Forsker: Flere internationale udbud til støtte for vedvarende energi kan blive til en god forretning for Danmark

Hvorfor er vi egentlig bange for internationale udbud for vedvarende energi, spørger Lena Kitzing, seniorforsker ved DTU. Udbud rummer nemlig flere muligheder end faldgruber for et land som Danmark, der har favorable rammebetingelser og teknisk knowhow indenfor vedvarende energi.
Brødtekst

For ikke så længe siden kunne man realisere et vindenergiprojekt, når man blot fik økonomien til at hænge sammen med den finansielle støttesats (pristillæg), der var fastlagt i loven. Sådan er det ikke mere. Nu skal projekterne dyste om retten til at blive støttet finansielt af staten. De må give bud på det specifikke pristillæg, de har brug for i hvert enkelt projekt. Kun de projekter med de lavest nødvendige pristillæg får tilbudt statsstøtte. Den øgede konkurrence gennem udbuddene skal sikre, at Danmark får de fleste grønne kilowatttimer som muligt for pengene.

I september startede det første udbud, hvor både vindenergi på land og solenergi måtte konkurrere om en begrænset støttepulje. Den 3. december kom resultaterne: Tre vind- og tre solprojekter løb med sejren. Et afbalanceret resultat, der, sammen med den lave efterspurgte støttesats, tyder på en stærk konkurrence mellem teknologierne.

Hvorfor har vi overhovedet udbud?

Men hvorfor er det egentlig, at vi har udbud i Danmark? Det nemme svar kunne være EU – men faktisk er det ikke helt så enkelt. I 2013 vurderede EU-Kommissionen, at de måtte blive mere aktive i vejledningen for nationale energipolitiske tiltag. For at sikre en omkostningseffektiv og markedsorienteret udvikling af vedvarende energi anbefalede EU-Kommissionen at bruge konkurrence og udbud. Det blev også vurderet, at der er behov for mere samarbejde på tværs af grænser. Og udbud kan udformes som tværstatslige mekanismer, så de åbner for projekter fra forskellige lande gennem internationale udbud.

Men energipolitik er faktisk et område i EU, hvor medlemslandene har bevaret en hel del suverænitet, og det inkluderer, hvordan støtten til vedvarende energi udformes. EU-Kommissionen manglede derfor en måde at trænge igennem med deres agenda. I 2014 kom så de nye retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi, som er noget af en ’smutvej’ til mere indflydelse for EU-kommissionen. Støtten til vedvarende energi er nemlig i de fleste tilfælde statsstøtte. Derfor skal hver støtteordning godkendes af EU’s konkurrencekommissær. Det er her, udbuddene kom for alvor på dagsordenen.

Danmark afholdt det første internationale udbud på grund af EU

Effektiviteten af EU-Kommissionens nye redskab har for Danmark vist sig med det samme, da tre nye støtteordninger skulle statsstøttegodkendes. Efter noget tids forhandling måtte regeringen gå med til at gennemføre et internationalt pilotudbud. EU-kommissionen brugte som argument, at Danmark diskriminerer udenlandske energivirksomheder, da de skal være med til at finansiere udbygningen af vedvarende energi gennem elregningen (det såkaldte PSO-afgift) på den ene side, men er ekskluderet fra adgang til støtte på den anden.

Regeringen indgik derefter et samarbejde med Tyskland om internationale udbud, og i 2015 afholdt både Danmark og Tyskland gensidigt åbne udbud for solenergi. Det vil sige, at begge udbud var åbne for bud fra projekter i begge lande. Det var et interessant eksperiment med det resultat, at solenergiprojekter på dansk jord løb med sejren til hele støttepuljen fra både Tyskland og Danmark. Der bliver altså nu overført støtte fra den tyske stat til solprojekter i Danmark.

Internationale udbud er kommet for at blive

Åbenbart vil regeringen ikke have flere internationale udbud. I 2016 blev det besluttet at omlægge finansieringen af støtte til vedvarende energi fra elregningen til finansloven. Ræsonnement var, at hvis ingen betaler PSO, så er der heller ikke nogen diskrimination. Men det ændrer selvfølgelig ikke på agendaen i Bruxelles. Der er allerede etableret nye veje for at fremme de internationale udbud. Den nye energipolitiske pakke ’clean energy for all’, hvilket blandt andet afløser det nuværende vedvarende energi-direktiv, indeholder klare forventninger om en frivillig og delvis åbning af udbuddene fra 2020.

Faktisk var formuleringen i det oprindelige udkast fra EU-kommissionen noget skarpere: Det skulle være obligatorisk at afholde internationale udbud, der er delvist åbne for projekter i andre lande. Formuleringen blev så nedtonet i trepartsforhandlingerne med Europa-Parlamentet og Europarådet. Men EU-Kommissionen skal ikke vente længe på den næste mulighed: De nye retningslinjer for statsstøtte til energi skal udarbejdes i løbet af de næste par år.

Internationale udbud kan have mange fordele for Danmark

Når det nu er slået fast, at vi næppe kan undgå at forholde os til internationale udbud igen, så efterlader det spørgsmålet: Hvad frygter vi egentlig? Vores ’eksperiment’ med åbne pilotudbud har vist sig at være en rigtig god forretning for Danmark, hvor vi får investeringer i Danmark uden at betale direkte støtte til dem. Investeringerne giver en masse direkte fordele, såsom arbejdspladser og et mere stabilt investeringsmiljø i tider, hvor kun et begrænset antal projekter bliver støttet nationalt. Samfundsøkonomisk set muliggør internationale udbud en bedre udnyttelse af ressourcepotentialer på tværs af landegrænser. Det giver Danmark og andre lande muligheden for at få endnu flere grønne kilowatttimer til pengene.

Der er selvfølgelig også ulemper og risici forbundet med internationale udbud. For eksempel må man være parat til at overlade noget af potentialet for grøn energi (dvs. arealer med gode ressourceforhold) til andre landes udvikling af grøn energi. Og man risikerer at sende støttepenge ud af landet. Det kan være svært for politikerne at forklare til deres vælgere, hvorfor det lige er, at vi skal betale f.eks. for et solenergiprojekt i Grækenland. Men fordi vi gør det gennem konkurrencebaserede udbud, støttes kun projekter i udlandet, der kan levere grøn energi billigere, end vi kan det her i Danmark.

Derudover sker åbningen altid gensidigt – hvis der er risiko for at sende penge ud af landet, er der også mulighed for at hente penge ind. Hvor mange penge, det drejer sig om, er afhængigt af den konkurrencemæssige situation mellem teknologierne i samarbejdslandene. Her er det afgørende, hvor konkurrencedygtige ens projekter er. Og man må sige, at Danmark står stærkt på denne front. Det er ikke kun på grund af vores stærke teknologiske know-how. Det er også en følge af gode rammebetingelser, såsom lave skattesatser til virksomheder, favorable afskrivningsregler og attraktive finansieringsvilkår.

Politikerne må arbejde for at høste de mulige gevinster for Danmark

Derudover kan det være en fordel, at Danmark er et lille land. Indtil videre har diskussionerne om internationale udbud haft til grundlag, at landene skal åbne en vis procentdel af deres samlede udbudsmængder, såsom 10 pct. eller 20 pct. Hvis Danmark åbner 10 pct. af vores udbud, er det en hel del færre megawatt, end hvis Tyskland gør det samme. Projektudviklere i Danmark vil derfor få multipliceret deres marked – uden at vi vil gøre det samme for projektudviklere fra andre lande.

Når vi samtidig også er stærkt positioneret i konkurrencen, vil vi med stor sandsynlighed få en pæn positiv økonomisk nettoeffekt ud af internationale udbud med andre europæiske lande. Hvorfor giver vi den ikke en chance? Det første skridt vil være, at politikerne begynder for alvor at tage ideen til sig og begynder at snakke med andre lande om samarbejdsmuligheder.

Overgang til udbud for landvind og solenergi i Danmark fra efterår 2018
  • Det faste pristillæg for landvind ophørte i februar 2018. Det var på 25 øre/kWh og udløb efter summen af en elproduktion i 6.600 fuldlasttimer og en elproduktion på 5,6 MWh pr. m2 rotorareal, svarende til omkring 7-8 år afhængig af mølletypen og den årlige elproduktion.
  • Den nye udbudsmodel er baseret på et fast pristillæg i 20 år, uanset rotorareal eller årlig elproduktion. Prisloftet (den højeste tilladte støttesats i buddene) i det første udbud var lagt fast til 13 øre/kWh, hvilket svarer til omkring den samme ækvivalente støttesats som i det tidligere system (25 øre/kWh fordelt over 20 år).
  • Både vindenergi på land, kystnær vindenergi og solenergi må deltage i udbuddene. I år var der udbudt 254 millioner støttekroner. Det næste udbud bliver afholdt i 2019 med 588 millioner kroner.
  • I det første udbud vandt tre landvindprojekter med samlet 165 MW og tre solprojekter med samlet 104 MW, til en gennemsnitlig støttesats på 2,28 øre/kWh, hvilket er 6 gange lavere end den tidligere støtte. I alt var der budt ind med 540 MW.
  • De vindende bud for landvind lå med i gennemsnit 2,15 øre/kWh noget lavere end de vindende bud for solenergi med 2,86 øre/kWh. Det laveste bud fra vindenergi var på 1,89 øre/kWh, og solenergi på 2,84 øre/kWh.

Kilder: ENS; vind.dk; EFKM

Internationalt pilotudbud til solenergi på tværs af grænser mellem Tyskland og Danmark i 2015
  • I 2014 gjorde EU-Kommissionen godkendelsen af tre nye støtteordninger (en opdateret solcelleordning, støtten til husstandsvindmøller, og støtten til havvindmølleparken Horns Rev 3) afhængig af, at Danmark skulle gennemføre et internationalt pilotudbud for solenergi.
  • Regeringerne i Danmark og Tyskland blev enige om at afholde to gensidigt åbne udbud. Hvert land fik lov til selv at bestemme hvordan ’sit’ udbud skulle udformes.
  • Resultater i det Tyske udbud: bud for samlet 154 MW fra Danmark og for 143 MW fra Tyskland. Alle vindende bud kom fra projekter på dansk jord til en gennemsnitlig pris på omkring 40 øre/kWh (variabelt pristillæg i 20 år).
  • Resultater i det danske udbud: bud for samlet 79,5 MW fra Danmark og ingen bud fra Tyskland. Vindende bud alle med 12,89 øre/kWh (fast pristillæg i 20 år).

Kilder: Efkm, EC , BNetzA