Hvorfor vildleder Energistyrelsen politikere om solcelleanlæg?

Et centralt notat om solceller fra Energistyrelsen har vildledt politikere til at tro, at store markanlæg er samfundsøkonomisk fordelagtige i forhold til mindre taganlæg, skriver PhD, civilingeniør og tidl. professor Ulrik Jørgensen i dette Synspunkt.
Brødtekst

I et notat til Folketingets udvalg for Klima-, Energi- og Forsyning fremlagde Energistyrelsen i december 2020 en redegørelse for rammer og økonomiske forhold ved etablering af solcelleanlæg i Danmark. Notatet har titlen: ’Analyse af tidssvarende udbygning med solceller under hensyn til gældende EU-regulering’.

Notatet har haft stor betydning for regeringens politik og er blevet brugt som argument for, at store solcelleanlæg på åben mark er en god måde at udbygge vedvarende energi på. Det har også været brugt som argument for at opstille hindringer for kommuners involvering med solceller på deres meget store, egnede tagflader samt imod lokale energiløsninger.

Argumenterne fra politisk hold har været, at markanlæg kan levere billigere el til nettet, er en god investering for de kommercielle virksomheder og at de store markanlæg er en samfundsøkonomisk fordel for alle.

Problemet er bare, at datagrundlaget for Energistyrelsens notat er misvisende og styrelsens konklusioner derfor helt forkerte. Styrelsen bidrager her direkte med fejlinformation til de involverede politikere. 

Energistyrelsens datagrundlag og konklusion

Det helt centrale argument i notatet fremgår af tabel 1 side 8. Denne tabel angiver de gennemsnitlige omkostninger i øre/kWh over en levetid på 35 år af de tre typer solcelleanlæg, som notatet arbejder med: små anlæg (typisk på villaer og små ejendomme) = 38, mellemstore anlæg (typisk på etageejendomme, industrivirksomheder og institutioner) = 26 hhv. store markanlæg = 15 øre/kWh. 

Der er også udregnet prise ved forskellig kapitalforrentning, men dette har ingen betydning for konklusionen, ligesom antagelsen om 35 års levetid, som alt i alt må siges at være for lang, heller ikke har nogen reel betydning for den misvisende konklusion, som tabellen leder frem til. Konklusionen i notatet er: 

'… at de små solcelleanlæg er markant dyrere end både de mellemstore anlæg, men især de store markanlæg'.

De store markanlæg påstås her at være billigst både hvad angår investeringer og samfundsøkonomi. Det fremgår dog ikke, hvorledes Energistyrelsen mere præcist regner sig frem til disse tal. De fremhæver blot at dataene bygger på Energistyrelsens eget teknologikatalog.

Teknologikataloget bygger på Ikke ajourførte data

Spørger man de ansvarlige for teknologikataloget i Energistyrelsen om, hvorvidt de tal og priser i teknologikataloget er pålidelige, får man det svar, at tallene netop på dette område: solceller, ikke er sammenlignelige og ajourførte, fordi de seneste års prisudvikling og data fra branchen mangler, ikke mindst for omkostninger ved opsætning af disse anlæg. 

Spørgsmålet kan altså nu præciseres til: Hvorfor har den/de ansvarlige i Energistyrelsen ikke kontrolleret kilderne til notatets tal? En faglig styrelse må vel forventes at benytte sig af en kildekritisk tilgang til centrale data. 

Da der næppe er tale om bevidst vildledning, trænger to forklaringer sig på: Den ene er, at der har været et stort pres fra regeringen for, at al den vedvarende produktion af el skal ud på det store elnet, hvilket har ført til, at den danske energi- og klimapolitik overvejende har fokus på at sikre gode vilkår for de store, kommercielle el-producenter. Den anden er nogle økonomiske dogmer (forestillinger, som ikke nødvendig er kritisk efterprøvet i praksis), som afspejles i tre centrale udsagn i den aktuelle energipolitik. Det første dogme er, at det er samfundsøkonomisk fornuft at satse på store produktionsanlæg og ét stort sammenhængende forsyningsnet for el. Det andet, at energiteknologier generelt har en positiv skalaeffekt ved større anlæg. Det tredje, at man ved udbud af koncessioner til opstilling af nye anlæg baseret på vedvarende energi skal agere med teknologineutrale udbud. 

Sagen er nok den, at det almindelig tidspres sammen med en måske tiltagende mangel på teknologisk erfaring i Energistyrelsen har ført til, at kildekritik slet ikke var på dagsordenen. En sådan refleksion vil også kræve klart indsigt fra embedsværkets side, hvis man skal stå op imod politiske intentioner og økonomiske dogmer.

Skattetænkning og uklar forståelse af indirekte tilskud

Energistyrelsens skrives en del om direkte og indirekte tilskud knyttet til forskellige løsninger. Her er der især fokus på elafgiften, hvis opkrævning bliver sikret gennem den måde de store markanlæg med solceller tilsluttes elnettet. Her fremgår det tydeligt, at det var mere afgørende for Energistyrelsen at sikre provenuet fra elafgiften, end at fremme klimaomstillingen og sikre lokale investeringer i solceller. Måske endnu en grund til den manglende kildekritik.

Problemet med de store markanlæg er, at de i langt de fleste tilfælde ikke kan medvirke til en lokal koordinering af produktion og forbrug og dermed ikke kan bidrage til aflastning af elnettet. Det kan også forklare, at notatet overhovedet ikke tager højde for de store omkostninger, der er i form af net-udbygning ved store markanlæg, som øger omkostningerne per produceret kWh væsentligt.

Disse omkostninger blev tidligere betalt af PSO-afgiften, for tiden af udligningsordningen, som staten finansierer og engang i fremtiden evt. skal dækkes af tilslutningstariffer, men indtil er blevet dækket af borgerne enten gennem afgifter/skat eller via den tarif, som forbrugerne betaler. Her ligger en meget stor, indirekte subsidiering af de store markanlæg, som end ikke omtales i Energistyrelsens notat. Alene af den grund er notatets konklusion om, at de store markanlæg er samfundsøkonomisk fordelagtige, uden mening. Forholdet er det modsatte, store markanlæg er samfundsøkonomisk en problematisk investering.

Til dette kommer de store direkte tilskud til nye vedvarende energianlæg, som langt overstiger provenuet fra elafgiften. Tilskud, som meget mere fordelagtigt kunne være brugt på lokale energioptimeringer.

Korrekte data og andre forhold ved store solcelleanlæg

Solcellepaneler til brug på tage hhv. marker er grundlæggende af samme type. Deres pris er i dag omkring 23-25 eurocent per Watt ved køb i større mængder (containervis). Købes i endnu større mængder kan der ifølge branchen højst opnås priser, der er nogle få eurocent lavere (Solartag, Viva).

Montering på flade eller let skrånende tage er generelt billigere end på bar mark, da monteringen af de bærende konstruktioner er billigere på tag og mindre arbejdskrævende. Et anlæg på f.eks. 200 m2 vil tage et par dage på tag og op mod en uge på bar mark. Hertil kommer tilslutningsomkostningerne, der i kabelføring og evt. forstærkning af elnet og transformere er dyrere på bar mark, hvor den leverede el ikke umiddelbart kan forbruges lokalt og dermed aflaster nettet.

Der kan være en tendens til, at der indkøbes lidt højere kvalitet solcellepaneler til tagmontering, men her vil en lidt øget pris (inden for 10-15%) også resultere i en højere effekt og bedre kvalitet, så denne forskel bidrager ikke til at gøre taganlæg dyrere sammenlignet med den el, der produceres.

Ved brug af tagintegrerede solceller f.eks. i et udseende som skifer er panelerne delt op i mindre enheder end de typiske solcellepaneler, som er lettere at montere direkte på de bærende spær. Disse typer solceller er lidt dyrere end de store paneler, men prisforskellen udjævnes helt, hvis de erstatter den traditionelle tagdækning med tagpap, skifer el.lign. hvor prisforskellen mellem tag uden solceller og med endda er lidt mindre end den anførte pris å 23-25 eurocent per Watt for selve panelet. Også tagintegrerede solceller er altså – alt i alt – lige så billige som solceller på bar mark, hvis de sættes op i forbindelse med en renovering af taget. 

En fejlagtig samfundsøkonomisk vurdering

På tage vil den producerede el fungere som aflastning for elforbruget i lokalområdet og dermed hverken kræve en lokal eller national net-udbygning. I et koordineret samspil med varmepumper og ladning af el-biler, vil det endda kunne mindske behovet for net-udbygning i forbindelse med elektrificeringen gennem deres udnyttelse af nettet i lavlasttimer, mens solcellerne producerer i højlastperioder og kan aflaste nettet her.

På bar mark vil der i de fleste tilfælde skulle udbygges med både net-tilslutning, net-forstærkning og transformerstationer da den producerede el skal transporteres til nærliggende industrier, varmecentraler eller byer. Denne net-udbygning vil kun være udnyttet i den del af døgnet og året, hvor solcellerne producerer el og vil dermed ofte have en udnyttelsesgrad på under 25 %. Samtidig viser det sig, at mange af de foreslåede solcelleparker placeres på gode jorde og dermed skader bæredygtighed og biodiversitet.

Notatet fra Energistyrelsen er altså direkte vildledende og er endda blevet brugt i flere sammenhænge som legitimering af markanlæg, i regeringens afvisningen af kritik fra Københavns Kommune omkring muligheden for at lade kommuner deltage i lokale energiløsninger og -fællesskaber, ligesom notatet har været brugt af bl.a. Socialdemokratiet energiordfører, som har citeret de samfundsøkonomiske konklusioner fra notatet om fordelen ved store markanlæg. Se bl.a. artikel i Altinget 25/6 i år med titlen ’ Københavnsk opråb om regler for solceller bliver afvist på Christiansborg’.

Den rigtige konklusion

De ovenfor anførte forhold leder frem til en ganske anden konklusion: 

Mellemstore taganlæg på boligejendomme, kommunale ejendomme og industribygninger er billigere i anlæg end store markanlæg, om samtidig både energiøkonomisk og klimamæssigt mere effektive.

Mindre anlæg på f.eks. villaer vil typisk være lidt dyrere, da anlægsomkostningerne er større end for store taganlæg, men taganlæg er generelt både hvad angår investeringer og samfundsøkonomisk mere fordelagtige end de store markanlæg.

Denne konklusion er stik modsat Energistyrelsens. Ikke nok med, at deres priser i øre/kWh er helt misvisende, men de mangler også at medtage de reelle net-omkostninger og net-tab.

 

Energistyrelsen er bekendt med Ulrik Jørgensens kritikpunkter og har meddelt GridTech, at man arbejder på et svar. Det agter vi også at bringe her på GridTech.