Regeringens klimaudspil omhandler blandt andet forslaget om etableringen af to energiøer på med en samlet kapacitet på 4 GW.
Regeringens klimaudspil omhandler blandt andet forslaget om etableringen af to energiøer på med en samlet kapacitet på 4 GW.

Foto : Energinet

Lavt ambitionsniveau eller rette takter? Brancherne tager blandet imod klimaudspil

Mens store dele af Energi-Danmark savner ambitioner i klimaudspil, bakker erhvervsliv og industri op om regeringens første input til klimahandlingsplanerne.

Der er med klimaminister Dan Jørgensens ord »en tid til pisk og en tid til gulerod«, og her har regeringen vægtet det sidste i sit nyligt fremlagte udspil til de kommende klimaforhandlinger. 

Læs også: Regeringens storstilede klimaplan bidrager til en brøkdel af CO2-målet

Det fastslog ministeren på gårsdagens pressemøde i forbindelse med klimaudspillet, hvor klimaministeren blandt andet udtalte sig om fravalget af en CO2-afgift i udspillet:

»Brandbeskattede vi f.eks. dansk erhvervsliv i en situation, hvor næsten 50.000 danskere har mistet deres job, og flere virksomheder er lukningstruede, så vil vi være det modsatte af at være et foregangsland. Så ville vi være sådan et land, som andre lande kunne pege på og sige: 'Se, det er, hvad der sker, når man er for ambitiøse på det grønne område.'«

På den måde er Dan Jørgensen ganske tydelig om regeringens prioritering af “grøn vækst” og “at holde hånden under dansk erhvervsliv” frem for at blive “for ambitiøse på det grønne område”.

Netop denne vægtning afspejler sig ganske godt i, hvordan brancheorganisationer og aktører på klima- og energiscenen har taget imod udspillet: Industri og erhverv ser positivt på forslagene, mens energisektoren og NGO’ere efterlyser et højere ambitionsniveau.

Et skridt på vejen, men der mangler noget

Når en interesseorganisation som Greenpeace hører til dem fra den sidste gruppe, der har udtrykt den største kritik, skyldes det blandt andet, at der med regeringens forslåede tiltag kun findes klimagasreduktioner på omkring 2 mio. CO2-ækvivalenser frem mod 2030. Lidt over en tiendedel af det planlagte mål om at reducere med 19 mio. tons. 

Greenpeace kalder derfor udspillet for »halvhjertet«, men de er ikke alene om at vurdere udspillet mangelfuldt. 

Dansk Energi, som gennem længere tid har talt for massive investeringer i klimatiltag som en vej ud af den økonomiske krise i kølvandet på Covid-19, betragter udspillet som et skridt på vejen uden dog at være en vejviser til 70 procent-reduktionsmålet: 

»I dag slår vi fast, at havvind for alvor skal være Danmarks styrkeposition nummer 1, og grøn el skal skubbe fossil energi ud. Nu skal forhandlingerne sikre, at man skruer et hak mere op for ambitionerne for de kommende års udbygning,« siger Dansk Energis administerende direktør i en pressemeddelelse

På samme måde roser Ingeniørforeningen IDA på Twitter regeringen for at tage grønne initiativer under corona-krisen. Særligt fremhæver IDA det udtrykte ønske om at satse på Power-to-X som positivt. Foreningen selv præsenterede for en uge siden sit bud på en klimaplan, der hviler på blandt andet massiv oprustning af konverteringsteknologier. Men i modsætning til regeringens udspil, viser IDA’s klimaplan hele vejen til at nå 2030-målet, hvorfor foreningen ud over sin ros indvender: 

»Der skal dog en del flere pakker til, hvis i skal nå 70 %«

Læs også: Forskningsminister om Power-to-X: »Vi skal turde prioritere det her«

Opbakning til afvisning af CO2-afgifter

I den modsatte grøft er som sagt industri- og erhvervslivet, der onsdag morgen kunne ånde lettet op til klimaministerens budskab i Børsen om, at CO2-afgifter ikke kommer på tale lige her og nu. Èn pointe som både han og finansminister Nicolai Wammen fastholdt under hele gårsdagens pressemøde. 

Dansk Erhverv er blandt dem, der støtter op om denne beslutning og byder hele udspillet velkommen:

»Grøn omstilling, vækst og velstand skal gå hånd i hånd. Her er regeringen kommet med et godt udspil. Vi er fx helt enige med regeringen i, at øgede omkostninger på erhvervslivet ikke er vejen frem,« siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, hvordan organisationen sætter pris på, at det nu bliver nemmere at udnytte overskudsvarme fra industrien, mens den håber på, at regeringen i kommende udspil vil have Danmarks konkurrenceevne for øje, så grønne teknologier udviklet her i landet kan blive Danmarks næste eksporteventyr.

Et sted mellem Dansk Erhverv og Dansk Energi befinder Dansk Industri sig. Organisationen er ligesom Dansk Erhverv glade for fravalget af en CO2-afgift, mens den også er meget tilfreds med at kunne se flere af klimapartnerskabernes budskaber gå igen i regeringens udspil. Omvendt ser den kun udspillet som takter til de kommende års arbejde: 

»Sporene er lagt frem mod 2030, men vi har endnu ikke fået alle vognene på toget. Vi kender heller ikke den præcise hastighed, vi skal køre med. Nu skal regeringen forhandle en aftale med partierne i Folketinget. Vi håber, at det ender med en samlet plan, som troværdigt viser, hvordan vi sammen kan nå klimamålsætningen og samtidig styrke danske arbejdspladser og vores konkurrenceevne,« siger administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen i en pressemeddelse

Begejstring for konverteringsteknologier

Mens mange af aktørernes reaktionerne er møntet på udspillet som helhed, er der også organisationer, som forholder sig til mere specifikke dele af udspillet, der knytter sig konkret til deres virke.

Her var Dansk Fjernvarme allerede i forbindelse med weekendens snigpræmiere på udspillet i form af klimaministerens præsentation af initiativer til en grønnere opvarmning ude med positive meldinger. Dette positive syn fastholder organisationen, efter udspillet er præsenteret i sin helhed:

»Vi skal have alle de fossile brændsler ud af opvarmningen og erstattet dem med grønne alternativer som vind, sol, geotermi, overskudsvarme. Det får vi nu bedre betingelser for, og det er jeg meget tilfreds med,« siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme blandt andet i en pressemeddelelse.

Læs også: Første udspil til en klimahandlingsplan: Op til hvert 4. olie- og gasfyr skal skrottes

Organisationen efterlyser godt nok en regulering, der støtter op om en grøn udvikling af fjernvarmen, men ser også gode muligheder for, at fjernvarmen kan få en rolle i fremtidens udbygning af Power-to-X-teknologier. Sidstnævnte perspektiv har de af gode grunde til fælles med Brintbranchen, som kan se regeringens satsning på konverteringsteknologier få direkte betydning for organisationens arbejde og den danske industri, som allerede nu er stærke på Power-to-X: 

»Derfor er vi glade for at se, at PtX er centralt placeret i udspillet,« lyder det fra brancheorganisationens direktør Tejs Laustsen Jensen i en kommentar til udspillet.

Endelige har et konsortium bestående af PFA, PensionDanmark og SEAS-NVE meldt sig på banen som aktører, der kan få realiseret målene om mere Power-to-X ved at understøtte regeringens ønske om etableringen af to energiøer. Sammen med investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners har de tre virksomheder nemlig præsenteret deres ønske om at etablere og drive en energiø i Nordsøen med en samlet kapacitet på 10 GW.