Mellemmænd skaber fleksibelt elforbrug

Et væsentligt element i succesen med det bornholmske projekt EcoGrid 2.0 er de teknikere, der har fungeret som mellemmænd og bindeled mellem forsyningsselskab og forbrugere. Det fortæller Peter Holm Jacobsen og Trine Pallesen fra Copenhagen Business School, der har undersøgt teknikernes rolle i en omstilling til fleksibelt forbrug.
Brødtekst

Forsknings- og udviklingsprojektet EcoGrid 2.0 er en teknisk succes: Man kan flytte omkring 30 procent af forbruget, hvilket er de bedste opnåede resultater for et smart grid-projekt, som man tidligere kunne læse i Ingeniøren.

Smart grid-projektet fokuserer på at udvikle og designe den tekniske infrastruktur af systemer og markeder, og i nogen grad på hvordan deltagernes forbrug kan blive fleksible enheder i systemet. EcoGrid 2.0 har også givet viden om, hvordan system og brugere bindes sammen.

Vigtige mellemmænd og -kvinder

Her spiller dem, vi kalder smart grid-projektets mellemmænd, en ganske særlig rolle. Disse fungerer som forbindelsesled mellem systemet og de forbrugere, som har stillet deres bolig til rådighed for projektet. Disse mellemmænd og -kvinder arbejder med support og service i EcoGrid 2.0 og er ansatte i det lokale forsyningsselskab på Bornholm.     

Som led i at forstå forbrugernes udfordringer ved at blive fleksible har vi fulgt teknikerne rundt på hjemmebesøg samt interviewet deltagerne i projektet. Under disse besøg blev det tydeligt, hvor central en rolle teknikerne spiller for en omstilling mod et fleksibelt elforbrug.

Teknikerne forbinder forsyning og forbruger

Mellemmændenes formelle arbejdsopgave er at sørge for, at husholdningerne er online, så det er muligt at fjernkontrollere bornholmernes varmepumper og elektriske radiatorer.

Den formelle del af teknikernes arbejde består således i at sætte udstyret op og løbende sørge for, at kontakten til teknologien er intakt. Dermed kan udstyret kontrolleres af ingeniørerne, så de mange tests og demonstrationer om flytning af forbrug kan udføres.   

Men mellemmændene har også en anden vigtig funktion. For gennem deres daglige arbejde forbinder mellemmændene systemet og forbrugerne i mere end teknisk forstand. Relationen mellem det lokale forsyningsselskab og forbrugerne indeholder derved også en usynlig mellemregning, som er en vigtig brik i at forstå demonstrationens tekniske succes.

Det usynlige arbejde

Mellemmændene udfører nemlig en form for arbejde, som indenfor arbejdssociologien betegnes som usynligt arbejde (invisible work).

Usynligt arbejde har koordinerende og integrerende funktioner, som får andet arbejde til at fungere. Derfor kaldes det også nogle gange for skyggearbejde.

Sygeplejersker, tjenestefolk og rengøringsfolk udfører også en sådan form for arbejde, som har en understøttende funktion for andres arbejde. Det er først, når rengøringen af kontoret ikke er gjort godt nok, at folk bliver opmærksomme på rengøringspersonalets arbejde.

Særligt to former for usynligt arbejde i EcoGrid 2.0 bør fremhæves.

Teknikeren som træner

For det første træner teknikerne forbrugerne i at blive fleksible. Det vil sige, at de ud over at installere og vedligeholde teknologien i forbrugernes hjem også demonstrerer, hvordan udstyret fungerer, når de er på hjemmebesøg for at bringe en husholdning online.

Mange ældre borgere deltager i projektet, og disse har især brug for hjælp til at forstå teknologien. I de fleste tilfælde er det også teknikerne, som har indstillet komfortgrænserne, som der kan skrues op og ned indenfor – og dem ændrer forbrugerne næsten aldrig på igen.

Teknikerne viser også, hvordan forbrugerne logger ind på deres personlige EcoGrid-hjemmeside, så de kan se husholdningens forbrug. Nogle gange arrangerer de tilmed træningssessioner på deres egne eller forbrugernes computere.

Teknikeren kender forbrugeren

For det andet opretholder teknikernes daglige arbejde forbrugernes villighed til at forblive en del af projektet. Med et personligt kendskab til den enkelte forbrugers interesser og behov, som er udviklet ud fra de mange hjemmebesøg, leverer teknikerne service ud over det sædvanlige.

De installerer fx browsere, tager sig tid til en snak om husholdningens energiforbrug og tilpasser udstyret til forbrugernes interesser og behov.

Vi observerede eksempelvis, at en tekniker var på besøg hos en deltager for at installere nyt udstyr. Deltageren var blevet træt af, at det udstyr, som var installeret i huset, ikke rummede muligheden for, at han selv kunne indstille udstyret og optimere forbrug, når de ikke var i huset. Den nye løsning holdt forbrugeren i projektet.  

De tekniske mellemmænd er en nødvendighed  

Det usynlige arbejde er dermed afgørende for, at demonstrationsprojektet fungerer på Bornholm. Teknikerne repræsenterer det lokale forsyningsselskab, og mange forbrugere har accepteret at deltage i projektet, ikke fordi de finder interesse i fleksibelt forbrug, men fordi forsyningsselskabet, som de udtrykker stor tillid til, har bedt dem deltage i projektet.

Mellemmændene gør os dermed klogere på det fleksible energiforbrug i økonomisk og teknisk forstand. Deres usynlige arbejde illustrerer, hvor værdifuld relationen mellem forsyningsvirksomheden og forbrugeren er.

Deltagerne i EcoGrid 2.0 accepterer, at deres huse stilles til rådighed – og de leverer fleksibilitet for at hjælpe med at gøre det bornholmske energisystem CO2-neutralt, uden at de får nogen form for økonomisk kompensation til gengæld.

I fremtiden – uden for forsknings- og udviklingsprojektets rammer – vil aggregatorer (dvs. elhandlere, sælgere af varmepumper eller elbiler) også skulle levere en sådan teknisk support som en del af deres service til forbrugere.

De fleste uden en teknisk baggrund har nemlig brug for en mellemmand til at forstå de systemer, som ingeniørerne bygger – en, som kan bygge bro mellem forbrugere og det tekniske system. 

 

Resultaterne er publiceret i artiklen: Articulation work from the middle – a study of how technicians mediate users and technology

Læs mere om: Ecogrid 2.0.

EcoGrid 2.0

EcoGrid 2.0 demonstrerer et elmarked for fleksibelt elforbrug i private husstande. I EcoGrid 2.0 styres omkring 800 bornholmske husstandes varmepumper og elvarme. CBS deltager i projektet for at afdække og evaluere brugernes perspektiver i projektet. Artiklen bygger på interviews med deltagerne, som bor i husene, hvori varmen styres. Derudover inddrages observationer af teknikernes support arbejde på Bornholm. Resultaterne er udgivet i artiklen: Articulation work from the middle – a study of how technicians mediate users and technology.

 

Ud over CBS deltager også Dansk Energi, DTU Elektro, Bornholms Energi og Forsyning, IBM, Insero, Uptime-IT, Krukow og We Do Democracy i EcoGrid 2.0. Læs mere på:

www.ecogrid.dk