Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

DAGBOG FRA COP26: Når ingeniører mødes, bliver COP'en konkret

Af Pernille Hagedorn-Rasmussen9. november 2021 kl. 04:00
Det er ikke kun store, luftige klimamålsætninger, der bliver aftalt på COP26. På de mindre sideevents diskuterer ingeniører på baggrund af konkrete energi-scenarier, og de samtaler er vigtige, når de store linjer skal trækkes på FN's klimatopmøde, skriver IDA's chefkonsulent for energi i dette Synspunkt.
Artiklen er ældre end 30 dage

COP’ens første uge er veloverstået, hvor jeg har tilbragt en del timer med ingeniører fra mange lande. Ingeniører, der på mange forskellige måder arbejder med klimaløsninger.

Torsdag var jeg til et event med britiske maskiningeniører, der har samlet en gruppe, som arbejder med en ny ingeniørdiciplin, de kalder: Transition Engineering.

Susan Krumdieck, der var med online fra New Zealand, og Daniel Kenning i Glasgow holdt sammen et oplæg om, hvordan de bruger metoder fra innovation til at udvikle teknologiske løsninger på klimaudfordringerne. Som Susan Krumdieck indledte sit oplæg med:

»Vi ved, at problemet er, at vi brænder for meget fossilt kulstof. Det gør vi, fordi det er noget, vi har gjort længe, og det har vist sig at være en effektiv måde at skaffe energi til vores huse, til transport og til vores virksomheder. Men vi skal til at tænke helt nyt, og ofte hører vi, at markedet vil fikse det, hvis bare vi får en CO2-afgift. Men markedet gør ikke noget af sig selv, når det kommer til stykket, så er der brug for ingeniører til at finde løsningerne, der kan levere de CO2-neutrale løsninger, vi har brug for.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har de udviklet et nyt tankesæt, som de mener kan få ingeniører til at løse alle de problemer, der skal løses i den grønne omstilling.

Det, Susan Krumdieck siger, er ret gennemgående for selvforståelsen blandt de ingeniører, jeg møder her på COP26. De vil gerne tale om det konkrete: Hvad skal der bygges, hvor meget vedvarende energi, der er brug for, hvilke teknologier, der kan gøre stålindustrien grøn – og det flugter jo meget godt med, hvad vi også gerne vil i IDA: Nemlig levere konkrete løsninger på samfundets udfordringer.

Derfor holdt vi også et sideevent i den nordiske pavillon i lørdags. Kurt Emil Eriksen fra IDA Byg præsenterede IDAs Klimasvar 2045, og Jonathan fra den britiske kemiingeniørforening præsenterede deres bud på et scenarie for Storbritannien. Beatriz Fernandez fra UNEP var med fra Genève, og med i pavillonen var ingeniører fra Malaysia, Sverige og online i zoom-eventet var ingeniører med flere andre lande.

Det er jo ikke sådan, at Kurt Emil Eriksen og Jonathan Symonds er helt enige om hvilke teknologier, der skal levere hvad. Men de er ret enige om, at scenarierne er gode til at diskutere ud fra. Er atomkraft vejen frem for Storbritannien? Hvad kan man faktisk forvente af teknologierne omkring energilagring, og hvor meget kan man spare? Men samtalen handler om noget reelt og helt konkret – ikke om abstrakte procenter og mål.

Lige netop den viden er vigtig, når landende skal melde deres NDC (klimamål, red.) ind, hvor de enkelte lande oplyser, hvordan og hvor meget de bidrager til at nå Parisaftalens mål. Tidligere var det mere oppe fra og ned, hvor hvert land fik tildelt et reduktionsmål. I dag har de vendt det om, så det er nede fra og op, hvor landene selv skal fortælle, hvad de vil gøre.

Her spiller vores respektive klimascenarier rigtig godt ind. For hvis flere lande laver scenarier, som vi gør i Danmark, kan de bedre lave planer for, hvordan de når deres mål. De britiske ingeniørforeninger har medlemmer i det meste af verden. Jonathan Symonds og Kurt Emil Eriksen aftalte derfor, at når vi kommer hjem fra COP26, laver vi webinarer for medlemmer, så de kan gå i gang med scenarieberegninger, hvor end de end befinder sig i verden.

Lige præcis den slags aftaler er COP’en fyldt med: små aftaler mellem Kurt og Jonathan – og store aftaler mellem lande eller stater. Et andet eksempel er det danske initiativ, hvor lande lover at trække sig ud af olie- og gasproduktion. Her tilmeldte den canadiske republik Quebec sig i torsdags, og jeg tænker, det er det, der er vejen frem mod vores allesammens fælles mål.

Her på COP’en er det de mange små åer, der flyder sammen til store floder. Det kan nok være, vi får smækket den ene dystopiske klimarapport i hovedet efter den anden, men som dagene går her i Glasgow og aftaler bliver lavet, bliver jeg faktisk ved bedre mod, når jeg ser de mange forskellige klimatiltag fra hele verden.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger