Ingen grund til at vente med mere ensartet CO2-beskatning

Vi skal have en ensartet – stigende – pris på at udlede CO2, uanset om udledningen sker i kvotesektoren eller uden for. Og uden at sætte virksomhedernes konkurrenceevne over styr.
Brødtekst

I november 2020 foreslog regeringen en grøn skattereform, der på én og samme tid var både klimamæssigt uambitiøs og skadelig for dansk konkurrenceevne. Den endelige aftale, som blev indgået i december, indeholdt heldigvis tilstrækkeligt med justeringer til, at de afgiftsændringer, der træder i kraft fra 2023, kan blive udformet, så de sænker den danske CO2-udledning uden blot at sende den til udlandet og uden at skade danske virksomheders konkurrenceevne unødigt. Om det sker, vil afhænge af det ekspertudvalg, der skal levere sine første anbefalinger senere i år.

I bedste fald skal vi dog fortsat vente to år, før vi for alvor begynder at justere vores afgiftssystem, så det understøtter Danmarks ambitiøse klimamål. Det er ærgerligt. For ser man bort fra landbrugets udledninger, kan vi allerede nu skabe et afgiftssystem, der lægger en ensartet – stigende – pris på Danmarks CO2-udledning. 

Det var netop, hvad DI foreslog i september sidste år. Helt kort går vores grønne skattereform ud på at forhøje den CO2-afgift, Danmark allerede opkræver på de fleste udledninger uden for EU’s kvotesektor, sådan at afgiften svarer til kvoteprisen – og følger den opad frem mod 2030. Til gengæld reduceres andre energiafgifter på virksomheder og husholdninger.

Kvotesektoren skal nok levere

Knap 30 procent af Danmarks nuværende CO2-udledning er dækket af EU’s kvotesystem – f.eks. udledning fra gasproduktionen i Nordsøen eller fra de mest energitunge virksomheder, herunder fra kemiske processer forbundet med f.eks. cementfremstilling. Fælles for disse udledninger er, at de på marginalen koster en pris svarende til kvoteprisen. Den pris er steget markant til i dag knap 250 kr./ton CO2. Det sker i kølvandet på EU’s beslutning om at hæve sin 2030-klimamålsætning, hvilket vil føre til en markant højere 2030-kvotepris end de 300 kr./ton, Energistyrelsen forudså sidste år. Senest har tænketanken Refinitiv spået en 2030-pris på over 650 kr./ton.

Det vil selvfølgelig også få konsekvenser for Danmarks udledning. Inden EU’s nye mål, forventede Energistyrelsen, at Danmarks kvoteudledninger ville falde med 2/3 frem mod 2030. Når kvoteprisen bliver over det dobbelte, bliver reduktionen naturligvis også større.

Ikke-kvotesektoren halter efter

Størstedelen af Danmarks CO2-udledning sker dog uden for kvotesektoren. Det gælder bl.a. udledningen fra landbruget, som i dag ikke bliver beskattet, og som den føromtalte ekspertgruppe skal se på, hvordan bør håndteres.

Men over halvdelen af ikke-kvoteudledningerne har vi helt styr på – og de bliver allerede beskattet med en dansk CO2-afgift. Det gælder udledningen fra biler (benzin og diesel), boligopvarmning (olie og naturgas) – samt fra det store flertal af virksomheder, der ikke er omfattet af EU’s kvotesystem.

CO2-afgiften udgør dog kun knap 180 kr./ton – altså næsten 70 kr. mindre end kvoteprisen lige nu, og under end en tredjedel af den forventede 2030-pris. Og modsat kvotesektoren, så forventes ikke-kvoteudledningerne kun at ville falde med under 1/7 frem mod 2030 (selv om vi fraregner landbruget).

Hvilket bringer os til DI’s forslag: Nemlig at forhøje CO2-afgiften i ikke-kvotesektoren, så den svarer til kvoteprisen – og sådan at den følger med, når kvoteprisen stiger frem mod 2030. 

Indtægten fra den voksende CO2-afgift bør – sammen med statens indtægter fra kvotesalget – føres tilbage til virksomheder og borgere via lavere energiafgifter. Sådan at vi gradvis bevæger os fra at beskatte energi til at beskatte CO2. 

Det vil f.eks. gavne biobrændstoffer i transporten (de betaler nemlig energiafgift men ikke CO2-afgift). Og i industrien vil det skubbe de virksomheder, som ikke kan elektrificere produktionen, i retning af de mest CO2-venlige brændsler – f.eks. fra kul til naturgas, hvilket næsten halverer CO2-udledningen. 

Og så skal vi have fjernet de sidste rester af den såkaldte dobbeltregulering – hvor de samme brændsler både er underlagt EU’s kvotesystem og pålagt dansk CO2-afgift. Det gælder f.eks. de brændsler, som kvoteomfattede virksomheder bruger til opvarmning af lokaler.