Indfødningstariffer risikerer at trække tæppet væk under den grønne omstilling

Et flertal af Folketingets partier besluttede med klimaftalen i juni, at der i den nærmeste fremtid skal indføres indfødningstariffer for producenter af vedvarende energi for at finansiere og styre netudviklingen. Den beslutning risikerer at trække tæppet væk under den grønne omstilling i Danmark, skriver CEO i European Energy, Knud Erik Andersen
Brødtekst

Det var en sen nattetime tilbage i juni, at landets mest kyndige energi- og klimapolitikere kunne fejre en fornuftig klimaaftale for energi og industri. Men da landet vågnede næste morgen til tweets med hvid røg fra forhandlingslokalet, havde hidtil ukendte, såkaldte indfødningstariffer og geografisk differentierede tilslutningsbidrag sneget sig ind i aftaleteksten. Siden da har der været hovedbrud i store dele af den danske energibranche for at forstå de omfattende konsekvenser, som de nye tariffer kommer til at betyde for fremtidens vedvarende energiprojekter.

At det kunne komme bag på så mange skyldes nok først og fremmest, at processen med at skrive indfødningstarifferne ind i aftalen var uigennemsigtig i en særlig grad. Udvalgte organisationer har måske fået lov til at spille ind med bidrag til det tværministerielle tarifarbejde i regi af Klima- og Energiministeriet, men tarifforslaget har på intet tidspunkt været genstand for offentlig debat.

Derfor skulle man have været vaks ved havelågen for at finde frem til den afrapportering af tarifarbejdet, som i al ubemærkethed blev lagt på Energistyrelsens hjemmeside få uger før, at indfødningstarifferne pludselig var blevet en ny virkelighed i dansk energipolitik.

Indfødningstariffer svækker Danmarks konkurrenceevne

Indfødningstarifferne og de geografisk differentierede tilslutningsbidrag er først og fremmest problematiske, fordi de kort og godt er konkurrenceforvridende. I takt med at vindenergien udbygges, er det danske elnet kun stabilt, fordi overskuddet kan eksporteres, og vi tilsvarende kan importere el fra vores nabolande, når vinden står stille.

Vi er i Danmark i disse år i gang med at investere enorme summer i at opbygge et egentligt europæisk el-marked, nedbryde flaskehalse ved grænserne og skabe de bedste betingelser for, at den grønne elektricitet kan flyde derhen, hvor der er brug for den. For at sikre det frie marked for elektricitet har EU knæsat, at indfødningstarifferne bør begrænses og derfor ikke må overskride 0,9 øre/kWh samlet set.

Hvis el-producenter alligevel pålægges ekstra omkostninger – som ikke findes i vores europæiske nabolande - vil dansk produceret el miste konkurrencekraft i forhold til nabolande. Det er til en start et ærgerligt signal at sende, når Danmark bryster sig af i nærmeste fremtid at blive selvforsynende og herefter storeksportør af grøn strøm. Derudover kan det være svært at forstå, at transporten af strøm skal pålægges ekstra afgifter, når den kommende elektrificering i sig selv vil medføre markant mere el i elnettet.

Energistyrelsen har i den seneste Basisfremskrivning 2020 vurderet, at elforbruget stiger med 43 pct. i 2030 sammenlignet med i dag, hvilket vil medføre betydeligt højere indtægter til el-selskaberne som modtager eksisterende tariffer for transport og distribution. Det kan forventes, at stigningen i indtægter som følge af elektrificeringen langt vil overstige de investeringer, der er nødvendige for, at elselskaberne kan foretage den nødvendige udbygning af elnettet.

"De færreste udviklere har i disse år brug for flere benspænd"

Konkurrenceforvridningen udspiller sig også mellem vedvarende energiprojekter, der deltager i udbud, og mellem projekter der skal klare sig på markedsbetingelser uden offentlig støtte. Deltagerne i det kommende udbud om havvindmølleparken Thor vil således blive kompenseret for en eventuel indfødningstarif, alt imens projekter på markedsbetingelser, uden offentlig støtte, vil opleve en væsentlig forværring af deres økonomi, når tarifferne ser dagens lys.

Det kan på papiret synes hensigtsmæssigt at pålægge producenter en omkostning for at fremtvinge en adfærdsændring. I realiteten er det dog bare ikke sådan, at verden hænger sammen. Når vi som projektudviklere først har startet en 4-5 år lang planproces for at etablere et vedvarende energianlæg, kan det af gode grunde ikke flyttes til et sted med lavere indfødningstariffer eller tilslutningsbidrag.

I det hele taget kan indfødningstariffer ikke designes, så de afspejler en samfundsmæssig hensigtsmæssig udbygning. Hvis tarifferne ikke kendes på det tidspunkt, hvor projektet udvikles, hvilket typisk er mange år før, at tarifferne ligger klar og kan bruges som beslutningsgrundlag for en udvikler, vil der i stedet blive tale om dummebøder til projektudviklerne.

Det er et forkert signal at sende til den grønne omstillings fortropper, og de færreste udviklere har i disse år brug for flere benspænd. Det er allerede vanskeligt nok at etablere vedvarende energiprojekter under hensyntagen til jordskatter, kommuneplaner, sagsbehandlingstider for klager, levering af net-kapacitet (tid til tilslutning), adgang til nærmeste 50 kV transformer, budzone og sådan fortsætter listen.

Løsningen hedder netudviklingsplaner

Med et har politikerne skabt markant usikkerhed om de næste mange års energiprojekter. Det skyldes, at alle projektudviklere fra nu af er nødsaget til at indregne tarifferne i business-casen for nye projekter – vel at mærke uden at have den mindste anelse af størrelsen endsige omfanget af tarifferne.

Det er en uhensigtsmæssig og meget ærgerlig udvikling i en tid, hvor vi i fællesskab bør bestræbe os på at skabe så sikkert et fundament som muligt under den grønne omstilling. Særligt nye tiltag som f.eks. Power-to-X er meget afhængige af, at strømprisen og transportomkostningerne er konkurrencedygtige. Ellers risikerer vi, at nye lovende Power-to-X-projekter flyttes til lande, der ikke har indfødningstariffer.

I stedet for at fokusere på indfødningstariffer og geografisk differentierede tilslutningsbidrag burde staten få sat gang i de netudviklingsplaner, der er på vej i regi af elmarkedsforordningen, som blev besluttet på europæisk plan sidste år. Her kan vi for første gang få etableret en gennemsigtig og langsigtet planlægningsgrundlag for net-kapacitet, som kan understøtte en mere hensigtsmæssig udbygning på tværs af landet.

Netudviklingsplanerne må forventes at kunne skabe den langsigtede planlægning, som indfødningstarifferne fejlagtigt er blevet udset til at skulle sikre.