Gasforsyningskrise: 'Early Warning' udstedt på baggrund af scenarier og beregninger
Energistyrelsen udsendte i denne uge et tidligt varsel om en mulig gasforsyningskrise. Varslingen kom for mange som noget af en overraskelse, da styrelsen for blot tre uger siden proklamerede, at den med udgangspunkt i den daværende situation ikke forventede, at der ville opstå problemer med gasforsyningen.
Martin Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen, mener dog ikke, at de to udmeldinger strider imod hinanden. Han peger på, at der siden første udmelding er sket noget skelsættende, nemlig at Gazprom har skruet 60 pct. ned fra gassen til Tyskland. Det kan ramme Danmark eftersom at en meget stor del af det danske gasforbrug dækkes af gas hen over den dansk-tyske grænse.
»Grunden til, at vi stepper op på krisen, er, at der sker noget nyt, som kan påvirke forsyningssikkerheden. Når Rusland skruer ned for gasforhanerne har vi brug for at sende et klart signal om, at der kommer mindre gas til Europa - også selv om vi ikke aktuelt har et problem med forsyningssikkerheden på gasmarkedet og heller ikke ser det komme på hverken kortere eller længere sigt,« siger Martin Hansen.
GridTech er målrettet professionelle, der arbejder med elektrificering og integration af energiformerne i energisektoren. Få tilsendt tilbud
