Gem overskudsstrøm i den danske fjernvarme – ikke i de norske vandmagasiner

Fjernvarmesektoren har et meget stort og overset potentiale for indirekte lagring af elektricitet, som kunne komme det danske samfund til gode frem for, at vi betaler især Norge for at løse opgaven for os.
Brødtekst

Det største problem ved elektrificering af et samfund knytter sig til det forhold, at elektricitet ikke direkte kan lagres billigt, på samme måde som brændsler og varme kan. Løsningen på dette problem har hidtil været kun at producere lige akkurat den mængde elektricitet, som der er brug for i sekundet 24/7 året rundt.

Denne løsning udfordres i dag af, at de billigste elproduktionskilder fra vindmøller og solceller ikke umiddelbart lader sig styre i forhold til behovet for elektricitet. Derfor er der brug for enten at lagre elektriciteten eller flytte produktion og forbrug tidsmæssigt. Lagring har hidtil været for dyr i batterier men er billigere, såfremt lagringen foregår ved at flytte produktion og forbrug.

Flytning af elforbrug og -produktion i Norge

Det bedste eksempel på flytning af forbrug og produktion er de store vandmagasiner i Norge. De kan holde elproduktionen tilbage, når vinden og solen medfører høj produktion i Danmark, således at vi har kunnet eksportere overskuddet af elektricitet til Norge.

Løsningen har i sagens natur medført, at Norge sender elektriciteten retur til Danmark, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner. Således kan den vandkraft, der har været holdt tilbage, udnyttes, når der er brug for den i Danmark.

Lagringen i Norge er ikke en fysisk lagring af elektricitet men en indirekte lagring, som fremkommer ved, at produktion holdes tilbage og produceres på det tidspunkt, hvor der er behov herfor.

Ulempen ved denne løsning har været, at vi i Danmark - det vil sige elforbrugerne - har måttet betale for de danske ledninger til Norge samt for, at de leverer elektriciteten tilbage til os til en højere pris, når vi må købe elektriciteten tilbage.

Derudover er nordmændene begunstiget af, at de slipper for at betale for transporten af elektriciteten i Danmark, når den føres ud af Danmark. Det betyder indirekte, at forbrugerne i Danmark må finansierer denne manglende transportbetaling. Alt i alt en for forbrugerne i Danmark dyr løsning, som ydermere udkonkurrerer de indenlandske løsninger, som kunne levere samme type lagring.

Eneregilagring i Danmark er dårligt udnyttet

Samme type lagring kan forekomme i Danmark ved, at fjernvarmesystemet via elkedler og varmepumper forbruger mere elektricitet, end der er brug for i forhold til varmesystemet i perioder, hvor elsystemet har for meget elektricitet. 

Den producerede varme lagres i varmelagre og anvendes i perioder, hvor elsystemet har behov for, at elforbruget reduceres på grund af for lidt elektricitet. De selv samme fjernvarmeselskaber har ofte et kraftvarmeværk, som kan producere elektricitet til elnettet på samme vis som i Norge, når der mangler elektricitet. Samlet set er løsningen i princippet den samme som i Norge, dog med den ekstra tvist at normalt elforbrug tillige kan tages ud af systemet. 

Fjernvarmesystemet forventes anslået at have en til 1,5 GW fleksibel forbrugskapacitet på elkedler samt en GW fleksibel forbrugskapacitet via kollektive varmepumper i 2030.

Den producerede varme kan lagres i varmeakkumuleringstanke og damvarmelagre, som forventes at udgøre en kapacitet på mindst en GW-varme i 2030.

Endelig forventes den centrale kraftvarmekapacitet primært på biomasse og affald at ende på 2,5 GW elkapacitet og den decentrale kraftvarmekapacitet på op til en GW elkapacitet. Alt sammen meget runde tal, men det er et billede på, at fjernvarmesektoren kan levere 2,5 GW fleksibel forbrugskapacitet samt tilsvarende og måske mere produktionskapacitet op til 3,5 GW elkapacitet. 

Hvis dette sammenholdes med det danske elforbrug, som ligger mellem cirka tre og seks GW forbrugskapacitet, kan det konkluderes, at der i fjernvarmesystemerne ligger et meget stort og i øjeblikket dårligt udnyttet lagringssystem, der er lige til at gå til, og som kan udnyttes til færre omkostninger frem for eksport til Norge.

Forskelsbehandling i transportbetalingssystemet

Hvorfor etablerer vi så ikke et sådant system og gør det til rygraden i det danske integrerede energisystem? 

Svaret er ikke enkelt, men det handler om den søjletankegang, som elsektoren har. Og det handler om det forhold, at man vælger at give en rabat til eksport, som fjernvarmesektoren ikke kan konkurrere med, men i stedet må betale for.

Elkedlerne og varmepumperne betaler for transport inklusiv finansieringen af den manglende transportbetaling for den elektricitet, som eksporteres. Den forskelsbehandling kan fjernvarmesektoren ikke konkurrere med.

Derudover medfører transportbetalingssystemet, at lokale løsninger - hvor vindmøller og lokale forbrugsanlæg kobles sammen fleksibelt via tredjepartsadgang, direkte ledninger eller omkostningsægte transportbetalinger - ikke kan lade sig gøre. Således forhindres fornuftige løsninger på bekostning af en tvangsbetaling til det transportsystem, som sikrer, at elektriciteten kan transporteres til Norge frem for at blive udnyttet lokalt og fleksibelt i Danmark.

Hvis den overskydende elektricitetsproduktion fra de danske vindmøller og solceller ikke blev eksporteret i samme omfang, som i øjeblikket, ville Norge ikke kunne gemme samme vandmængder i vandmagasinerne, som kan anvendes, når der ikke er overskydende elproduktion i Danmark.

Det ville betyde, at flere danske elproduktionskilder ville være konkurrencedygtige - fossile såvel som vedvarende - samt at en større del af den danske varmeproduktion og forbrug ville være baseret på elektricitet, og fossile kedler undgås.

Transportomkostninger til forbrug ville blive lavere. Vi ville med andre ord undgå at sende mange milliarder kroner til Norge hvert år, spare på investeringer i dyre udlandsforbindelser og få en samlet miljøgevinst på grund af større elektricitetsforbrug til varmefremstilling samt mindre fossilt brændselsforbrug til varmefremstilling.