopolister. Aktuelt kunne EU eksempelvis have indtaget en strengere holdning over for konflikten mellem Rusland og Ukraine, hvis det ikke var for afhængighed af russisk gas.

Inden for den overskuelige fremtid vil det dog sandsynligvis være en pose blandede geopolitiske bolcher, da energisystemer vil forblive hybride. Sideløbende med etableringen af ​​mere vedvarende baserede energisystemer vil fossile brændstoffer bevare deres strategiske positioner, og udviklingen af ​​store, centraliserede elproduktionsenheder som atomkraftværker og vandkraftdæmningsprojekter vil blive udvidet.

Artiklen fortsætter under illustrationen.

DIIS
Illustration: DIIS. Se større version

Globalt råmateriale-ræs

I den fossile æra var det materielle grundlag for energi-geopolitikken kulbrinter. Skiftet til vedvarende energi sætter nye råstoffer i hjertet af energi-geopolitikken. Forsyningskæderne af mineraler, der er afgørende for at producere grønne teknologier, vil således ændre den geopolitiske konstellation.

Den grønne omstilling hilses ofte velkommen som en politisk mulighed for at opgive den beskidte politik, der er forbundet med at sikre olieforsyninger, der formede store dele af det 20. århundredes geopolitik. Vedvarende energiteknologier kræver imidlertid enorme mængder af ikke-vedvarende mineraler, hvilket indebærer et globalt kapløb om at sikre sig stabile forsyninger.

Efterspørgslen efter omstillingskritiske mineraler som kobber, kobolt, litium og såkaldte sjældne jordarters grundstoffer forventes at vokse eksponentielt, efterhånden som avancerede økonomier bygger elektriske køretøjer, solpaneler, vindmøller og systemerne til at lagre og distribuere vedvarende energi.

Den, der kontrollerer forsyningen af ​​disse mineraler, vil have geopolitisk indflydelse i en verden efter den fossile æra. Deres geografiske fordeling er hurtigt ved at blive et centralt geopolitisk omdrejningspunkt. EU, Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi og IEA slår alle alarm: Kontrol over mineralforsyningen kan misbruges til politiske formål og bringe bæredygtigheden af ​​den grønne omstilling i fare.

Mens mange omstillingskritiske mineraler er rigelige, mangler de fleste nationer imidlertid enten teknologien til at behandle dem eller kan ikke udvinde dem rentabelt som følge af strenge indenlandske miljømæssige og sociale regler. Udvinding af sjældne jordarter, kobber og litium er især brændstof- og vandintensive og har høje miljøomkostninger.

På nuværende tidspunkt hentes kritiske elementer for grønne teknologier fra et begrænset antal lande – ofte med svage eller autokratiske regimer som Kina, Myanmar og DR Congo, der er villige til at bære de miljømæssige og sociale omkostninger. Hvis de kan omsætte deres overflod af omstillingskritiske mineraler til politisk indflydelse, kan de blive OPEC-landene i den post fossile-æra.

Faktisk hævdede den tidligere amerikanske assisterende udenrigsminister for afrikanske anliggender, at DR Congo »kommer til at blive den Persiske Bugt i det 21. århundrede«. Congo og andre overgangskritiske mineralproducenter kan dog også lide Nigerias skæbne og blive ofre for 'post-fossil-æra'-ækvivalenten til »olieforbandelsen«, hvor deres mineralrigdomme danner en kilde til hemmelige indgreb, civil konflikt og underudvikling.

Evolution vs. revolution

Hvem, der kan behandle mineralerne, bliver det næste store spørgsmål. Efterhånden som klimatilpasning og afbødning på globalt plan bliver stadig mere presserende politisk, bliver kontrol over adaptive teknologier en ny geopolitisk valuta: De lande, der er i stand til at levere ren energi eller vedvarende teknologier, får en fordel i forhold til deres modparter.

På dette domæne har Kina etableret sig som et kraftcenter, der indtager en flaskehalsposition. Landet har investeret smart og omfattende i udvinding af omstillingskritiske mineraler over hele verden og har udviklet en indenlandsk transformativ industri af en sådan størrelsesorden, at den udkonkurrerer andre stormagter. En industri, der også er i stand til at omsætte dette til geopolitisk indflydelse. Kinas egenhændige ændringer af eksportregler for kritiske mineraler har allerede ført til diplomatiske træk, der forener USA, Japan, Indien og Australien omkring at omgå Kina for forsyninger af sjældne jordarter.

Denne 'Quadrilateral Security Dialogue' – eller 'the Quad' kan tages som et tidligt tegn på den vedvarende geopolitik, der kommer. En omstilling af energisystemerne, der tager fart for at tackle en eksistentielle trussel fra klimaændringer, vil føre til evolution snarere end revolution af energi-geopolitikken på kort til mellemlang sigt.

Et nyt sæt geopolitiske spændinger vil være præget af konkurrence om forsyningskæder af kritiske materialer, sårbarheder i stadig mere digitaliseret og transnational energiinfrastruktur og nye og uforudsigelige former for energi-magt.

Dette indlæg er oprindeligt bragt af DIIS. Har du lyst til at skrive et synspunkt til et af Ingeniørens PRO-Medier? Send dit udkast til redaktionen på pro-sekretariat@ing.dk.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i den videnskabelige debat.