Verdens største kommercielle e-metanol-anlæg bygges på dansk grund
32.000 ton årligt.
Så meget CO2-neutral e-metanol kommer European Energy til at producere med sit kommende 50 MW elektrolyseanlæg, som det netop har afgivet ordre på hos Siemens Energy. Anlægget vil blive plantet ved Kassø nær Aabenraa, hvor et 300 MW solcelleanlæg skal forsyne PtX-processen med grøn strøm. Forbindelsen til nettet er 150 kV.
Emil Vikjær-Andresen, der er chef for European Energys PtX-afdeling, håber på, at anlægget kan være med til at øge Danmarks knowhow på et område, der er i rivende udvikling.
»Det, vi skal etablere, er verdens største kommercielle e-metanol-anlæg, som selvfølgelig vil sætte Danmark på verdenskortet på et felt, der bliver én af krumtapperne i den grønne omstilling,« siger Emil Vikjær-Andresen, der er chef for European Energys PtX-afdeling.
Firmaet er i fuld gang med at opføre solcelleparken, der ligger tæt op ad Hjolderup transformerstation, som både har en 150 kV og en 400 kV forbindelse og leder direkte op til transmissions-nettet.
Det vigtigste for European Energy er, at anlægget placeres sammen med det elektricitetsproducerende anlæg, så firmaet ikke skal betale transmissionsafgift for den del af strømmen, det selv producerer. Strømmen fra solcelle-anlægget føres over til elektrolyse-enheden og metanol-anlægget, mens overskydende strøm sendes ud på nettet.
GridTech er for professionelle i energibranchen, der har særligt fokus på integrationen mellem energisystemer i omstillingen af infrastrukturen mod et CO2-neutralt og elektrificeret samfund. Få tilsendt tilbud
