Derfor må og skal Danmark sige nej til ny oliejagt i Nordsøen

Helene Hagel, der er klima- og miljøpolitisk leder i Greenpeace, har svært ved at se, hvilke argumenter der efterhånden er tilbage for at udvide produktionen af olie i Nordsøen. Til gengæld har hun mange argumenter imod.
Brødtekst

I olieindustriens brancheorganisation Olie Gas Danmark mener man ikke, at det globale kollaps på oliemarkedet bør få betydning for de langsigtede planer om oliejagt. Heller ikke for Danmarks planer for oliejagt i Nordsøen. Det udtaler administrerende direktør Martin Næsby i Altinget

I Greenpeace er vi enige med oliebranchen: Det er ikke olieprisen, der skal diktere, om vi skal igangsætte den 8. udbudsrunde og give fire olieselskaber lov til at gå i gang med at lede efter nye fossile brændsler i Nordsøen. Når situationen er den, at de brændsler, vi allerede har planer om at hente op, langt overskrider det CO2-budget, verdens ledere har lovet deres befolkninger at holde sig inden for, så skal beslutningen være moralsk, politisk og videnskabelig.

De bedste argumenter for at sige nej til ny oliejagt vil altid være:

  1. At verdens lande allerede i dag har planer om at producere 120 procent flere fossile brændsler frem mod år 2030, end det der er mulighed for, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning nede på 1,5 grader. 
  2. At det – på trods af, hvad oliebranchen og andre forsøger at bilde os ind – har en positiv klimaeffekt at begrænse den danske olie- og gasproduktion. Der findes intet belæg for antagelsen om 100 procent lækage, altså at produktionen blot 1:1 vil blive overtaget af andre lande, og blandt andet de økonomiske vismænd er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil have en klimamæssig positiv effekt.
  3. At vi ved at sige nej til ny oliejagt kan blive en del af løsningen i stedet for at være en del af problemet. Ved at stoppe nu kan et af verdens rigeste lande sende et kraftigt signal til omverdenen om, at vi tager Parisaftalen alvorligt og respekterer klima-videnskaben.
  4. At vi ikke med troværdighed i stemmen kan opfordre andre lande til at omstille til vedvarende energi og lade kul, olie og gas blive i jorden, hvis vi selv handler stik mod bedre vidende og alle forskernes anbefalinger og går i gang med at lede efter ny sort energi. Et nej til ny oliejagt vil give os en stærkere stemme internationalt, som kan bruges til at lægge pres på andre olieproducerende lande. 

Hvis man tager investorens og de mere finanspolitiske briller på findes dog også et godt argument for at sige nej til ny oliejagt: olieprisen og den ekstremt usikre investering, som ny oliejagt vil være.

Martin Næsby fra Olie Gas Danmark mener, at »man skal være varsom med at basere for mange analyser på den nuværende oliepris.« 

Igen kan man ikke andet end at være enig med Næsby (selvom hans pointe naturligvis er, at olieprisen »efter alt erfaring« vil stige igen): Det er nemlig uhyre risikabelt at basere sine analyser på olieprisen. Og det er lige præcis det, regeringen og regeringer før den gør, når de skal vurdere de samfundsøkonomiske gevinster ved at forlænge oliejagten i Nordsøen. 

Skatteminister Morten Bødskov har i et svar til Folketinget fremlagt, hvordan regeringen forventer indtægter fra oliejagten på over 150 mia. kr. frem mod 2050. Dette tal er kunstigt højt, fordi regeringen bruger et olieprisscenarie, hvor ingen af verdens lande gør som lovet og overholder Parisaftalen.

Hvis man derimod opererer med et andet oliepris-scenarie, hvor vi blot gør nogenlunde som lovet og opdaterer vores klimaplaner hvert femte år, som vi har aftalt, så bliver dette skøn stort set halveret, og vi ender med en forventet indtægt på i gennemsnit 2,75 mia. kr. årligt frem mod 2050 - eller til sammenligning under halvdelen af, hvad vi årligt får i skatteindtægter fra tobaksafgiften (blot for at sætte tallet i proportioner). 

De forventninger til olieprisen, man bruger i dette mere Paris-kompatible olieprisscenarie, er dog også ret høje:

Olie finansministeriet
Den røde graf ‘Stated Policy’ er det scenarie, regeringen baserer sine forventninger på, og altså det scenarie, der resulterer i en indtægt fra Nordsøen på over 150 mia. kr. frem mod 2050. Den grønne graf, ‘Sustainable Development’ er forventningen til olieprisen, hvis vi gør nogenlunde som lovet i Parisaftalen. I begge scenarier kommer olieprisen aldrig under 60 dollars, men er i stedet støt stigende mod 80-100 dollars efter 2030.
Illustration: Finansministeriet

Regeringen baserer sin politik på, at olieprisen inden for den nærmeste fremtid aldrig falder til under 60 dollars, mens man samtidig regner med, at den vil være støt stigende de næste par år. 

I dag er olieprisen omkring 25 dollars og svinger frem og tilbage omkring det leje. 

Hvis man tager udgangspunkt i olieprisen, som den var for 1,5 måneds tid siden – inden vi så den amerikanske råoliepris gå helt ned i minus 40 dollars, og da oliemarkedet altså var mere ‘stabilt’ end i dag – ville staten ifølge skatteministeren få nul kroner i indtægter på at igangsætte ny oliejagt. På det tidspunkt var olieprisen ca. 30 dollars tønden. Siden da er den mange steder i verden blevet ramt af et historisk kollaps, og nordsøolien blev for et par uger siden handlet til under 16 dollars.

Ny oliejagt i Nordsøen kan ende med at blive en udgift for staten, fordi vi via statens olieselskab, Nordsøfonden, er forpligtet til at betale 20 pct. af alle de investeringer, som olieselskaberne vil gøre sig, hvis vi giver dem lov til at gå i gang med at lede efter nye fossile brændsler. Siden olieproduktionen begyndte, har olieselskaber (også statens) brugt 42 mia. kr. på at lede efter ny olie og gas. 

I de seneste seks år fra 2014-2019 har Nordsøfonden brugt 785 mio. kr. på at lede efter olie i Nordsøen. 785 mio. kr. af fællesskabets penge har vi altså investeret i at undergrave vores mulighed for at leve på en sund planet med et stabilt klima. Og det har vi gjort, selvom vi allerede i 2014 fik at vide af FN‘s klimapanel, at mere end 80 pct. af de allerede kendte fossile reserver skal blive i undergrunden, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at nå bare 2-gradersmålet. I dag har vi, som nævnt, allerede planer om at producere 120 pct. flere fossile brændsler de næste ti år, end hvad der er foreneligt med 1,5 gradsmålet. 

Vi har (som skatteborgere) ingen anelse om, hvor mange penge vi forpligter os til at kaste i efterforskningen af ny olie, hvis vi igangsætter nye udbudsrunder. Vi udsteder de facto en blankocheck til olieselskaberne, fordi de har fået garanti på, at vi vil dække 20 pct. af, hvad end de har tænkt sig at bruge af penge.

Derfor kan ny oliejagt ende som en udgift for staten – for hvem ved, om olieprisen nogensinde bliver høj nok til, at vi får skatteindtægter ind igen? Hvem ved, om ikke Parisaftalen bliver oversat til konkret politik, inden vi ellers kunne forvente indtægter fra olieproduktionen? 8. udbudsrunde skal kreere ‘broderparten af sin indtægt efter 2035' ifølge klimaministeren. Til den tid er vi da forhåbentlig så langt i omstillingen til vedvarende energi, at det ikke giver mening at kalkulere med hypotetiske skatteindtægter tæt på år 2040, hvor Danmark og EU allersenest bør være CO2-neutrale, hvis vi skal yde vores rimelige bidrag til, at hele verden er det i 2050. 

Den historisk lave oliepris er selvfølgelig et øjebliksbillede. Men et øjebliksbillede, som giver en fornemmelse af, hvor ekstremt volatilt oliemarkedet er. Og hvor farligt – ikke kun for klimaet, men også for samfundsøkonomien – det er at basere sin politik på forventninger til oliemarkedet, som, ingen aner om, kan indfries. 

Engang talte vi om 'strandede aktiver'. Men er vi i virkeligheden på vej mod 'zombie-aktiver'? Er ny oliejagt i grunden, som også den tidligere Goldman Sachs' direktør, investoren August Lund, har påpegeten yderst risikabel investering? 

De lave oliepriser, det ekstremt volatile marked, de eventuelle udgifter staten skal afholde til efterforskning, er kun tilføjelser til klimaargumenterne, som burde kunne stå alene, men de udgør unægteligt endnu et søm i olieindustriens kiste. 

Vi har tjent mere end 515 mia. kr. på oliejagten i Nordsøen siden 1972. Kan vi ikke sige, at det var det?

Kan vi ikke stoppe, inden ny oliejagt viser sig udelukkende at være en udgift for staten? Hvilke argumenter er der efterhånden tilbage for at udvide produktionen i Nordsøen?