De danske PTX-drømme må ikke stå og falde med IPCEI-projekterne

Det er meget positivt, at Danmark nu melder sig entydigt ind i det europæiske IPCEI-samarbejde og har identificeret en række centrale PTX-projekter, som er i fokus. Men hvis Danmark for alvor skal blive et land, hvor PTX-drømmene bliver til virkelighed, er der brug for en bred pallette af PTX-tiltag.
Brødtekst

Vi er i Danmark bare et lille land, men når det kommer til grøn strøm, så er vi langt foran både europæisk og globalt. Men hvis vi også skal blive verdensmestre i at udnytte den grønne strøm, som flyder fra vores vindmøller og solceller, så er der ikke bare brug for endnu mere udbygning af energikapaciteten, men også at vi tænker klogt, når vi i de kommende år lægger grundstenen til fremtidens samfund. 

Tarifsystemet er en hæmsko 

Der foregår allerede nu helt centrale forhandlinger i energibranchen, som vil være altafgørende for, om PTX-toget lægger vejen forbi Danmark. Det nuværende tarifsystem er i år og næste år under markant omvæltning, når producentbidrag besluttes politisk og indføres med store konsekvenser for etableringen af ny vedvarende energikapacitet. Derudover er tarifspørgsmålet også en udfordring for udviklingen af PTX-projekter. 

Det aktuelle tarifsystem understøtter desværre ikke en hensigtsmæssig udvikling af PTX-projekter, som i dag begrænses til at blive placeret i regulatoriske frizoner eller de få steder, hvor det er muligt at producere brint eller e-metanol bag måleren. 

Skal understøtte den eksisterende infrastruktur 

Det skyldes, at elektrisk infrastruktur på trods af et stort ønske om at elektrificere samfundet stadig pålægges tariffer, mens andre typer af infrastruktur går fri. Dermed misser vi oplagte muligheder for at lave en optimal lokal infrastruktur, som understøtter lokal balancering af produktion og forbrug. 

For eksempel ønsker vi hos European Energy at anlægge et større PTX-anlæg på en dertil godkendt havnelokalitet, hvorfra slutproduktet kan eksporteres til verdensmarkedet. Desværre står tarifferne i vejen for en rentabel transport af vores grønne strøm over få kilometer gennem et allerede eksisterende kabel. Derfor vælger vi at anlægge PTX-anlægget længere inde i land og bag måleren, hvilket er en suboptimal løsning samfundsmæssigt. 

Hvis PTX anlæg skal kunne placeres optimalt, har vi brug for et tarifsystem, der understøtter at den eksisterende infrastruktur udnyttes optimalt. Et sådant system kunne f.eks. inkludere muligheden for at etablere virtuelle direkte forbindelser mellem forbrugs- og produktionsanlæg, der er placeret i samme netområde.

Besværligt at lave et egentlig regelsæt 

Derudover er vi i disse år udfordrede af, at der endnu ikke findes en egentlig certificering af de PTX-produkter, som vi pt. arbejder på at kunne starte produktion af i stor skala. Reglerne ligger på tegnebrættet hos Europa-Kommissionen og vil være altafgørende for, om der vil være et egentligt PTX-marked for vores produkter. 

Desværre, er det er ikke trivielt at definere et sådant regelsæt. Meget strenge krav, uden en rimelig implementeringsfase vil forsinke udbygningen. Omvendt vil svage krav medføre en underminering af klimagevinsten ved de nye produkter. 

Kompleksiteten bør dog ikke stå i vejen for fremdriften, og vi burde udnytte det allerede eksisterende system for oprindelsesgarantier til at skabe sikkerhed omkring de projekter der i øjeblikket er under udvikling.

CO2-prisen bliver afgørende 

Sidst men ikke mindst er CO2-prisen altafgørende for, at PTX-eventyret for alvor kan blive en realitet. I dag er nogle virksomheder måske villige til at betale en merpris for som first-movers at kunne gå foran og vise vejen til et grønnere forbrug ved at erstatte hidtidige brændsler med grøn brint og e-metanol. 

Men det er først, når fossile brændsler pålægges afgifter, som afspejler deres klimabelastning, at vi vil opleve en egentlig fair konkurrence mellem grønne og fossile brændsler. Prisen er på vej op, men der er stadig et langt stykke vej, og der er stadig behov for politisk at gøre mere, for at få prisen til at afspejle den egentlige omkostning, som CO2-forureningen medfører på samfundet – ikke bare i EU, men også globalt set.